Otis, Douglas og Penelope blev tilbage efter dagens time i Magiens Historie. I går havde de aftalt at spørge ham, om han vidste noget om Sidley Smirk Platter. Penelope virkede helt overbevist om, at de var på rette vej, men Otis tvivlede. Dels fordi han ikke troede på julemanden i første omgang og dels fordi det var meget svage spor. Hvis de bare gik ud fra udseendet, var der da mange gamle mænd, som kunne være julemanden. Dog var han gået med, for han følte, at Douglas og Penelope lavede meget sammen uden ham, og det brød han sig bestemt ikke om.
Professoren i Magiens Historie var en mand i midten af trediverne, fuld af entusiasme og dårlige farjokes. Han var ikke ligefrem hvad Otis havde forestillet sig af en professor i Magiens Historie, men han gjorde uden tvivl faget mere udholdeligt. “Har I et spørgsmål, kære venner?” spurgte han, og satte sig på kanten af sit skrivebord. Douglas var den første til at åbne munden. “Vi ville høre, om du ved noget om en Sidley Smirk Platter. Biblioteket har ikke så meget, men måske har du en bog der kan fortælle mere?” Otis og Penelope nikkede samstemmende, og Penelope tilføjede: “Ved du for eksempel hvornår han døde? Hvad han lavede i sin fritid?” Otis ærgrede sig over, at det altid var de to, som styrede ordet. Det var som om, han ikke havde noget at skulle have sagt i gruppen.
Professoren fortalte dem hvad han vidste, men det var nogenlunde hvad de selv havde fundet ud af. Otis tænkte at han havde haft ret, men sagde ikke noget til de andre. Douglas spurgte Penelope, om hun ville med ud og spille quidditch, og hun sagde ja, uden betænkning. Ingen spurgte Otis. Han mærkede jalousien vokse indvendig. Hvorfor spurgte Douglas ikke, om han ville være med også? Ville han have Penelope for sig selv? Slukøret gik han op til Ravenclaws opholdsstue, hvor han tilbragte eftermiddagen med Wyatt og Davis. Han opdagede, til sin egen frustration, at han meget hellere ville have været sammen med Penelope og Douglas.
Da Douglas kom op i sovesalen ignorerede Otis ham. Han var såret over, at de ikke ville have ham med, så da Douglas spurgte hvad han havde lavet om eftermiddagen svarede han kort, at det ikke kom ham ved, og vendte sig om.