Douglas var spændt på at komme i gang med opgaven, egentlig synes han at det var et spændende emne, trods han ikke var helt tilfreds med hans gruppe. Penelope kunne han snakke fint med, men den anden i gruppen; Otis, var noget for sig selv. Selvom ham og Otis delte sovesal, så var de aldrig rigtigt kommet på talefod.
Douglas og Penelope havde tidligere på dagen snakket om at skulle mødes på biblioteket, for at få set på opgaven og sat sig ind i den. Otis skulle selvfølgelig også inviteres med. Douglas kom ind på sovesalen, og så til sit held at også Otis havde besluttet sig for at bruge pausen på at slappe af på værelset. ”Vi mødes på biblioteket senere”, sagde Douglas henslængt mod Otis, som fik et lettere irriteret udtryk i ansigtet, ”Hvem siger det?”. Det var ikke just det svar Douglas havde håbet på at få fra hans værelseskammerat, men han kunne ikke sige at han var overrasket. ”Det er der vel ikke nogen der siger, men det har Penelope og jeg aftalt, og du er jo trods alt også en del af gruppen”, Douglas forsøgte at lyde glad og optimistisk, selvom Otis bestemt ikke gjorde det nemt for ham. ”Jaja, så siger vi det”, Otis’ ligegyldige attitude, fik Douglas til at himle svagt med øjnene, han brokkede sig indvendig, over at være blevet sat i gruppe med ham, og tog sig selv i at tænke, at han egentlig allerhelst bare ville lave opgaven med Penelope, alene.

Senere samme dag var Douglas på vej mod biblioteket, han havde en stak pergamenter under armen, og en fjerpen i den ene hånd. Et lille smil var plantet på hans læber, i det han drejede om hjørnet og gik ind på biblioteket. Der sad Penelope, selvfølgelig var hun kommet før ham. Han sendte et lille smil i hendes retning og gik hen for at sætte sig ned overfor hende ved bordet hun sad ved. ”Halløj!”, hans stemme var lidt for høj, hvilket fik Penelope til at løfte hovedet og tysse på ham i et lille grin. ”Halløj”, lød det fra ham igen, denne gang i et noget lavere toneleje. ”Hej Douglas, jeg troede du fulgtes med Otis?”, Penelope tiltede hovedet lidt på skrå og så spørgende på ham. Douglas havde ikke set Otis her til aften, heller ikke på sovesalen, hvilket fik ham til at tvivle på om han rent faktisk havde hørt efter, da Douglas havde fortalt ham om aftalen. ”Nej, jeg har slet ikke set ham”, svarede Otis i samme lave toneleje som før. Douglas kunne mærke en let irritation i kroppen ved Otis’ manglende tilstedeværelse. Kunne han ikke bare tage sig sammen og for en gangs skyld stoppe med at være irriterende.

”Skal vi vente på ham?” Penelope afbrød Douglas’ tanker, han så over mod hende og rystede på hovedet. ”Nej, vi kan bare gå i gang, vi klarer os sikkert også bedre uden ham”. Resten af tiden på biblioteket brugte de på at lede efter bøger, der ville give dem det mindste tegn på julemanden og hans eksistens. Han var nævnt i mange, men der var ikke en eneste bog, der handlede udelukkende om ham.
”Jeg giver snart op!”, Douglas så over på Penelope og sukkede, hans engagement til opgaven var dalet en del, da Otis havde valgt at brænde dem af, men også nu hvor alle bøgerne endte i en blindgyde. ”Hvad med at vi stopper for i dag, også siger at vi hver især skal lede lidt ekstra, og så komme med hver vores bud på, hvorfor vi tror han eksisterer?”, Penelopes idé lød i Douglas ører som den bedste idé lige nu, og han sendte hende et kort nik. ”Den er jeg med på, jeg tror heller ikke vi kommer videre med det her i dag” sagde han som svar på hendes spørgsmål og pakkede langsomt sine ting sammen, før han forlod biblioteket med tusinde teorier i hovedet, om julemanden og hans eksistens.