Den Forbudte Skov

Informationer

Beliggenhed: Hogwarts Skole for Heksekunster og Troldmandsskab

Den Forbudte Skov bliver af professor Silvanus Kedelbrand beskrevet som værende ”massiv” med store træer af blandt andre arterne bøg, egetræ, fyr, taks og ahorn. Træerne er ældgamle og står tætte, og så er det ikke uvant at man kan spotte Bobutuber, der vokser vildt i skovbunden. Jorden er fyldt med græs og torne, og på grund af de mange trærødder og stubbe er det svært at navigere sig rundt i skoven om natten, da man nemt kan snuble. Der er dog lavet snoede stier i skoven, som man kan følge, og det er muligt at finde åbninger i midten af skoven, hvor tæerne står knap så tætte, så solen kan skinne hele vejen ned til skovbunden.

Skoven er hjemsted for mange magiske væsner af både den farlige og ufarlige slags, og det er derfor strengt forbudt for Hogwarts’ elever at begive sig derud med undtagelse hvis de er ifølge med en professor. For eksempel bliver noget af undervisningen i Magiske Dyrs Pasning og Pleje afholdt i skoven, hvor eleverne får lov til at studere nogle af skovens mange væsner.


Beboere i skoven
Skoven er hjemsted for mange skabninger – både de mørke og farlige samt de venlige og uskyldige. Blandt dem er kolonier af acromantulaer og kentaurer, men der skulle angiveligt også findes varulve, trolde, flodheste og andre kæmper udover Rubeus Hagrids halvbror Graup. Af ikke-magiske dyr vil du kunne finde ræve, ulve og hjorte rundt omkring i skoven.

Rubeus Hagrid
Som nøglebærer på Hogwarts bor Hagrid på skolens grund. Hans hytte ligger i udkanten af skoven, hvor han blandt andet gror græskar, som bliver brugt som pynt til Allehelgensaften på skolen. Hagrid tager sig desuden af skoven og har relationer til flere af dens væsner. Det kan tænkes, at jobbet som nøglebærer også indebærer at skulle tage sig af sager i Den Forbudte Skov, hvilket også kan være grunden til at hytten er blevet placeret så tæt på den.

Acromantulaer
En hel koloni af acromantulaer er at finde i skovens indre. Kolonien er tidligere ledet af Aragog, og sammen med magen Mosag boede de og deres store familie i en kuppelformet rede i hjertet af skoven. Alle acromantulaer i skoven stammer fra disse to, og der skulle angiveligt være hundredevis af dem.

Buetruller
De små dyr lavet af bark og kviste er at finde overalt i skoven, men de kan være svære at se, da de camouflerer sig i træerne. De er dog harmløse og ofte er de nogle, som er lette at overse.

Enhjørninger
Enhjørningerne er blandt de mest magtfulde af de magiske væsner, som man kan finde i Den Forbudte Skov. De er kendt for deres ekstreme fart og så bliver de sjældent såret. Enhjørningerne efterlod sig ofte hår viklet ind i grene rundt omkring i skoven, og på grund af hårets styrke samlede Rubeus Hagrid det ind og brugte det som forbinding til forskellige sårede dyr.

Fluffy
Rubeus Hagrids trehovede kæmpehund blev efter fundet af De Vises Sten på skolen sat fri i skoven, hvor den efterfølgende højest sandsynligt bosatte sig. Senere sendte Albus Dumbledore den tilbage til Grækenland, hvor den kom fra.

Ford Anglia
En fortryllet bil der tidligere var ejet af Arthur Weasley, som havde kastet magi over den, så den kunne flyve, blive usynlig og samtidig kunne rumme hele otte personer, to ugler og en rotte på én gang. I 1992 brugte Harry Potter og Ron Weasley bilen til at komme til Hogwarts på deres andet skoleår, da de ikke var noget med Hogwartsekspressen i tide. Da de nåede til skolen havde de dog et uheldigt møde med Slagpoplen, der resulterede i adskillelige buler på bilen. Efter at have smidt sine passagerer ud af sig selv, kørte bilen sin vej og ind i Den Forbudte Skov, hvor den har opholdt sig siden.

Graup
I efteråret 1995 finder Rubeus Hagrid ud af eksistensen af sin halvbror; fuldblodskæmpen Graup. Efter deres mors død er Graup alene, og da Hagrid inden anden familie havde og Graup blev mobbet af de andre kæmper på grund af sin størrelse, lykkedes det Hagrid at få bragt halvbroren med sig til Hogwarts. I håb om at kunne beskytte Graup, gemte Hagrid ham i Den Forbudte Skov gennem hele skoleåret samt forsøgte at lære ham om manerer og det engelske sprog. Under den skoleårets sidste Quidditchkamp valgte Hagrid at fortælle om Graup til Harry Potter, Hermione Granger og Ron Weasley. Hagrid ville med stor sandsynlighed blive fyret, hvis Hogwarts’ nye rektor – Dolora Nidkjær – fik nys om Graup, og derfor ønskede Hagrid at de tre venner skulle tage sig af kæmpen, hvis en fyring skulle ske.

