Tom Felton indtager endnu engang rollen som Draco Malfoy - Nu på Broadway!
Trods mange delte meninger om teaterstykket Harry Potter og Det Forbandede Barn (eller på engelsk kendt som The Cursed Child), så tror jeg, mange af os kan blive enige om, at det ville være en drøm at se Tom Felton tilbage i rollen som Draco Malfoy. Den drøm kan nu endelig gå i opfyldelse, omend vi desværre ikke er så heldige, at det bliver på TV-skærmen. Det vil nemlig være på teaterscenen på Broadway - en gade kendt for sine mange teatre!
Udover at Tom Felton får lov til at opleve rollen endnu engang, så får han også en helt ny oplevelse med det. I stykket vil han nemlig komme til at spille en voksen Draco Malfoy, der endda har den samme alder, som Tom Felton har lige nu.
Ingen kan spille Draco Malfoy som Tom Felton kan
Jeg sidder og tænker over, hvor vildt det må være for Tom at skulle spille den rolle igen. Det er efterhånden mange år siden, den sidste Harry Potter-film blev udgivet, så selvom han kender rollen bedre end nogen anden, så er det stadig noget, han skal finde tilbage til. Samtidig skal han også finde ud af, hvordan han spiller rollen, når karakteren er meget ældre end sidst. Jeg har læst manuskriptet, og jeg vil mene, at karakteren har udviklet sig!
Men hvem er i virkeligheden bedre til at fortolke en voksen Draco Malfoy end manden, der også spillede en helt ung Draco Malfoy gennem alle otte film? Svaret er i virkeligheden simpelt. Ingen kan gøre det som Tom Felton kan, og ih hvor ville jeg bare ønske, at jeg havde muligheden for at se det selv!
Det er dejligt at se, at han til trods for de mange år stadig er så glad for rollen, at han har taget imod en mulighed for at vende tilbage til magien.
Hvornår kan man opleve ham på scenen?
Allerede fra 11. november 2025 og frem til den 10. maj 2026 vil fans kunne genopleve Tom Felton i den ikoniske rolle som Draco Malfoy på New York’s Lyric Theatre, hvor de opfører Harry Potter og Det Forbandede Barn.
Hvad vildere er… Oprindeligt skulle han faktisk kun have spillet rollen frem til den 22. marts, men der har vist sig at være så stor efterspørgsel, at de forlængede hans spilletid. Tydeligvis er der mange Harry Potter fans, der ikke kan modstå en mulighed for at opleve ham genbesøge rollen, og det forstår jeg ærlig talt godt!
Er der nogen af jer, der er så heldige at I skal ind og opleve det? Eller misunder I oplevelsen lige så meget som jeg selv gør?