"...Han vidste hvad han gjorde, da han gav mig Deluminatoren, kan du ikke se et? Han må jo have - du ved ..." [...] "Han må have vidst, at jeg ville stikke af fra dig"

"Nej" rettede Harry ham. "Han må have vidst, at du altid ville prøve at komme tilbage"

Mit yndlingsøjeblik i Harry Potter binder sig op på et af mine yndlings venskaber i bøgerne. Det var ikke i min første gennemlæsning af den fortryllende historie, at Ron sprang mig særligt i hjertet, men han er vokset på mig gennem årene. Og jeg synes dette øjeblik, hvor han er vendt tilbage til Harry og Hermione igen efter en dramatisk afsked, hvor han tog væk fra dem, mens de var på deres færd efter at finde Horcruxerne.
Fordi selvom Ron der var fej, så var han endnu stærkere at vende tilbage. Tilbage til sin bedste ven, fordi det er det rette at gøre og fordi han er så ekstremt loyal som han er. Jeg synes det er et smukt øjeblik, der viser en af mine yndlings sider af Harry. Hvordan han ved hvad han skal sige, direkte fra hjertet for den andens skyld. De forstår hinanden og styrker hinanden. Det er også en scene, som viser, at man kan begå en fejl, men man kan rette op på den igen. Og når man bebrejder sig de fejl, bør man lige så meget fokusere på, hvordan man kan rette op på den igen - og hvilken styrke det kræver at gøre.

"Øh - jo - spøgelser er gennemsigtige..." sagde han.
"Ja, det er sandelig flot," afbrød Snape med en hånlig trækning om munden. "Man ser tydeligt, at seks års magisk skolegang ikke har været spildt på dig, Potter. Spøgelser er gennemsigtige."

Jeg var ved at brække mig af grin, da jeg læste det første gang, og jeg er stadig pinligt underholdt af det den dag i dag. Når jeg skal tænke på det citat, jeg husker allerbedst fra bøgerne, så er det det her. Jeg ved ikke, om der er så meget mere at sige om det, end at uanset hvor tvivlsom en person, Snape er, så er sassy Snape the best Snape.

“One morning in mid-December Hogwarts woke to find itself covered in several feet of snow. The lake froze solid and the Weasley twins were punished for bewitching several snowballs so that they followed Quirrell around, bouncing off the back of his turban.”

Der er masser af helt fantastiske, inspirerende og storslåede citater i HP-universet, men jeg blev nødt til at vælge det her skøre, lille stykke fra De Vises Sten, da det har fået mig til at grine hver evig eneste gang, jeg har læst bogen. Jeg synes, at det er så vidunderligt og fjollet, at Weasley-tvillingerne som 13-årige har fyret snebolde lige i smasken på selveste Lord Voldemort. Stakkels Tom har jo nok været ved at få et mentalt sammenbrud under den turban.

"Have a biscuit, Potter."

Jeg tror at mit yndlingscitat kommer fra bog 5, hvor Harry står inde på professor McGonagalls kontor og tror han skal til at få skæld ud, men så tilbyder hun ham en kiks i stedet og siger: "Have a biscuit, Potter." Jeg griner hver gang jeg ser/læser den og det siger en masse om McGonagall som karakter.