Krypten var ikke ligefrem Douglas’ yndlingssted på skolen. Der var fugtigt, dunkelt og i hans optik ikke det bedste læringsmiljø, men alt det var for en kort stund glemt, når han de to gange om ugen begav sig ned i krypten for at have eliksir. Der var ikke noget ved eliksir, han ikke elskede. Eliksir handlede om at tænke logisk. Man skulle vælge de rigtige ingredienser, forberede dem helt korrekt og i de rigtige blandingsforhold, man skulle røre og passe eliksiren præcis som i opskriften og var man heldig, så kunne man få lov at lave sine egne modifikationer til de opskrifter der stod i bøgerne.
Der var vist heller ikke en eliksirbog, som Douglas ikke havde stående hjemme på sit værelse. Hans ønskeliste hver jul var tydeligt præget af hans interesse for eliksirer. Hvis ikke han ønskede sig endnu en ny kedel, reagensglas eller en bog, så var det diverse ingredienser, han ønskede sig. Det var ingen hemmelighed, at Douglas altid så frem til eliksirtimerne.

Dagens lektion var heller ikke spor anderledes. Som altid sad Douglas for sig selv, fordybet i den opskrift de skulle brygge. Han studerede altid opskriften grundigt før han gik i gang. Ved et par borde længere henne var Otis gået hen til Penelope. Stadig irriteret over Otis’ opførsel dagen før, rettede Douglas blikket væk fra de to og ned mod sin bog. Hvordan kunne én person gøre en så vred? Måden han troede, at han bare kunne tage al æren, hvad var det for en egoistisk tankegang? Jo mere han tænkte over det, jo mere vred blev han. Hvis det skulle være på den måde, så skulle de tre, eller i hvert fald bare ham og Otis ikke arbejde sammen igen! End ikke et ubegrænset eliksirlager kunne få ham til det.
”Kan jeg sidde her?” Douglas kiggede forskrækket op på en storsmilende Penelope, der hentydende så ned på den tomme stol ved siden af ham. Før han kunne nå at svare placerede hun sin taske på gulvet og sin bog på bordet. Vreden var så godt som forsvundet, da han endelig fik fremstammet et ”Ja.”
”Elsker du ikke bare eliksir?” spurgte hun ud af det blå og gik i gang med at opremse alle de ingredienser, de skulle bruge til eliksiren. ”Jo, det gør jeg.” svarede han igen og begyndte straks at finde ingredienserne frem. Penelope fandt straks et skærebræt og gik i gang. ”Vent!” udbrød han. ”De skal snittes fint, ikke hakkes!” Hun så langsomt op på ham med et blik, han ikke kunne gennemskue. Hun kunne lige så godt skælde ham ud, som give ham ret. ”Gud ja!” Udbrød hun leende. ”Ellers får den en forkert farve! Godt set! Hmm, det er da vist godt at vi arbejder sammen i magiske sagn og eventyr, når nu du er så opmærksom!” Grinte hun. ”Mhh, det er da altid noget at vi er sammen… Så skal vi bare finde ud af, hvad vi gør med… ham som ikke skal benævnes…” Douglas nikkede hen mod Otis, der nu sad for sig selv. Det var godt nok ikke særligt kammeratligt eller i julens ånd at have det, som Douglas havde det lige nu, men det var svært at gøre noget ved. Penelope nikkede. ”Hmm, men lad os ikke snakke om det. Nu skal vi fokusere på vores eliksir!” og hun havde helt ret, de måtte hellere komme i gang.