De Tre Koste

Informationer

Beliggenhed: Hogsmeade

De Tre Koste er en meget populær kro, som er placeret i Hogsmeade. Kroen får ofte besøg af elever fra Hogwarts Skole For Heksekunster og Troldmandsskab, når de især har Hogsmeadeweekend. Kroen er ret ofte varm og pakket med mennesker, men også ren og velkommende. Bagved baren er der placeret et spejl, og det er muligt at købe drikkevarer som ingefærøl, ildwhisky, solbærrom, mjød og endda også sirupskirsebærsoda. Kroen er ejet og styret af Madam Rosmerta, og De Tre Koste siges at være lige så gammel som Hogsmeade selv. Harry Potter og hans venner Ron Weasley og Hermione Granger nød mange gode  stunder på De Tre Koste, hvor de drak ingefærøl og tit faldt i snak med velkendte personer, som Rubeus Hagrid og andre oppe fra skolen.

Vi hører om De Tre Koste i:
Harry Potter og Fangen fra Azkaban, hvor Harry sniger sig ned til Hogsmeade og får et glas ingefærøl på kroen sammen med Ron og Hermione. Her overhørte de en samtale mellem Filius Flitwick, Minerva McGonagall, Rubeus Hagrid og Cornelius Fudge om Sirius Black, imens Harry gemte sig under bordet. Her blev det afsløret, at Sirius var Harrys gudfar. Under Harrys tredje skoleår blev der også sat Dementorer til at patruljere Hogsmeade, hvilket gav Madam Rosmerta problemer, da Dementorernes tilstedeværelse demotiverede folk til at besøge kroen.

Harry Potter og Flammernes Pokal, da Harry bliver inviteret af Hagrid ned til kroen kort tid inden den første opgave i Turneringen i Magiske Trekamp. Senere i bogen bliver Harry også trukket til side af Ludo Ludomand på kroen, som tilbyder ham hans hjælp med at knække koden til den næste opgave i Turneringen. Harry afslår hans hjælp, og senere på samme krotur kommer Rita Rivejern og vil interviewe Harry, noget som Hermione er meget stærkt imod. Hun beder Harry og Ron om at gå med hende ud af kroen. Dette førte til, at Rita skrev en artikel om Hermione i Alt For Heksene kaldet ’Harry Potters Hemmelige Hjertekvaler’.

Harry Potter og Fønixordenen, da Harry, Hermione og Ron får brug for et sted at samle de elever, der senere hen blev Dumbledores Armé. Hermione besluttede sig for, at de skulle vælge Det Glade Vildsvin fremfor De Tre Koste, da det var et mindre offentligt sted. Senere i bogen mødes Hermione, Harry, Luna Lovegood og Rita på De Tre Koste, så Rita kan interviewe Harry til Ordkløveren.

Harry Potter og Halvblodsprinsen, hvor Harry, Ron og Hermione sidder på kroen, den dag Katie Bell bliver forbandet. Senere i bogen går Harry og Albus Dumbledore også forbi kroen, men de går ikke indenfor.

Harry Potter og Dødsregalierne, da Harry, Ron og Hermione transfererer sig i Hogsmeade, hvilket udløser Kattejammerfortryllelsen og et dusin Dødsgardister vælter ud af De Tre Koste med hævede tryllestave.

Referencer:
Harry Potter og Fangen fra Azkaban
Harry Potter og Flammernes Pokal
Harry Potter og Fønixordenen
Harry Potter og Halvblodsprinsen
Harry Potter og Dødsregalierne


Opdateret d. 22.07.2023.

Se disse steder