Julegaveguide
2020: lego-edition
Der findes velsagtens ikke rigtig et eneste barn eller en eneste barnlig sjæl på jorden, der ikke kender LEGO. De små plasticklodser har bragt magi og forundring ind i alle hjem i årtier - og hvis du, ligesom jeg, BÅDE er et kæmpe legebarn og en kæmpe Harry Potter-nørd, så se med her, hvor vi ser lidt nærmere på de fedeste LEGO HARRY POTTER-modeller, der findes derude - idéelle til denne søde juletid, til at putte under træet!
Nu ér det jo trods alt ved at være sidste udkald, hvis man skal nå at have sendt sin ønskeseddel afsted til Nordpolen og gode gamle far jul, men hvis du er en af dem der er bedst til at få den slags ekspederet i sidste øjeblik, som var det en anden aflevering inden deadline 23:59 på afleveringsaftenen (ikke at jeg... Kender noget til den slags...), så har jeg LIGE sagen! Nemlig en masterliste over nogle af de, objektivt set, for fedeste LEGO-modeller, som Warner Brothers og LEGO er gået sammen om at lave i løbet af de seneste år. Der er lidt for enhver smag - også for enhver pengepung, så hold gluggerne åbne og slå lyttelapperne ud, and let me illuminate you all!
#1: 75966 - Fornødenhedsrummet
Først på listen er denne lille, smarte æske! Det var som bekendt i Fornødenhedsrummet, at Dumbledores Armé holdt deres hemmelige træninger i 1995, og med denne æske kan du nu være med på allerførste parket! Sættet indeholder LEGO-figur-udgaver af Harry, Hermione og Luna – og, get this, deres patronusser er også med! Så hvis du altid har undret dig over, hvordan et styks topnuttet odder-og-eller-hare-patronus ser ud i plasticform, så behøver du ikke kigge længere!
Sættet består af tre minifigurer, en dødsgardist-dukke, kraftskyder, og et detaljeret rum med pejs og en hemmelig dør. I den mere overkommelige ende af spektret kan man erhverve sig sit eget DA-møde for 180 muggler-mønter hos samtlige LEGO-forhandlere i det ganske land (og online!).
#2: 75957 - Natbussen
Til de af os, der somme tider virkelig har haft lyst til at puste vores tanter op, tage vores pakkenelliker og så bare forsvinde ud i det blå (vi kender det jo), kommer her det perfekte LEGO-sæt: Natbussen. Først set i Fangen fra Azkaban (og sidenhen desværre ikke belyst nævneværdigt i hverken film eller bøger, snøft) er Natbussen den perfekte getaway-løsning til den fortabte heks og/eller troldmand. Med i æsken får du en tre-etagers bus der kan åbnes, figurer af Harry Potter, Stan Stabejs og Ernie Kabang – samt vores alle sammens yndlings-skrumpehoved, en (falsk!) chokoladebar og timevis af sjov!
Bussen er bestemt et musthave for alle fartøjsinteresserede Potterheads – eller, ya know, de af os der bare altid har drømt om at køre som død og helvede gennem myldretidstrafikken i en trippeltdækker mod ensretningen. Der er lidt for enhver smag her! Savner du sus, spænding og leg i din hverdag, sælges dette sæt til en vejledende udsalgspris på 349 muggler-kroner (der, forbavsende nok, ikke er dem de sætter på hovedet? Hm...)
#3: 75979 - Hedwig
Alle magikere med bare en smule respekt for sig selv har vel en ugle – og til dem der ikke har, så har jeg løsningen lige her! Med LEGO Harry Potter-sættet her kan du nemlig samle din helt egen Hedwig, og hvem har ikke altid kunnet tænke sig det?!
Sættet er nok mere til udstilling end til egentlig leg, men hvis du også gerne vil have sindssyg street cred fra dine ligesindede magikerkammerater, så kan du simpelthen ikke undvære denne æske til jul. Figuren i samlet stand måler 20 centimeter fra næb til halespids, og Hedwig har et imponerende vingefang på hele 35 centimeter! Vingerne er desuden bevægelige, og i hendes kløer har hun det skæbnesvangre Hogwartsbrev, vi alle sammen har gået og sukket efter siden vi opdagede Harry Potters magiske univers... Så jeg siger ikke der er belæg for at få udlevet nogle barndomsdrømme her, men det er i høj grad, hvad jeg hentyder til!
