Otis syntes stadig at opgaven de i går havde fået stillet var dum. Julemanden, pfft! Og gruppen, ja den var han heller ikke synderligt begejstret for. Penelope syntes han var lidt for optimistisk omkring det hele, og Douglas.. ja Douglas delte han faktisk sovesal med, men til trods for at de to drenge nu i over to år havde delt sovesal, var de aldrig som sådan blevet venner. De var heller ikke, ikke venner, men et venskab kunne man ikke kalde, hvad end de to havde.

”Vi fik stillet den dummeste opgave i går i Magiske Sagn og Eventyr” fortalte Otis sine to ældre venner, Wyatt og Davis, fra henholdsvis Ravenclaw og Slytherin, ikke at de to drenge var specielt interesserede i hvad Otis havde at fortælle. Den manglende interesse blev der ikke lagt skjul på, da den ene af dem valgte at svare ”Nå?”, men Otis bed ikke rigtigt mærke i det. Det gjorde han faktisk sjældent med de to, der i virkeligheden ikke var de bedste venner Otis kunne ønske sig. ”Vi skal fortælle om julemandens eksistens, latterligt, hva?” fortsatte Otis med at fortælle.
Davis fnøs, det tog Otis som at han var enig. ”Og jeg er bare i den dummeste gruppe i verden, den ene er totalt barnlig og sikker på at han nok skal findes.. den anden er, ja det ved jeg næsten ikke engang hvordan jeg skal forklare” Drengene viste stadig ingen interesse i hvad Otis fortalte dem. Otis var bare glad for at han slap lidt for at skulle se på både Penelope og Douglas. Otis syntes selv at han var langt mere moden end både Douglas og Penelope, det var også derfor han hellere ville hænge ud med de to ældre drenge.

Wyatt og Davis gik og nærmest hviskede til hinanden. I hvert fald snakkede de så lavt at Otis ikke kunne høre hvad det var de snakkede om. Sådan var det tit. Otis var lidt det tredje hjul i denne lille gruppe. Han syntes bare det var fedt at være sammen med nogen, der var lidt mere på hans niveau. Drengene ville dog være uenige hvis nogen sagde at de lå på samme niveau som Otis, de syntes i hvert fald de lå langt over ham. Men med Otis’ iver efter at ligge på niveau med dem, var det let for dem at få ham til at gøre, nærmest alt de kunne komme i tanke om.

Otis havde for så vidt muligt forsøgt at undgå at skulle tale med hverken Doug eller Penelope, han magtede ikke den her åndssvage julemandsopgave. Det var først efter aftensmaden, da han var kommet tilbage på sovesalen at han stødte på Douglas, der i dag gav sig til at snakke med Otis. ”Har du tænkt mere på opgaven i dag?” spurgte han ganske stille og roligt, ”Næh” svarede Otis ham, helt uden rent faktisk at vende blikket i Douglas’ retning. ”Jeg synes jeg har haft vigtigere foretagende i dag.” sluttede han samtalen før han trak i sit nattøj.