Vi kan alle blive enige om, at Harry Potter universet er stort, og er fyldt med områder som ingen rigtig kommer ind på. Mange steder og lokationer har haft en stor betydning for historien, og det er præcis derfor, at Bloggen, og jeg, Alexa, kan præsentere “Turen går til:”. Dette blogindlæg kommer til at handle om den ældgamle herregård, som tilhører Familien Malfoy. Hvis du ønsker at se familien Malfoys herregård i virkeligheden, er det blevet filmet på Hardwick Hall i Doe Lea, Derbyshire, England.
Historie.
Det hele startede, da Armed Malfoy kom til United Kingdom sammen med William “the Conqueror” (Kong William den 1.). Mange kilder siger, at Armed Malfoy arbejdede under William 1., og at A. Malfoy fik, på grund af sin loyalitet, et stort stykke land i Wiltshire. Den herregård, som blev bygget der, har stået der i over 10 århundreder, og den eneste forandring, man kan se, er grunden, som kun er blevet større, hvordan har de gjort det? - ved at tvinge mugglerer, og dem som var naboer med mugglerne til at flytte. Derfor kan man også finde et stort rum, hvor man kan se nogle af mugglernes skrammel og ragelse. De har tvunget så mange til at flytte, at det bliver beskrevet som “overfyldt”. Hvis vi er helt “up to date”, bor Draco Malfoy i huset sammen med hans familie.
Et kig indenfor.
Malfoys Herregård er beskrevet som: Smuk eller lækkert hus. Det er omringet af store haver med springvand. Husets dør åbner sig indad, når en person kommer tæt på døren. Det betyder selvfølgelig ikke, at der kommer indbrud nonstop. For at komme ind skal man nemlig over en kæmpe jernlåge, som er meget høj. Udvalgte personer kan gå lige igennem den, men hvis en “normal” skal igennem, kommer der et hoved op, hvor den forlanger at vide, hvad man skal. Når man så er oppe ved døren og går ind, kommer man ind i en kæmpe hallway, hvor der hænger blege troldmand og hekse på række. For enden af gangen kan man se, at der er en dør med et bronze håndtag. Her vil man komme ind til mødelokalet. Det mødelokale som Voldemort og dødsgardisterne bruger i Harry Potter 7.
Lige under dette mødelokale, som faktisk også er deres stue, er der en fangekælder (fordi hvem vil ikke have en fangekælder i deres hus…). Kælderen er meget hemmelig, og den er beskrevet som 100% flygtningssikker - måske 99% fordi nogle slap fri. De eneste som kan komme ind i fangekælderen er husalfer, og selvfølgelig dem der har nøglen. Døren kan ikke lukkes op med en besværgelse. Under denne fangekælder er der et rum fyldt med mørke genstande. Dette rum er 500% hemmelig, så ministeriet ikke ville kunne finde noget. I fangekælderen er der ingenting udover: Vand, en kande, en madskål og et søm.
En kamp vi alle kender.
Kampen der startede ud i Harry Potter 7. Ude i skoven hvor trioen bliver fanget af en gruppe der blev ledet af Fenrir Gråryg. De tre var hurtig til at gemme hvem de egentlig var, Hermione bruge endda en besværgelse på Harry der opsvulmede hans ansigt til det punkt hvor ingen kunne kende ham. Harry brugte navnet “Vernon Dudley”, hvorimod Hermione bruge navnet “Penelope Clearwater”, og sagde hun var en halvblods. Ron brugte Stan Shunpike, men blev slået da de vidste han løj, og sagde derved navnet “Barney Weasley”. Trioen bliver så taget til Familien Malfoys herregård hvor Draco Malfoy bliver spurgt som at identificere dem. Dog ser vi en forskrækket Bellatrix Lestrange da hun ser de har Gryffindorsværdet, og beslutter sig for at afhøre dem.
(Harry Potter og Dødsregalierne, kapitel 23, side 399)
Bellatrix Lestrange begynder så at bruge dolorosoforbandelsen på hende for at få at vide, hvordan de fik fat i gryffindorsværdet. Bellatrix tror nemlig, at det var i hendes boks i Gringotts. Ron Weasley, som elsker Hermione Granger, kunne ikke holde ud at høre på hendes skrig, så det endte med, at han begyndte at græde og slå hans knoer til blods ind i en væg. Harry finder så ud af, at han har en tovejsspejl på sig, og får Dobby til at komme og hjælpe, og så kommer den kamp vi alle kender til, og den MEGET sørgelige slutning på kampen.
Det var alt fra mig denne gang. Næste sted kommer til at være: *trommevirvel*
Godricdalen!
Til vi ses igen,