Del i kommentarfeltet
Hvad tror du, der skete med Genopstandelsesstenen? Ligger den stadig gemt et sted i skoven? Og kan det virkelig være sundt at bruge den?
I de to sidste udgaver har vi stiftet bekendtskab med henholdsvis usynlighedskappen og oldstaven. Derfor kommer det nok ikke som en overraskelse, at vi også skal have set på det tredje og sidste dødsregalie! Nemlig Genopstandelsesstenen!
Denne helt særlige sten siges at kunne bringe de døde tilbage til livet - til dels! Det er nemlig ikke helt så fantastisk og nemt, som det lige kunne lyde. På trods af at man kan få sine kære til at vende tilbage for en stund, så kan de aldrig vende rigtigt tilbage til livet. De vil vende tilbage som nogen, der hverken er spøgelser eller af kød og blod. Faktisk bruges den af Cadmus Peverell, som ville bringe sin forlovede tilbage, men hun var sørgmodig og kold, og hun led, fordi hun ikke længere hørte til i de levendes land.
Harry Potter brugte Genopstandelsesstenen til at blive omgivet af sine forældre, Remus Lupus og Sirius Black. Det gav ham modet til at fortsætte sin færd og finde frem til Voldemort….. Hvor stenen faldt ud af hans fingre og ned på skovbunden, og han kom aldrig tilbage efter den.
Jeg ved ikke med jer, men jeg sidder personligt tilbage med spørgsmålet; Hvad i alverden skete der med Genopstandelsesstenen herefter? Harry havde ganske vist intentionen om, at den skulle være mistet og forsvundet i skoven til evig tid, men kan vi virkelig vide os sikre?
Spørger man J. K. Rowling, er der en kentaur, der har presset stenen ned i jorden, da han var på vej for at hjælpe i Kampen om Hogwarts. Det vil jeg jo ikke mene er urealistisk med tanke på, at de må være løbet igennem skoven på deres hove! Men hvis det er tilfældet, så må den jo næsten stadig ligge presset ned et sted i jorden helt kold - og formentlig intakt og fuldt funktionsdygtig? Jeg kan ikke være den eneste, der synes, det er en lidt spændende tanke, at den stadig kunne ligge derude!
Fun fact: Vidste du godt, at Harry Potter er den eneste, der har brugt alle dødsregalier? Det gør ham til den eneste “Dødens Herre”, vi kender til - Ret sejt, ikke?
Personligt vil jeg mene, at det er et rigtig godt spørgsmål! Formentlig findes der ikke et entydigt svar på det. Jeg forestiller mig lidt, at hvis man gør som Harry, så kan det virkelig give styrke at se dem igen. Meeeen… Jeg vil nu også tænke, at der er en reel risiko for, at man bliver alt for forgabt i fortidens bekendte, hvis man har muligheden for at kunne bringe dem tilbage på den måde. Måske så meget, at man glemmer dem, man har omkring sig, fordi man er så forgabt i at se og tale med sine afdøde kære? Hvad tænker I selv?
Ja, jeg ved det godt! Det kunne da være voldsomt sejt at eje sådan en Genopstandelsessten i sit spil! Det kan desværre ikke lade sig gøre; men det betyder ikke, at der slet ikke er mulighed for at inddrage den på andre kreative måder!
Det kan være, at din karakter er utrolig fascineret af stenen og faktisk forsøger at lede efter den! Selvom du selvfølgelig ikke må lade din karakter finde den, så er der jo ingen der siger, at din karakter ikke godt kan tage i skoven og søge efter den uden held!
Dertil så kan du spille på at læse om den i Eventyret om De Tre Brødre eller måske endda skabe debatter med dine bekendte omkring, hvorvidt den sten er farlig eller ej! Med blot en smule kreativitet kan stenen altså godt få en plads i dit spil, selvom det ikke bliver i sin fysiske form.
Med det runder jeg af for denne udgave af Potteruniverset, men jeg håber I er blevet lidt klogere på Genopstandelsesstenen. Vi ses igen i næste udgave!
Del i kommentarfeltet
Hvad tror du, der skete med Genopstandelsesstenen? Ligger den stadig gemt et sted i skoven? Og kan det virkelig være sundt at bruge den?
Alle illustrationer i blogindlægget er lavet i Canva