Del i kommentarfeltet
Ville du deltage i Næsten Hovedløse Nicks dødsdagsfest, hvis du fik muligheden?
I sidste omgang stiftede vi bekendtskab med Hufflepuffs husspøgelse. I denne udgave går vi videre til Gryffindors husspøgelse; Næsten Hovedløse Nick, også kendt under navnet Sir Nicholas de Mimsy-Porpington. Han huserer på Gryffindor, hænger ofte ud ved deres bord i Storsalen, og så er han næsten hovedløs.
Jo, det betyder, at hans hoved stadig er forbundet til hans krop med blot en enkelt hudflap! Men hvordan kunne det lige gå til? Ser I, da han stadig var i live blev han hofmand, og en dag, hvor han gik en tur i parken, stødte han på Lady Grieve. Hun havde skæve tænder, og i hans forsøg på at rette dem endte han med at give hende stødtænder i stedet for.
Det er nok ikke nogen overraskelse, at der ikke blev taget ret godt imod det. Derfor besluttede de, at det skulle straffes med halshugning, men fordi noget gik galt, blev resultatet, at hovedet stadig delvist sad fast med en hudflap.
Har du nogensinde drømt om at blive en del af noget, men så fået afslag på afslag på afslag? Det er i hvert fald noget, som Næsten Hovedløse Nick kan nikke genkendende til - og det er bestemt ikke rart den slags! Husspøgelset har nemlig af flere omgange forsøgt at blive en del af Den Hovedløse Jagt.
Hvad er Den Hovedløse Jagt så? Jo, det er en spøgelsesorganisation for spøgelser, der er hovedløse. Umiddelbart vil man jo tro, at Næsten Hovedløse Nick passer perfekt ind - men det gør han desværre ikke. Han er nemlig blevet afvist hver gang, fordi han kun er næsten hovedløs. Jeg må indrømme, at jeg får lidt ondt af ham over, at det bliver ødelagt af den ene hudflap.
Det er sådan, at spøgelser selv vælger, om de vil blive et spøgelse, eller om de hellere vil fortsætte videre. Så hvorfor valgte Næsten Hovedløse Nick egentlig at blive et spøgelse? Skyldes det, at han havde en drøm om at være husspøgelse? Eller var der noget, han ikke nåede at opleve, mens han var levende? Nej, det har faktisk ét simpelt svar: Han var bange for døden, som så mange andre også er.
Det siges dog, at han nogle gange spekulerer over, om det var det rette valg. Nej, det kan ikke være helt nemt at være et spøgelse.
Nu sidder jeg også og kommer til at spekulere over, om spøgelser kan gøre deres valg om. Mon de har mulighed for at gå over på den anden side senere? Eller skal de forblive et spøgelse for evigt? Det kunne jeg godt tænke mig at vide!
Ligesom sidste gang har vi her at gøre med en karakter, der faktisk stadig er på Hogwarts, og som vi derfor har mulighed for at støde på! Som Gryffindors husspøgelse er der nemlig rigeligt mulighed for at møde ham, tale med ham og benytte ham som en NPC i spillet.
Når vi rammer oktober måned - altså uge 2 - kan du endda tale med ham om, hvorvidt han har tænkt sig at holde dødsdagsfest igen! Siden han ofte vælger at afholde sin egen dødsdagsfest, kan han næppe tage det som nogen fornærmelse!
Psst… Han har dødsdag den 31. oktober! Det er altså ret cool valgt, at det lige passer med halloween. Der er jo intet mere perfekt tidspunkt at holde dødsdagsfester!
Dertil kan han ofte findes i Storsalen under måltiderne, hvor han er ved Gryffindors bord sammen med eleverne - simpelthen fordi, han selv savner at spise.
Generelt er han venlig og i godt humør, så han skulle være nem at tale med! Blot pas på, at du ikke nævner noget omkring hans død, fordi så er han ikke nødvendigvis lige så glad længere. Der er vitterligt et hav af muligheder for at kunne drage ham ind i dit spil, hvis blot din karakter har sin daglige gang på Hogwarts!
Med de ord runder jeg af for Potteruniverset. Jeg ser frem til at vende tilbage med endnu en omgang meget snart! Indtil da synes jeg bare, I skal give den gas med at spille lidt på nogle møder med Næsten Hovedløse Nick!
Del i kommentarfeltet
Ville du deltage i Næsten Hovedløse Nicks dødsdagsfest, hvis du fik muligheden?
Alle illustrationer i blogindlægget er lavet i Canva