Da Hagrid vendte tilbage til Hogwarts efter Lord Voldemorts tilbagekomst, fik Albus Dumbledore flyttet Graup fra skoven og op i bjergene nær Hogsmeade.

Under sin bosættelse i skoven blev Graup mødt med meget vrede hos skovens andre beboerere og specielt kentaurerne viste stort had til ham.

Hippogriffer
Ligesom mange af de andre dyr i skoven har Hagrid et godt forhold til hippogrifferne, som han har en hel flok af. Hippogriffen Stormvind bor i skoven og man kan antage, at han bor der sammen med en håndfuld andre af sin slags.

Kentaurer
En hel koloni af kentaurer bor i Den Forbudte Skov og der skulle angiveligt være mindst halvtreds af dem. Koloniens leder var kentaureren Magorian, og nogle af de øvrige medlemmer var Bane, Ronan og Firenze. I 1995 tiltrådte Firenze som den nye professor i Spådom på Hogwarts, hvilket vakte stor vrede hos de andre kentaurer. De tvang ham i eksil og havde nær dræbt ham, hvis ikke Rubeus Hagrid var kommet imellem og reddet Firenze.

Kentaurer undgår de fleste mennesker og derfor er de ikke nogen, som man nemt ville se eller møde, hvis man begav sig ud i Den Forbudte Skov. Dog har de vist sig i nærkontakt med mennesker; i 1996 angreb kentaurerne Dolora Nidkjær i vrede, og i 1997 hyldede hele kolonien Albus Dumbledore under rektorens begravelse på Hogwarts, hvor de skød en hær af pile af sted mod luften. I 1998 deltog de i Slaget ved Hogwarts, hvor de også accepterede Firenze som en del af flokken igen.

Thestraler
En flok på cirka 100 thestraler lever i Den Forbudte Skov. Hagrid nævner på et tidspunkt i 1995, at han sandsynligvis er den eneste person i hele Storbritannien, der har formået at tæmme dem.


Optræden i historien
Skoven har længe været sted for stor interesse hos både Hogwarts’ elever og mørke troldmænd. I 1991 bliver det antydet af både Rubeus Hagrid og Albus Dumbledore, at skoven var et stort interessepunkt for Fred og George Weasley, og at der derfor var blevet gjort en stor indsats for at holde drengene væk derfra.

Samtalen mellem Snape og Quirrell
Efter Quidditchkampen mellem Hufflepuff og Gryffindor i 1991, fulgte Harry Potter efter Severus Snape og Quirinus Quirrell til udkanten af skoven. Her overhørte han deres samtale om De Vises Sten, hvor Snape blandt andet udspurgte Quirrell om hvordan, det var lykkedes ham at komme forbi Fluffy, der på dette tidspunkt holdt vagt ved faldlemmen på tredje sal.

Den sårede enhjørning
Den 26. maj 1992 blev Harry Potter, Hermione Granger, Draco Malfoy og Neville Longbottom sendt ud i skoven som straf for at være blevet fanget ude på natterend. Ledet af Rubeus Hagrid og hunden Trofast, skulle de hjælpe med at finde en hårdtsåret enhjørning. De valgte at dele sig, og senere lykkedes det for Harry, Draco og Trofast at finde frem til det sårede dyr. Enhjørningen var blevet dræbt og lå dækket af sit eget blod, og over dens lig stod en hætteklædt skikkelse og var i gang med at drikke blodet. I et højt skrig flygtede Draco, mens Harry besvimede på grund af store smerter i sit ar, da skikkelsen begyndte at komme nærmere. Da han vågnede igen var skikkelsen væk og i stedet stod kentauren Firenze, der tilbød Harry en tur tilbage til skolen på hans ryg. Senere fandt man ud af at den hætteklædte skikkelse var professor Quirinus Quirrell, som på dette tidspunkt delte krop med Lord Voldemort.

Mødet med Aragog
Om aftenen den 24. maj 1993 var Harry Potter og Ron Weasley taget ned til Rubeus Hagrids hytte for at udspørge ham om sin mulige involvering i åbningen af Hemmelighedernes Kammer, der havde fundet sted for 50 år siden, da Hagrid selv var elev på Hogwarts. Men inden de nåede at få de nødvendige informationer, blev Hagrid ført væk af Ministeren for Magi – Cornelius Fudge – og Lucius Malfoy. Inden de forlod hytten nåede Hagrid dog at tippe Harry og Ron om, at de ville finde svar, hvis de fulgte edderkopperne.
De to venner fandt en strøm af edderkopper, som fulgte dem ind i Den Forbudte Skov og helt ind til acromantula-kolonien. De mødte koloniens leder, Aragog, og under deres samtale blev det fortalt, at Hagrid var uskyldig. På trods af at være venner med Hagrid, ville Aragog dog ikke lade de to drenge gå ud derfra og fortalte i stedet, at drengene nu ville blive middag for alle Aragogs børn. Men før det nåede så vidt kom den gamle Ford Anglia-bil dem til undsætning og fik dem fragtet ud af skoven i sikkerhed.

