Sneen dalede ned i store fnug udenfor, og lagde sig som et tung lag på Hogwarts’ tårne og de store udendørsarealer.
Indenfor sad en pige og betragtede, med drømmende mine, vinterens idyl. Hun sad og snoede en tot mørkt hår om sin pegefinger, imens de grønne øjne kiggede drømmende ud af vinduet.
Penelope Allie Phillips var navnet på pigen, der var forsvundet væk i sine egne dagdrømme midt i sin lektion i Magiske Sagn og Eventyr. Netop dette var fag var ikke den unge pige fra Gryffindors yndlings. Der var som sådan ikke noget magisk over det, og netop magi var noget, hun stadig var i gang med at opdage.

Hele hendes liv havde hun troet, at magi var noget, der kun fandtes i historier, men på hendes 11 års fødselsdag, havde hun opdaget, at magi var ganske virkeligt. Nu var hun 13 år, og kunne stadig have svært ved at forstå, at netop hun var en heks. Hun følte sig heldig. Tænk at ud af hele hendes familie, var det hende, der fik lov at opleve, hvad ægte magi var.

“.. Vi skal nemlig bruge hele december på, at undersøge julemandens eksistens!” erklærede professor Fairyspoon. Med det samme rettede de klare grønne øjne sig op mod tavlen. Julemandens eksistens? Så han fandtes virkelig?
Da Penelope var barn, havde hun været af den overbevisning, at han fandtes, men efterhånden som hun var blevet ældre, var troen lige så stille blevet slukket. Nu havde hun dog sin tvivl. Hun havde troet at magi kun fandtes i eventyr, men her sad hun på en vaskeægte magisk skole. Hvorfor skulle julemanden så ikke også eksistere? Var han i virkeligheden en troldmand?
Det drømmende, tomme blik var erstattet med et lysende klart blik. Han måtte eksistere. Det måtte han bare!

Som så mange andre gange skulle de arbejde i grupper, og det var næsten blevet en selvfølge, at man i Magiske Sagn og Eventyr absolut ingen indflydelse havde på grupperne. Det var med et dybt suk at Penelope satte sig ned ved siden af et par drenge fra Ravenclaw, som hun da havde haft et par fag med, men kun kendte af navn.
Det skulle vise sig at Otis Telford og Douglas Beel ikke delte den samme overbevisning som Penelope. Da opgaven var blevet præsenteret, havde Otis fnyst.
“Det bliver en nem opgave. Julemanden findes ikke - det er bare en latterlig mugglertraditon,” havde Otis bekendtgjort, alt imens Douglas tydeligt var ude af stand til at bestemme sig for, hvorvidt han troede på julemanden eller ej.
“Jeg mener ikke, at det hverken bekræftes eller afkræftes,” var hvad han havde at sige.

De kom ikke rigtigt videre i lektionen. De tre elever kunne tilsyneladende overhovedet ikke finde ud af at skulle arbejde sammen som gruppe, og deres meninger var lige så spredte som deres holdninger til, hvordan de skulle gribe opgaven an.
Det var med lettere opgivende mine, at Penelope forlod klasselokalet den eftermiddag. Hun var tilsyneladende i gruppe med en, der var direkte uenig med hende, samt en der ikke kunne beslutte sig.
December måned kunne pludselig gå hen at blive en forfærdelig lang måned, men hendes tro, var der ingen, der kunne tage fra hende.