Potteruniverset:

ASKEVINDEL

Vidste du at en askevindel...

- Engang kom til at brænde storsalen på Hogwarts af, fordi de kom til at forstørre en askevindel under forestilling så den sprang i luften?

- At "aske" kommer fra den askegrå farve, som kan forbindes med ild og at "vindel" kommer fra en sidelæns bevægelse nogle slangearter laver?

- At Newt Scamander engang forsøgte at handle med æggene fra en askevindel, fordi han ville have informationer om et af hans forsvundne dyr?

Askevindel: Født af ilden

Er man interesseret i magiske slanger, så er man sikkert stødt på en askevindel før. Selvom denne grå slange ikke er lige så stor som en basilisk, og måske ikke bliver nævnt lige så mange gange som Nagini - så er den ganske interessant, hvis man læser op på den.
En askevindel kan man finde de fleste steder, så længe det er i nærheden af magisk ild. En askevindel skabes nemlig i den magiske ild, og vil derfra skynde sig ud og lægge sine æg et mørkt sted. Når de er skabt, har en askevindel ganske travlt, for de lever ikke længere end en enkelt time. På denne korte tid skal de nå at finde et ordentligt sted og lægge sine æg.
Man skal passe på ikke at lade en askevindel komme ind i sit hus og lægge sine æg, æggene er nemlig så varme, at de på utrolig kort tid kan brænde huse og andre bygninger ned.

Æggene fra en askevindel

Som skrevet ovenfor er æggene fra en askevindel varme og i stand til at brænde bygninger ned. Dette er dog ikke det eneste specielle og særprægede ved æggene. Æggene bærer nemlig en helt rød farve og kan i frossen tilstand indgå i flere eliksirer. For eksempel bruges æggene som ingrediens i kærlighedseliksirer og også i den kendte eliksir Felix Felicis. De frosne æg kan også sluges for at lindre smerter hos magikere.

Hvordan kan man bruge en askevindel IG?

Vil du bruge en askevindel i dit IG spil? Så er det bare om at få skabt sig noget magisk ild og se slangen blive til. Disse grå slanger med røde øjne kan inddrages på både sjov vis og på langt mere alvorligt vis, hvis man lader dem komme indenfor i huset og lægge sine æg. Derfor er en askevindel glimrende, hvis man vil have lidt dramatik ind i sine emner. Skal du måske have et emne, hvor du skal passe på at den ikke kommer ind i dit hus? Eller er den allerede inde og du skal skynde dig at finde æggene? Brygger du eliksirer med æggene du finder (husk at fryse dem) eller ender æggene med at sætte ild til bygningen? Der er utrolig mange muligheder, så det er bare om at få gang i emnefingrene!


Det var alt for denne gang! Jeg håber du blev klogere på disse sjove og finurlige slanger og har lyst til at forsøge at inddrage dem i dit IG spil. Jeg tror i hvert jeg skal ud og have skabt et emne eller to med lidt dramatik, ild og en askevindel eller to.

William Acheron
Alle illustrationer i blogindlægget er lavet med AI Art Generator