Flammernes Pokal

Flammernes Pokal er lavet af træ i et ukendt årstal og af en ukendt person. Pokalen vælger deltagerne til Turnering i Magisk Trekamp. Når folk putter deres navn i pokalen, vælger den, hvem der skal være hver skoles deltager. Den spyr rød ild op, hver gang en deltager er valgt, hvor pergamentet med navnet på kommer med op. Når man er udvalgt som deltager, bliver man bundet af en magisk kontrakt, som ikke kan brydes. Man skal deltage i Turneringen i Magisk Trekamp og man kan ikke fortryde. De tre deltagende skoler er Hogwarts, Beauxbatons og Durmstrang. I 1994 blev reglerne strammere grundet de mange dødsfald i konkurrencen. Reglerne skulle forhindre flere dødsfald, men det virkede ikke som forventet.

I skoleåret 1994/1995 var Hogwarts vært for Turneringen. Det var ikke alle der havde mulighed for at smide deres navn i pokalen. Det var kun elever der var fyldt 17 år, og dermed var myndige, som havde mulighed for at deltage. Albus Dumbledore havde tegnet en alderslinje omkring pokalen, som skulle sikre, at ingen elever under 17 år smed deres navn i. Fred og George Weasley forsøgte at snyde alderslinjen ved at drikke Ældeeliksir, men det var ikke noget linjen lod sig snyde af, og de blev i stedet kastet tilbage og fik lange hvide skæg. Lee Jordan havde i sinde at gøre det samme, men nåede aldrig at træde ind i linjen. Ingen af dem kunne lade være med at grine, efter fuldskæggene var kommet frem.

De udvalgte deltagere blev Fleur Delacour fra Beauxbatons, Viktor Krum fra Durmstrang og Cedric Diggory fra Hogwarts. For første gang nogensinde, blev der dog også valgt en fjerde deltager, nemlig Harry Potter. Dette skyldes, at Barty Ferm Jr. (forklædt som Alastor Dunder) kastede Confundusbesværgelsen på pokalen, så den troede at der var fire deltagende skoler. Han puttede derefter Harrys navn i pokalen, hvor han blev valgt som fjerde og yngste deltager.

Følgende elever kastede deres navn i pokalen:

  • Angelina Johnson, Gryffindor, Hogwarts (ikke udvalgt)
  • Cassius Warrington, Slytherin, Hogwarts (ikke udvalgt - der gik rygter om, at han havde stået tidligt op og lagt sit navn i)
  • Flere Beauxbatons elever (ikke udvalgt)
  • Flere Durmstrang elever (ikke udvalgt)
  • Cedric Diggory, Hufflepuff, Hogwarts (udvalgt)
  • Viktor Krum, Durmstrang (udvalgt)
  • Fleur Delacour, Beauxbatons (udvalgt)

Derudover kastede Barty Ferm Jr. Harry Potters navn i, som også blev udvalgt.
Fred og George Weasley fra Gryffindor, frøken Fawcett fra Ravenclaw og hr. Summers fra Hufflepuff forsøgte at deltage ved at ændre på deres alder, men endte alle på hospitalsfløjen som følge af lange hvide skæg.

Referencer:
Harry Potter og Flammernes Pokal

Opdateret d. 20.08.2020

Se disse objekter