20rmp6p.png

Hej alle søde WoP'ere,

Og velkommen til en ny serie! Som titlen så smukt fortæller, bevæger vi os ud på et område af vores karakter, nogle måske kan have svært ved at skabe, sammensætte eller komme i tanke om. Dette er et område, der kan være en sand plage for enhver, der prøver sig frem. Det er selvfølgelig baggrundshistorien, vi har i fokus i denne omgang, og vi har fået nogle søde brugere her på siden til at hjælpe os med en omgang beskrivelser, råd, tips og tricks til, hvordan de selv skabte en lang, udførlig og super smuk historie om deres egen karakter.
(Pssst, I burde virkelig læse deres historie! En sand inspiration og et sandt kunstværk. Det er i den grad værd at dykke ned i!).

Baggrundshistorien er vores stolthed og svaghed. Det er der, hvor vi får vores karakter for alvor udpenslet og skabt med et klart indre billede. Lad os starte ved vores første interview og se, hvad Matthew Blakewood har af fantastiske råd til os!

Hvordan fik du idéen til Matthews baggrundshistorie/fortid?
Matthew er en karakter, som jeg løbende har ændret og tilpasset. Oprindeligt var han meget baseret på nogle brudstykker fra andre karakterer jeg havde haft, men også nogle aktuelle nyheder, som jeg så i Nyhedsmedier eller i aktuelle fiktion. Derudover opfandt jeg ham til at starte ham ud fra nogle specifikke relationer jeg havde i tankerne og så opbyggede jeg ham langsomt derfra, så han kunne passe til dem. Han er dog endt ud med at blive en helt anden og kompleks karakter, som jeg på visse punkter er fascineret af, hvornår i alverden den forandring egentlig skete - samtidig med at jeg stadig finder ham interessant at spille - hvilket måske også giver mening, siden jeg stadig spiller ham efter 2 IRL år nu.

Hvad er ifølge dig en god og spændende baggrundshistorie?
En realistisk en! For min skyld behøver det ikke betyde at man har en sørgelig baggrundshistorie eller at man har en lang en. Hvad der er vigtigt i mine øjne er, at man har gjort sig nogle tanker og man har overvejet hvorvidt det her passer til ens karakter. Jeg synes også de små detaljer er vigtige. Sanseindtryk eller særlige vendinger. Bipersoner, som for andre måske ikke betyder noget, men som har haft en påvirkning på din karakter. Jeg kan godt lide når man kan fornemme der er en verden i en karakter, fordi det er jeg sikker på der er i hver eneste - så derfor elsker jeg, når man kan fornemme alle hemmelighederne og historierne, når det dukker op i baggrundshistorien!

Hvilken betydning har din karakters baggrundshistorie haft på den måde, du spiller ham nu?
Den fylder utrolig meget. Jeg tror på at karakterer ligesom mennesker i virkeligheden har en form for bagage, som giver mening, at det har en indflydelse på hvordan de tænker og reagerer på ting. Jeg tror på mange punkter at grunden til at jeg stadig finder Matthew interessant er, at jeg har spillet så meget og tænkt så meget over hans baggrundshistorie, at jeg føler at der er mere at tage hul på og mere at finde ud af omkring ham.

Har du nogle gode råd til hvordan, man kan komme i gang med at skrive sin karakters baggrundshistorie?
Mærk efter hvad der føles realistisk. Der er ingen grund til at skabe en kompleks og urealistisk sørgelig baggrundshistorie, hvis ikke man har lyst til at spille på, at ens karakter er mærket af de ting, som de har været igennem. Udvikling og spændende historie kan komme af mange ting - men jeg nyder især at sætte mig ind i hvor kommer min karakter fra, hvad har påvirket ham gennem tiden og hvad har dengang påvirket ham til de ting, som han nu også i dag stræber efter.



Jeg vil på SoMe-teamets vegne sige tusind tak for nogle virkelig gennemførte og fantastiske svar! Jeg er i hvert fald blevet inspireret og klogere på, hvad man kan gøre med en baggrundshistorie!
Tak for en lækker læsning, Matthew, og vi håber alle, at det har inspireret en sjæl eller mange ;-)

Skrevet i samarbejde af,
29zrk8.png