Potteruniverset: Helena Ravenclaw

Hvem er Helena Ravenclaw?

Helena Ravenclaw er også kendt under navnet Den Grå Dame og er Ravenclaws husspøgelse - men det er måske heller ikke nogen overraskelse, når man ser på hendes efternavn! Hun er nemlig datter til Rowena Ravenclaw, som jo er grundlægger af kollegiet. Med den mor er det måske ikke så underligt, at Helena Ravenclaw vendte tilbage som husspøgelse efter sin død! Hun er nysgerrig, beskrives som værende smuk og er yderst videnskabelig og litterær!

Helena Ravenclaw: En tragisk historie kort fortalt

Historien om Helena Ravenclaw er ganske tragisk - og vi kan selvfølgelig ikke lære karakteren at kende uden at kende til historien om, hvordan hun blev et spøgelse. Vi gør det ganske kort!

Selvom hun egentlig er et venligt spøgelse, så har hun i sine levende dage været ramt af jalousi - en jalousi rettet mod sin mors kløgt og visdom! Af denne årsag stjal Helena sin mors diadem og tog det med til en skov i Albanien, hvor hun gemte sig.

Da Rowena Ravenclaw lå på sit dødsleje, bad hun Den Blodige Baron, som var hamrende forelsket i Helena, om at hente hende, da hun ønskede at se datteren en sidste gang. Han tog af sted efter hende, men hun både nægtede at tage med ham og afviste hans tilnærmelser. Det resulterede i et raserianfald fra baronen, som dermed slog hende ihjel!

Helena Ravenclaw valgte efter sin død at vende tilbage som spøgelse. Der er selvfølgelig flere detaljer til historien, men kort fortalt er det sådan, hun blev til et spøgelse!

Hvorfor kalder man Helena Ravenclaw for Den Grå Dame?

Som nævnt går Helena Ravenclaw under kaldenavnet Den Grå Dame på Hogwarts. Jeg kan da næppe være den eneste, der spekulerer over, hvor netop det navn kommer fra, kan jeg? Nu ved jeg selvfølgelig ikke, om det blot er mig, men jeg kommer instinktivt til at tænke på Den Hvide Dame, og hvorvidt det kunne være et spil derpå. Men i det tilfælde; hvorfor så lige netop grå? Ja, det er bestemt et kaldenavn, der sætter mange spørgsmål i gang, og derfor besluttede jeg mig for at undersøge det lidt!

Jeg kan ikke komme frem til et bekræftet svar, men jeg kan i hvert fald finde frem til, at der er flere historier rundt omkring om spøgelser under navnet Den Grå Dame, hvor flere af dem endda er fra Storbritannien. Nu vil jeg ikke gå i dybden med de historier, men selvom vi ikke kan få bekræftet, hvorvidt det er inspireret fra de historier eller ej, så vil jeg mene, at det er et rimelig godt bud! Hvad tænker I?

Et lille fun fact: Hun kunne have heddet noget andet!

Vidste du godt, at i J. K. Rowlings tidligste udkast, havde hun kaldt Helena Ravenclaw for “The Whispering Lady”, hvilket på dansk kan oversættes til “Den Hviskende Dame”? Det har jeg godt nok svært ved at forestille mig, men det er selvfølgelig også svært, når man er så vant til, at hun hedder Den Grå Dame! Det er vist godt, at Rowling endte med det navn!

Endnu et fun fact: Korridoren på Hogwarts!

Når det kommer til kaldenavnet Den Grå Dame, så er der faktisk endnu et sjovt lille fun fact! Det er nemlig sådan, at der er en korridor på Hogwarts opkaldt efter hende! Nemlig Den Grå Dame korridoren! Mon ikke det er noget, der skal udforskes i spillet?

Sådan kan du bruge Helena Ravenclaw ingame

Atter er der tale om en karakter fra universet, der fortsat har sin daglige gang på Hogwarts, og som du derfor har rig mulighed for at kunne inddrage som en NPC i dit spil!

En ting der er lidt sjovt ved netop dette spøgelse er, at mange elever tror, at hun aldrig taler! Dette er ikke sandt, men det skyldes simpelthen, at hun sjældent taler med elever fra andre kollegier. Ravenclaweleverne har hun til gengæld et godt forhold til! Er du en Ravenclawelev kan du derfor tale med et venligt spøgelse, der gerne hjælper, hvis din karakter har forlagt noget! Er du derimod fra et andet kollegie, kan du måske spille på at forsøge at skabe kontakt, og muligvis ikke lykkes med at få hende i tale? Eller måske er du en af de få heldige, hvor det lykkes? Det kan også blive et spændende samtaleemne med kammeraterne; Taler Den Grå Dame nogensinde, eller gør hun ikke?

Helena Ravenclaw kan også godt lide at tilbringe tid afsides steder eller i forladte klasselokaler, så det giver god anledning til at støde på hende, mens din karakter befinder sig på områder, hvor der er stort set tomt for elever! Dertil kan hun også finde på at dukke op i forvandlingstimerne for at lytte med - så måske du kan inkludere hende i din næste forvandlingslektie?

Yderligere kan du spille på at besøge den korridor, der er opkaldt efter hende, hvis du vil bruge hende på en eller anden måde uden faktisk at møde hende! Der er i hvert fald masser af muligheder for at bruge denne karakter i dit Hogwartsspil, så det er bare med at gribe tromleren!

Det var så det, jeg havde for Potteruniverset i lige præcis denne omgang. Vi er blevet en smule klogere på Helena Ravenclaw, og så ser jeg frem til at vende tilbage snart!

Del i kommentarfeltet


Synes du kaldenavnet Den Grå Dame passer til spøgelset? Eller hvad ville du have kaldt hende?

Ezekiel Ledgerwood

Alle illustrationer i blogindlægget er lavet i Canva