Incendio

Informationer

Effekt: Fremmaner en flamme
Type: Besværgelse
Udtales: in-SEN-dee-o
Håndbevægelse: En flamme
Lys: Orange eller rød

Incendio betyder, oversat fra latin, at fyre ild. Oversat fra italiensk, portugisisk og spansk betyder incendio ild. Man udtaler besværgelsen in-SEN-dee-o.

Incendio er besværgelsen, som udsender en ildstråle, og dermed kan sætte ild til både mindre og større genstande. Håndbevægelsen er en ildflamme - først op, og derefter ned.
Besværgelsen kan også bruges mod djævleslynge.

På Hogwarts lærte 1. års eleverne om denne besværgelse i faget Besværgelser. Den blev repeteret på 2. årgang. På 5. årgang var den en del af U.G.L eksamen.


Historisk brug af besværgelsen
Albus Dumbledore kan muligvis have brugt denne besværgelse i 1895 eller 1896, da han var på sit fjerde år på Hogwarts, og “ved et uheld” sat sengens gardiner i brand.
I 1938 benyttede han besværgelsen nonverbalt i kombination med flammefrysningsbesværgelsen, da han skulle illustrere sine magiske evner for Romeo Gåde på børnehjemmet.

Den 31. juli 1991 brugte Hagrid besværgelsen non-verbalt til at tænde op i pejsen i Hytten på Klippen.

Minerva McGonagall brugte besværgelsen non-verbalt d. 1. september 1992 så der kom en lunende ild i den kolde pejs på Severus Snapes kontor.

Den 7. august 1993 blev den brugt af Tom på Den Utætte Kedel.

Arthur Weasley brugte denne besværgelse for at tænde op i familien Dursleys kamin. Dette var i august 1994.

Igen i august 1994 blev besværgelsen brugt af dødsgardisterne til at sætte ild til flere af teltene, da de angreb under Verdensmesterskaberne i Quidditch.

Den 13. november 1994 tændte Rita Rivejern en håndfuld stearinlys i kosteskabet, hvor hun ville interviewe Harry Potter.

Da Peter Pettigrew skulle tænde op under Voldemorts kedel på kirkegården i Lille Galgeby d. 24. juni 1995 brugte han besværgelsen non-verbalt.

Den blev non-verbalt brugt af Alastor Dunder, til at brænde et stykke pergament d. 5. august 1995. Pergamentet var nemlig blevet brugt til at afsløre den fidelius-skjulte adresse Grumsted Plads nummer 12 for Harry Potter.

Dolora Nidkjær benyttede den d. 2. september 1995 til at sætte ild til en flyvende papirsfugl, som Padma Patil havde lavet.

Thorfinn Rowle brugte ligeså denne besværgelse for at sætte brand i Hagrids hus. Dette var d. 30. juni 1997.

Den 4. august 1997 blev den brugt af Hermione Granger til at tænde op på Grumsted Plads nummer 12.
Harry og Hermione brugte også denne besværgelse i et forsøg på at destruere Slytherins Medaljon, som var en horcrux. Det lykkedes dog ikke. Dette foregik d. 3. september 1997.

Den 2. maj 1998 brugte Voldemort besværgelsen non-verbalt, for at brænde Fordelingshatten som sad ovenpå Neville Longbottoms hoved.

Albus Potter satte ild til sin Hogsmeade-tilladelse med denne besværgelse i 2020, og overraskede sig selv, fordi det ikke var en besværgelse han plejede at være succesfuld med.

Harry Potter og Delphini brugte begge besværgelsen mod hinanden d. 31. oktober 1981 efter de havde rejst tilbage i tiden.


ANDRE FORMER FOR INCENDIO

Incendio Duo

Udtale:
in-SEN-dee-oh DOO-oh
Lys: Grøn

Incendio Duo er en stærkere version af besværgelsen Incendio, som dog laver grønne flammer. Den er ikke lige så stærk som Incendio Tria.

Incendio Tria

Udtale:
in-SEN-dee-oh TREE-ah
Lys: Blå

Incendio Tria er den stærkeste version af Incendio besværgelsen. Den fremmaner dog blå flammer i stedet for, og flammerne skulle være større end flammerne der fremmanes af Incendio og Incendio Duo. Typisk kan den gennemsnitlige elev på 1. eller 2. årgang bruge denne besværgelse.


Referencer
Harry Potter og De Vises Sten
Harry Potter og Hemmelighedernes Kammer
Harry Potter og Fangen fra Azkaban
Harry Potter og Flammernes Pokal
Harry Potter og Fønixordenen
Harry Potter og Halvblodsprinsen
Harry Potter og Dødsregalierne


Opdateret d. 12.10.2023

Andre besværgelser