Fanteori: Var Rubeus Hagrid Dødsgardist i al hemmelighed?

Fra bøgerne (og filmene) kender vi Rubeus Hagrid som en venlig og varm halvkæmpe med hjertet på det rette sted. En karakter der på alle måder er en uundværlig del af bøgerne, og som i den grad har vundet vores hjerter. Teorien jeg har med i dag handler dog om noget meget mørkere.. Hvad nu, hvis Hagrid slet ikke var den, som vi troede, han var?

Helt konkret så går teorien ud på, at Rubeus Hagrid i virkeligheden skulle have været Dødsgardist i al hemmelighed. Her tales hverken tidligere eller midlertidigt; men faktisk gennem alle bøgerne/filmene. Det er en teori, der tager udgangspunkt i alle de ting, vi ved om Hagrid og viser, hvordan det kan pege mod, at han skulle være Dødsgardist.

Hvad tæller for, at Hagrid kunne være dødsgardist?

Nu sidder du nok og tænker “Ej, den her teori er langt ude, det giver slet ikke mening”. Det gjorde jeg også selv, da jeg første gang faldt over den. Jeg må dog indrømme, at efter at have undersøgt teorien lidt nærmere, så kan jeg godt forstå, hvorfor der er nogle, der mener at det kunne være sandt. Nu skal du bare høre!

Hagrid satte Harry Potter i fare flere gange

Når jeg tænker på Rubeus Hagrid, så er noget af det første, jeg tænker på, hele det her koncept med “Hov, det skulle jeg vist ikke have sagt” - noget jeg altid har moret mig over. Netop dette er dog én af de ting, som fans peger på, når de bakker teorien op. Han talte over sig omkring Fluffy - og netop dette var i sidste ende noget, der resulterede i, at Harry Potter for første gang stod over for Lord Voldemort i Harry Potter og De Vises Sten.
Det var også Hagrid, der introducerede Harry Potter for Quirinus Quirrel inden skoleårets begyndelse. Var det et tilfældigt møde… eller en planlagt introduktion?

Ser man på Harry Potter og Hemmelighedernes Kammer, var det Hagrid der i sidste ende sørgede for, at Harry Potter endte blandt Aragogs flok af Acromantulaer i Den Forbudte Skov. Tænk lige over det engang… Hagrid var enormt god til magiske væsner, og han havde kendt Aragog i så mange år, at det næsten virker usandsynligt, at han ikke ville være klar over, at flokken ville kunne finde på at gå til angreb. Hvis du nu sidder og tænker “Men han var jo nødt til at sende dem derud, så Aragog kunne fortælle dem, hvad der virkelig skete dengang, kammeret blev åbnet”, så tænk lige over det her… Kan vi virkelig være sikre på, at Aragog ikke bare fortalte den dækhistorie, Hagrid havde bedt ham om at fortælle? Blev Hagrid virkelig falsk beskyldt af Voldemort… eller tog han skraldet for en god ven? Lad den lige synke ind et øjeblik.

Hagrid besad stærke magiske evner

Det er velkendt, at Rubeus Hagrid blev bortvist fra Hogwarts og fik sin tryllestav knækket. Vi ved også, at knækkede tryllestave typisk ikke udøver specielt god magi - og at de nærmest kan være farlige at bruge grundet risikoen for bagslag. Alligevel formår Hagrid at bruge magi uden det store besvær.

Han giver Dudley Dursley en grisehale. Nu ved jeg godt, at du måske tænker, at det ikke er så kompliceret endda, men overvej det et øjeblik;

  • Besværgelsen udføres nonverbalt - noget der er relativt kompliceret, og som utvivlsomt må være endnu sværere med en knækket stav.
  • Dette er en forvandling, og forvandlinger er betragtet som værende mere videnskabeligt end almen magi. Desuden er menneskelige forvandlinger noget af det mest avancerede inden for forvandlingskunsten, og bliver kun undervist på F.U.T.-niveau.

Ikke umiddelbart en dårlig allieret for Voldemort, vel? Eller måske endda noget, Voldemort har lært Hagrid? Dertil viser det, at han ingen problemer havde med at udføre magi mod en muggler; Han var komplet ligeglad med, at det var i strid med magisamfundets lovgivning, og han forsøgte ikke engang at ophæve besværgelsen igen.

Hagrid tilbragte tid i Tusmørkegyden

Da Harry Potter ved et uheld lander i Tusmørkegyden, støder han på Hagrid. Godt nok undskyldes det med, at han skulle købe Kødædende Snegleudrydder... men det kunne også være et dække!

Voldemort kunne have lært Rubeus Hagrid at flyve uden støtte

Vi ved, at Voldemort er i stand til at flyve uden nogen form for støtte - altså uden kost, flyvende tæpper eller andre former for flyvende transportmidler.

