Otis kunne godt mærke, at han havde jokket i spinaten . Douglas havde ikke sagt et ord til ham om morgenen, og var gået til morgenmad uden ham. Det var også dumt at han havde løjet, han ville bare gerne komme tættere på Penelope. Heller ikke til eliksir havde de så meget som sendt ham bare et blik. Douglas havde til frokost, sat sig et sted, hvor der ikke var plads til Otis til frokost, de havde totalt givet ham den kolde skulder. Otis besluttede sig for, at han ville snakke med dem, Penelope og Douglas, hvad end de ville det eller ej, så han trampede direkte ud foran dem, som de kom gående ud af storsalen efter frokost. “Hallo, er det ikke fjollet at være /så/ sur over det? Det var jo bare et spil knaldkort”
Penelope så meget fornærmet på Otis, “Et spil knaldkort? Tror du virkelig det er det jeg er sur over?” svarede hun ham spydigt, Otis trak på skuldrene. “Du løj, og det er dét jeg er sur over!” Fortsatte Penelope. “Det var altså ikke særlig fedt gjort Otis, det vil jeg bakke Pen op om..” tilføjede Douglas stille.
Otis blev faktisk en smule irriteret, han synes det her var en bagatel, og bestemt ikke værd at blive lige så sur over, som Penelope var blevet. “Ej helt ærligt, det er da en dum ting at være så sur over! Jeg synes du er dramatisk!” fik han meget uheldigt sagt til Penelope, der gjorde store øjne, og afgav et meget utilfreds “Hmpf” før han hev fat i Douglas’ kappe, for at hive ham med videre. Og det var ikke meget modstand der var fra Douglas’ side.
Otis var irriteret, hvis man spurgte ham, så overreagerede de! Det var overhovedet ikke noget at være blevet så sur over. Otis gik og surmulede resten af dagen, han havde også brokket sig lidt til Wyatt og Davis, hans ældre venner, de havde været ret ligeglade, men det havde Otis ikke bemærket. Det var med et tungt suk han gik op på sovesalen den aften. Uden at sige et ord, gik han over til sin seng.
Han fortrød dog, at han intet havde sagt til Douglas, “Hey.. er i stadig sure?” Douglas vendte sig mod ham og trak let på skuldrene “Lidt, det var ikke ret fedt gjort af dig..” svarede han. “Jeg ved det godt, det er bare..” Otis stoppede sig selv, faktisk var han ikke 100% sikker på hvorfor han havde gjort det. “Det er bare hvad?” spurgte Douglas. “Bare glem det.. det er ikke noget!” Otis blev lidt irriteret, selvom han ikke havde noget som helst at være irriteret over.
Douglas svarede ham ikke og lagde sig i stedet i sin seng. Otis gjorde efter, men lå og tænkte lidt, før han fik mumlet et meget lavmælt “Undskyld” han var ikke sikker på om Douglas hørte det, men han håbede at de alle tre ville være på talefod igen i morgen.