Potteruniverset: Mahoutokoro

At være magisk i Japan: Mahoutokoro

Selvom vi alle kender og elsker Hogwarts Skole for heksekunster og troldmandsskab, så er det ikke den eneste skole i troldmandssamfundet. Er man født i Japan sendes man ikke til Hogwarts - derimod sendes man til den japanske skole, Mahoutokoro, som er placeret på en vulkanø ved navn Minami Iwo Jima i Japan. Lad os endelig kaste os ud i at lære mere om denne spændende skole!

På Mahoutokoro starter man allerede i skole, når man er 7 år gammel

Vi kender det alle fra enten film eller bøger. Man starter på Hogwarts, når man er 11 år gammel, og sådan har det været i mange, mange år. Dette er dog ikke tilfældet med Mahoutokoro, hvor man allerede starter som 7-årig.

Her er det måske nærliggende at tænke “Hold da op, det er tidligt at flytte fra sine forældre for at bo på en skole” (helt ærligt, det tænker man jo nærmest allerede med de 11-årige, har jeg ret?), og sådan har jeg bestemt også selv tænkt i begyndelsen. Heldigvis er det ikke helt sådan, det foregår på Mahoutokoro.

Når man er 7 år, vil man nemlig starte på skolen, men man kommer ikke til at bo der endnu. I stedet vil de hver dag blive fløjet til og fra skolen på nogle store stormfugle. Først når de er 11 år begynder de at bo på skolen, hvilket er præcis ligesom med Hogwarts. Det kan dog godt få mig til at tænke “Men hvis man kan komme til og fra skolen hver dag, hvorfor så overhovedet begynde at bo der?”. I hvert fald kan man kalde det smart, at de japanske elever begynder at gå i skole så tidligt i modsætning til eleverne i Storbritannien. Er det måske noget, Hogwarts burde lære noget af?

Vidste du… at Mahoutokoro har kapper, der skifter farve?

Ligesom på Hogwarts så skal eleverne på Mahoutokoro også bære en kappe; en skoleuniform så at sige. Disse uniformer gemmer dog på noget, Hogwarts’ kapper ikke gemmer på.

De er virkelig smart designet! De vil nemlig på magisk vis tilpasse sig i størrelsen, så den altid passer eleven. Det er virkelig smart tænkt - overvej lige hvis tøj i virkeligheden også fungerede på den måde! Smart, smart, smart!

Derudover skifter kapperne også farve. Til at starte med vil de have en svag, pink farve. Efterhånden som eleven tilegner sig viden og erfaring, vil kappen så komme til at ændre sin farve. En guldfarvet kappe betyder, at eleven har fået topkarakterer i alle fag. En hvid kappe betyder, at eleven enten har brugt mørk magi eller forbrudt sig mod det japanske troldmandskodeks - og i dette tilfælde vil eleven blive bortvist fra Mahoutokoro.

Smarte kapper, uden tvivl! Men samtidig er det måske ikke alle elever, der synes det er særlig fedt, at kappen afslører ens akademiske niveau - selv hvis det er topkarakterer?

Hvordan kan du udforske Mahoutokoro?

På World of Potter er der rig mulighed for at udforske, hvordan det kan være at have gået på Mahoutokoro. Selvom der primært er fokus på Hogwarts, har man stadig mulighed for at lege med at være blevet flyttet til Hogwarts fra Mahoutokoro. Dette kan man finde på forskellige årsager til; eksempelvis at man har brug for at komme væk, eller måske fordi man er blevet smidt ud og derfor skal færdiggøre sin skolegang et andet sted?

Du har også fri mulighed for at udforske det at være en udvekslingselev. Send din karakter til Mahoutokoro i et halvt år eller et år og giv din karakter en fantastisk oplevelse, der kan give noget helt særligt til din videre karakterudvikling.

Lige umiddelbart synes jeg faktisk, at Mahoutokoro virker som en utrolig spændende skole! Selvom jeg elsker Hogwarts, så er det interessant at vide lidt omkring, hvordan troldmandsuddannelse fungerer i andre lande.

Del i kommentarfeltet


Burde Hogwarts også optage elever som 7-årig? Hvad synes du?

Ezekiel Ledgerwood

Alle illustrationer i blogindlægget er lavet i Canva