Da Hagrid henter Harry Potter ved Hytten på Klippen, spørger Harry Potter ind til, hvordan Hagrid er kommet dertil, fordi han ikke kan se nogen anden båd. Hagrid fortæller, at han er fløjet, men at de tager båden tilbage. Der er bare den detalje, at der ikke ellers er nogen flyvende transportmidler at se på klippen. Det er heller ikke en mulighed at have fløjet på et væsen, fordi Hagrid i Harry Potter og Dødsregalierne fortæller, at de ikke kan bære hans vægt. Derfor peger teorien altså på, at Voldemort skulle have lært Hagrid, hvordan man flyver.

Barty Ferm Jr. og Rubeus Hagrid samarbejdede om at snyde til Turneringen i Magisk Trekamp

I Harry Potter og Flammernes Pokal endte Harry Potter som en del af Turneringen i Magisk Trekamp. Her mener teorien, at Rubeus Hagrid og Barty Ferm Jr. allerede havde et kendskab til hinanden, og at de koordinerede, hvordan de skulle hjælpe Harry med at snyde - med det formål at han skulle ende i Voldemorts hænder. For eksempel var det Hagrid, der tog Harry med ud for at observere dragerne.

Hvad tæller imod, at Hagrid kunne være dødsgardist?

Man kan naturligvis ikke tale for en fanteori uden også at se på, hvad der faktisk taler imod den. Derfor har jeg set på, hvad fans peger på taler imod teorien.

Rubeus Hagrid var grundlæggende en godhjertet person

I løbet af alle bøgerne er halvkæmpen beskrevet som en af de mest kærlige og godhjertede personer. Han udviser empati overfor eleverne, og er der altid til at hjælpe dem. Desuden græd han, da han troede, at Harry Potter var død.

Blodstatus som halvkæmpe må unægteligt have haft en betydning

Vi ved, at Voldemort gik op i magt til det rene blod (dette til trods for, at manden selv var halvblods - men det er en helt anden snak), så det kan vurderes usandsynligt, at en troldmand med kæmpeblod i sig skulle have været så loyal over for mørkets herre.

Hagrid blev bortvist fra Hogwarts på grund af Voldemort

Det var i bund og grund Romeo Gåde (senere kendt som Lord Voldemort), der beskyldte Hagrid for at have åbnet Hemmelighedernes Kammer, og at dette havde resulteret i Hulkende Huldas død. Det resulterede i, at Hagrid blev bortvist fra Hogwarts. Dette havde endda den livslange betydning, at han ikke måtte udøve magi. Da Hemmelighedernes Kammer blev åbnet for anden gang blev han endda sendt i Azkaban, fordi man antog, at det var ham, der åbnede det igen.
Ville man virkelig være så loyal overfor en mand, der var skyld i disse ting?

Albus Dumbledore stolede på Hagrid med sit liv

Man kan sige, at Albus Dumbledore var en mand, der ikke stolede på hvem som helst - men han stolede altså på Hagrid med sit liv!

Hagrid var også med til at beskytte De Vises Sten, og han var et betroet medlem af Fønixordenen. Samtidig har han også ytret sin loyalitet overfor Dumbledore - og at man ikke skal tale dårligt om ham, mens Hagrid hører på det. Tja… Man kan selvfølgelig argumentere for, at det er en del af hans spil, men den synes jeg, man skal længere ud på landet med.

Rubeus Hagrid hjalp Harry Potter meget gennem serien

Vi ved, at Hagrid har været en stor hjælp gennem tiden - og selvom jeg har beskrevet, hvordan disse situationer kan tælle for, fordi de resulterede i, at Harry Potter blev sat i fare, så kan det altså også bruges som modargument. Ser man eksempelvis på Turneringen i Magisk Trekamp, så kan Hagrids hjælp ganske enkelt have været for at sikre Harry Potters sikkerhed - noget der trods alt også passer enormt godt til hans venlige, godhjertede natur.

Endelig vurdering

Jeg vurderer denne teori til at være… meget usandsynlig men med unægteligt gode argumenter.

Trods alle argumenterne, kan jeg simpelthen ikke tro på, at Hagrid skulle være Dødsgardist. Når alt kommer til alt, var han simpelthen sådan en kærlig mand, der var en enormt god støtte i så mange situationer. Og skal vi være helt ærlige… er det så ikke sådan et plottwist, der i virkeligheden ville have været endt i bøgerne, hvis det rent faktisk skulle være sandt?

Jeg vil dog sige, at det her er en utrolig lang og veludformet teori, og jeg har kun taget nogle udvalgte punkter med, fordi ellers ville opslaget blive alt, alt, alt for langt. Hvis man har interesse i fanteorier, vil jeg helt klart anbefale at søge videre og dykke yderligere ned i denne teori. Selvom jeg vurderer den usandsynlig, så er det alligevel en af de mest spændende teorier, jeg har hørt om.

Hvad mener du selv om teorien? Del dine tanker i kommentarfeltet!