Del i kommentarfeltet
Fik du også et chok i filmen, da Nagini pludselig gik til angreb?
Bathilda Bagshot er måske ikke den første karakter, man tænker på fra Harry Potter-universet, men hun er alligevel en interessant karakter at kigge på! I filmene bliver hun spillet af Hazel Douglas, og selvom hun bestemt ikke er den med mest skærmtid, så er det ikke en karakter, vi skal glemme.
Hun er beskrevet som en lavstammet gammel dame med grå stær, et blegt ansigt og pigmentpletter både i ansigt og på hænder. Dertil er hun kendt for at være grandtante til Gellert Grindelwald!
Karakteren Bathilda Bagshot er historiker og forfatter. I løbet af sin karriere har hun skrevet op til flere bøger. I to af hendes bøger, Magiens Historie og Hogwarts’ Historie, kan man tydeligt mærke hendes store interesse for historie skinne igennem. Især førstnævnte værk har hun fået succes med, da det er det mest kendte værk.
Udover historiebøgerne så har hun også skrevet et par bøger, der har med spådom at gøre. Her har hun nemlig skrevet Varsler, Orakler og geden og Oraklet af Palombo. Disse er også enormt interessante, når man taler om Harry Potter universet, fordi netop spådom faktisk har en rolle og blandt andet undervises i på Hogwarts.
Men hvordan er det nu lige, vi kender hende fra historien? Altså udover det faktum, at hun som historiker selv har skrevet en del spændende bøger!
Jo, blandt andet har Rita Rivejern interviewet Bathilda Bagshot ved hjælp af Veritaserum (i ved… den eliksir der får folk til at plapre ud med alle sine sandheder), og samtidig stjal hun fotografier fra den ellers ældre dame. Disse udsagn og fotografier brugte Rita Rivejern til at skrive bogen Dumbledores Liv og Løgne. Den var vist ikke helt god!
Men det vi nok bedst husker hende som, er fra situationen, hvor Harry Potter, Hermione Granger og Ron Weasley kommer til hendes hus i Godric-dalen. Dette gør de på juleaften. Bathilda Bagshot virker meget omtåget, hvilket viser sig at være fordi, hun er blevet dræbt af Lord Voldemort og efterfølgende besat af Nagini. De kom med ind i huset, hvor Nagini senere angreb dem. Heldigvis var angrebet uden held, og vennerne slipper sikkert derfra igen. Puha, det var ellers på et hængende hår og noget af en fælde!
Jeg må bare sige…. Jeg så faktisk den her film i biografen, og hold da op, jeg fik et chok, da den slange pludselig angreb! Er det bare mig? Jeg indrømmer dog gerne, at jeg godt kan være lidt jumpy, når det kommer til den slags!
Der er masser af muligheder for at lege med den magiske historie! Faktisk er det magiske univers spækket med forskellige former for historiske begivenheder, der bare venter på at blive udforsket. Det er simpelthen blot med at komme i gang!
Din karakter kan eksempelvis læse bogen Magiens Historie af Bathilda Bagshot og blive klogere på, hvad der er sket gennem de mange århundrede - eller måske bruge den til at skrive en lektie til Hogwartsfaget Magiens Historie (ret sjovt at både bog og fag har samme navn - men det er jo også oplagt!).
Du kan opbygge en karakter, der også er historiker, og derfor virkelig få mulighed for at nørde i alt det spændende, der er sket gennem årene. Kan du for eksempel huske Sæbestormen i 1378, Nisseoprørerne eller de tre troldmandskrige? Der er rigtig mange spændende ting at dykke ned i med sin karakter!
Eller måske laver du bare en karakter, der også er forfatter og dermed skriver forskellige spændende bøger? Der er masser af måder at drage inspiration fra Bathilda Bagshot, og jeg glæder mig til at følge med i det!
Del i kommentarfeltet
Fik du også et chok i filmen, da Nagini pludselig gik til angreb?
Alle illustrationer i blogindlægget er lavet i Canva