Foruden en knokkelstor omgang fugl med tilhørende brevpost, indeholder sættet også en miniaturemodel af Harry Potter og hans elskede, fjerede kompagnon, plus en sokkel der sikrer maksimal “uh” og “ah” fra interesserede tilskuere. Hedwig, i al hendes glans, kan købes for 349 kroner.
#4: 75952 - Newts magiske kuffert
Nu skal vi til mit absolut yndlingspunkt på listen: Til alle de små (og store) magizoologer in spe kommer her det sæt, du bare må have i samlingen, hvis du var lige så vild med Fantastic Beasts And Where To Find Them som undertegnede.
Sættet, der består af næsten 700 forskellige smådele (tal om et pillearbejde...), indkapsler det måske allermest magiske element i hele den nye magiske franchise, der har taget verden med storm. Tag med Newt, Jacob Kowalski, Tina og Queenie med ned i Newts magiske kuffert, og vær med på første parket når vi igen møder Okkamyen, Erumpenten og Tordenfuglen Frank der alle kan samles, samt miniature-udgaver af alles yndlings-Buetrulle, Pickett (PICKETT!!!!) og en guldelskende Niffler. Selve kufferten kan foldes ud, og indeholder en rede med Okkamy-æg, et læområde og en plejestation til alle Newts mere eller mindre harmløse rejsekammerater. Et kæmpe musthave for alle, der er faldet lidt i svime over enten magiske dyr eller jazztidens måske kæreste magizoolog! Sættet er udgået, og produceres desværre ikke mere, men for de forhandlere der stadig har det på lager, er den vejledende udsalgspris på 470 ikke-Galleoner.
#5: 75955 - Hogwarts Ekspressen
Man kan selvsagt ikke sige Hogwarts uden også at tænke over, hvordan al magien overhovedet er til at gå til. Og her kommer så denne gamle traver ind i billedet!
Tag med trioen, Scabbers og professor Remus Lupus til King’s Cross Station, hvor den magiske verden venter! Væggen mellem perron 9 og 10 kan skubbes til side, og afslører den magiske perron 9 ¾ og ikke mindst det gode gamle futtog – men pas på! Foruden den venlige kioskheks, der med glæde vil sælge dig din egen vægt i chokoladefrøer og Doktor Savles Primatyggegummi, indeholder sættet også en frygtindgydende dementor, så du får brug for dine stærkeste, lykkeligste minder, din trofaste tryllestav og - måske - et stykke chokolade til lige at tage det værste, før du stiger ombord mod Hogwarts! Lad eventyret begynde med dette eventyrlige sæt til 749 af de gyldne – eller 18 Galleoner, 6 Sølvsegl og 22 Knut.
#5: 71043 - Hogwarts
Den sidste på min liste kan man vist roligt kalde alle LEGO-sæts glorværdige moder (med undtagelse af Dødsstjernen fra Star Wars, men det er en anden franchise til en helt anden dag!) - for med mere end 6000 (ja! Ikke en slåfejl!) småbitte dele, klodser og plader, er denne model af vores alle sammens hjem væk fra hjemmet intet mindre end en vaskeægte showstopper.
Sættet består af flere dele - selvfølgelig selve slottet, der immervæk fylder en del i sig selv med klasselokaler i bl.a. Eliksirer, Forsvar Mod Mørkets Kræfter anno Dolora Nidkjær, Dumbledores kontor og Gryffindors opholdsstue, men også Slagpoplen, Hagrids hytte, en flyvende Ford Anglia, en håndfuld både, samt intet mindre end 27 mikrofigurer af kendte elever på Hogwarts, samt de fire grundlæggere af skolen.
Der er vitterligt ALT i dette sæt - timevis af samleleg, sjov, kreativitet og magi, og sættet er uden tvivl for den ambitiøse Potterhead, der desuden har en hylde eller et skab, hvor man kan stille et 58 cm højt, 69 cm bredt og 43 cm dybt stykke filmmagi. Den her kræver dog nok at man griber lidt dybt i lommerne: På grund af sættes sjældne status, kan man finde det til den “nette” pris lige i omegnen af 85 Galleoner – eller, mere populært sagt, 3.499 kroner.
Kribler det lidt i fingrene for at komme i gang med at bygge noget LEGO? Ja, det tænkte jeg nok! Det handler jo om at holde sig selv beskæftiget, især i denne COVID-tid (pun absolutely intended), og hey! Der er ingen der siger, at en julegave ikke kan være til dig selv!
Rigtig glædelig december – og når den tid kommer, rigtig glædelig jul, bloggen!
*Mic drop*
Henry O’Connor