Potteruniverset: Barsks hytte

Kender du til familien Barsks hytte?

I dag skal vi have et kig på et af universets spændende lokationer. Nemlig familien Barsks hytte! Denne hytte har nemlig en helt særlig plads i den magiske historie, selvom det måske ikke er det første, man tænker på, når man hører ordene Harry Potter. Det er en meget speciel hytte, hvor der er sømmet en død slange på døren, og som består af blot tre bittesmå rum. Dertil var der beskidt i hele hytten, og maden var muggen. Så hvorfor er det egentlig, at sådan en beskidt, gammel hytte har en vigtig plads i magiens historie? Det har jeg i sinde at fortælle lidt om i dag.

Hvor er Barsks hytte placeret?

Så inden vi går videre; hvor kan sådan en hytte egentlig findes henne? Jo, den er først og fremmest placeret udenfor Lille Galgeby i Yorkshire, England. Her er den lokaliseret i skoven mellem en mørk klynge træer, og man bliver ført derhen, hvis man følger en stenet og hullet grussti, hvor der også er vildt buskads.

Dette betyder, at den altså er en smule gemt mellem alle træerne. Det betyder også, at der ikke er meget lys, der kommer ind til hytten.

Personligt kan jeg godt lide hytter normalt, men jeg må indrømme, at denne ikke lyder specielt rar at være i! Hvad mener I?

Er Barsks hytte det perfekte gemmested til en Horcrux?

Trods hyttens utroligt dårlige tilstand, så har der faktisk boet nogen derinde. Det gjorde Detlev Barsk med sin kone og deres to børn, Morphin og Merope Barsk. Efter alle var døde, var hytten efterladt, og Lord Voldemort valgte at bruge stedet til at gemme en af sine Horcruxer.

Detlev var Voldemorts bedstefar, og derfor er det måske ikke så underligt endda, at han valgte stedet som et skjulested. Det havde trods alt tilhørt hans egne forfædre, så man kan måske sige, at der har været et særligt tilhørsforhold?

Det var Detlev Barsks ring, han havde lavet om til en Horcrux, og som blev gemt i ruinerne. Ganske vist havde han beskyttet den med mange magtfulde besværgelser, men han havde tilsyneladende ikke tænkt på det faktum, at Dumbledore kunne finde på at komme og søge efter den. Der var en frygtelig forbandelse, der nær slog Dumbledore ihjel, og som efterlod ham med en vissen hånd - Disse ting til trods, så blev ringen destrueret!

Men var Barsks hytte så et dårligt gemmested? Var det for indlysende at have gemt ringen sådan et sted? Eller var det ganske enkelt blot fordi, det var umuligt at holde den helt skjult uanset hvor, han havde gemt den? Jeg ved ikke med jer, men jeg tænker måske, at det virker en lille smule indlysende, at man gemmer ting på et sted, som har tilhørt egen familie. Det er selvfølgelig også nemt for mig at sidde og sige!

Kan Barsks hytte inkluderes ingame?

Det der er med hytten er, at den blev efterladt som en ruin. Så er det egentlig noget, man har mulighed for at bruge ingame? Kan det lade sig gøre at finde stedet ingame? Jeg ved det simpelthen ikke, så der er jeg jer en smule svarskyldig. Det betyder dog ikke, at man ikke godt kan give det et skud!

Enhver der (ingame) er interesseret i Voldemorts historie, eller måske Horcruxer og generelt Horcruxernes historie, vil på en eller anden måde nok komme til at læse om familien Barsks hytte. Mon ikke man kan have spændende spil ud af at diskutere stedet? Det kan være, man kan tage diskussionen op om, hvorvidt det overhovedet var et godt valg at gemme den der? Måske kan man forsøge at søge efter stedet, fordi man er nysgerrig?

Ja, jeg ved det ikke. Den er en smule svær - men det er i hvert fald et hamrende interessant sted, som har været utrolig spændende at dykke lidt ned i, i denne udgave af Potteruniverset. Tak til jer, der har læst hele vejen hertil, det har været en sand fornøjelse som altid!

Del i kommentarfeltet


Var det dumt af Voldemort, at bruge denne hytte som et gemmested til en af sine Horcruxer?

Ezekiel Ledgerwood

Alle illustrationer i blogindlægget er lavet i Canva