Madam Nuttetruts tesalon

Informationer

Beliggenhed: Hogsmeade

Madam Nuttetruts tesalon er en lille tesalon lokaliseret i en lille sidegade i Hogsmeade. Den er ejet og drevet af madam Nuttetrut. Tesalonen er især populær omkring Valentinsdag, hvor mange af Hogwarts’ elever tager dertil på date.
Tesalonen er pyntet med sløjfer og blonder og små, runde borde. Da Harry Potter tog af sted på date med Cho Chang til salonen, blev han ubehageligt mindet om Dolora Nidkjærs kontor. (FO 25) Det er muligt at købe te og kaffe i salonen.

På et tidspunkt mellem 1956 og 1980’erne friede Elphinstone Urquart til Minerva McGonagall i tesalonen. McGonagall afslog ham dog, da hun stadig havde følelser for Dougal McGregor.
Cho Chang og Cedric Diggory var også på date i tesalonen på et tidspunkt i 1995, inden Cedrics død.


Vi hører om Madam Nuttetruts tesalon i:
Harry Potter og Fønixordenen, hvor madam Nuttetrut har pyntet op til Valentinsdag med ”en masse gyldne basunengle, der svævede over hvert af de små, runde borde, hvorfra de med jævne mellemrum dryssede pink konfetti ud over gæsterne.” (FO 25) Der var kun ét ledigt bord tilbage ved et tildugget vindue, da Harry og Cho trådte ind. Cho fandt stedet kært, men Harry derimod følte sig ukomfortabelt til mode, især da Roger Davies og hans kæreste sad ved et bord tæt på og kyssede konstant. Daten endte også skidt for Harry og Cho, da Harry nævnte, at han havde en aftale med Hermione Granger efterfølgende, og Cho insisterede på at snakke om Cedric. Cho efterlod tesalonen i tårer og Harry smed en Galleon på bordet som betaling, inden han selv skyndte sig ud, med alle tesalonens gæsters øjne i nakken.

Harry Potter og Halvblodsprinsen, da Harry, Hermione og Ron Weasley ikke støder på Ginny Weasley under én af deres Hogsmeadeweekender, og Harry tænker, at det sikkert er fordi, hun sidder og hygger sig med Dean Thomas i madam Nuttetruts tesalon.


Referencer:
Harry Potter og Fønixordenen
Harry Potter og Halvblodsprinsen


Oprettet d. 05.04.2020.

Se disse steder