Undervisning i skoven
I 1993 tog Rubeus Hagrid sine tredje års elever med ud i skoven for at møde hippogriffen Stormvind. To år efter i 1995 tog han femte års eleverne med derud for at se thestralerne. Begge gange var det en del af undervisningen i faget Magiske Dyrs Pasning og Pleje.

Turneringen i Magisk Trekamp
Til den første opgave under turneringen i skoleåret 1994-1995 blev skoven brugt til at holde de fire drager gemt. Rubeus Hagrid inviterede Beauxbatons rektor, Olympe Maxime, med ud i skoven for at se på dragerne, og Harry Potter fulgte efter dem under sin usynlighedskappe.

Ved slutningen af Turneringen i Magisk Trekamp talte Viktor Krum med Harry i udkanten af skoven. En mumlende Barty Ferm Sr. kom gående ud af skoven, hvor han bad om at tale med Albus Dumbledore. Da Harry vendte tilbage efter at have hentet Dumbledore, fandt de Krum liggende bedøvet på jorden, mens Ferm var forsvundet. Senere viste det sig at Ferm var blevet myrdet af sin egen søn, Barty Ferm Jr., mens han var i forklædning som professor Alastor Dunder. Det var også ham, der havde bedøvet Krum. Barty Ferm Sr. krop blev holdt skjult i skoven indtil sønnen senere vendte tilbage for at omdanne den til en knogle, som han herefter kunne gemme i skoven.

Kentaurernes angreb på Dolora Nidkjær
Den 17. juni 1996 førte Harry Potter og Hermione Granger rektoren Dolora Nidkjær ind i Den Forbudte Skov. For at undgå at blive udsat for tortur af Nidkjær efter de blev taget i at forsøge at bruge susenetværket på hendes kontor, løj de og sagde, at Albus Dumbledore gemte sit ”hemmelige våben” i skoven – et våben som angiveligt skulle bruges til at slå Ministeren for Magi, Cornelius Fudge, af pinden så Dumbledore selv kunne overtage posten som minister. Nidkjær fulgte med dem for at se dette våben, men det endte i en stor konflikt, da det viste sig, at Harry og Hermione havde løjet. Kolonien af kentaurer havde overhørt hele konfrontationen og blev vrede, da Nidkjær kaldte dem for ”beskidte halvracer”. Kentaureren Bane skød en pil henover hovedet på hende, hvorefter han løftede hende op og løb af sted med hende til et sted dybere inde i skoven, mens hun skreg højlydt.

De resterende kentaurere vendte sig efter mod Harry og Hermione, og selvom Hermione sagde, at de ingen fare udgjorde, kom hun ved et uheld til at fornærme dem. Dette førte til stor vrede og kentaurerne kaldte dem for arrogante og gjorde klar til at angribe. Dog blev det stoppet af Graup, der forsøgte at redde de to børn, men som endte med selv at blive angrebet af kentaurflokken. Under smertens skrig lykkedes det Graup at jage kentaurerne væk.

Samtalen mellem Snape og Dumbledore
I februar måned 1997 overhørte Harry en samtale mellem Severus Snape og Albus Dumbledore, der senere viste sig at omhandle Snapes løfte om at udføre Draco Malfoys opgave fra Lord Voldemort, der gik ud på at Draco skulle dræbe Dumbledore.

Slaget ved Hogwarts
Den 2. maj 1998 angreb Lord Voldemort sammen med sine Dødsgardister Hogwarts’ grund. En krig startede mellem dem og Fønixordenen samt Hogwarts’ personale og nogle af eleverne. Den Forbudte Skov blev anvendt som midlertidigt hovedkvarter for Voldemort. Da acromantulaerne er blandt de farligste dyr, tvang dødsgardisterne kolonien ud af deres rede for at kæmpe på Voldemorts side under slaget. Dog begyndte acromantulaerne at angribe både forsvarerne af Hogwarts og dødsgardisterne.

Senere på dagen trådte Harry Potter ind i skoven for at møde Voldemort efter at have indset sin skæbne og lært, at han måtte dø for at stoppe Voldemort i at gøre mere skade på den magiske verden. Inden mødet benytter Harry sig af opstandelsesstenen til at påkalde sine forældre, Remus Lupus og Sirius Black. Efter at have fået samlet modet, nærmede Harry sig Voldemort og uden at forsvare sig blev han ramt af dræberforbandelsen. I den tro at Harry er død, begyndte Voldemort og hans tilhængere at fejre deres sejr, hvorefter de forlod skoven og gik op mod slottet. Hagrid fik ordre af Voldemort om at bære Harrys krop hele vejen tilbage til skolen.


Referencer:
Harry Potter og De Vises Sten
Harry Potter og Hemmelighedernes Kammer
Harry Potter og Fangen fra Azkaban
Harry Potter og Flammernes Pokal
​​​​​​​Harry Potter og Fønixordenen
​​​​​​​Harry Potter og Halvblodsprinsen
​​​​​​​Harry Potter og Dødsregalierne
​​​​​​​Harry Potter og Det Forbandede Barn

Opdateret d. 30.01.2023

Se disse steder