“Jeg har fået en ide” startede Penelope ud med at sige, da de sad til time i Magiske Sagn og Eventyr. Den var ret god, hvis hun selv skulle sige det. Dagen forinden havde hun gået rundt på gangen og pludselig så hun et billede der lignede julemanden på en prik! Hvidt hår, skæg og flot rødt tøj. Hun kunne ikke huske, at have set det før. Det var som om, det bare var dukket op, fra den ene dag til den anden. Hun vidste ikke hvad trolmanden hed, så hun havde stået et øjeblik og stirret intenst på ham. Til hendes forskrækkelse spurgte han: “Undskyld har jeg noget siddende i skægget?” Penelope blev revet ud af sine grublerier, og svarede frejdigt: “Næ, du ser skam godt ud! Jeg undrede mig bare over hvad du mon hedder?” Han svarede, at han hed Sidley Smirk Platter. Hun havde skrevet navnet ned, men desværre kunne hun ikke undersøge det med det samme.
“Hvad er det?” spurgte Otis, som virkede til at være mere tilpas i gruppen end han plejede. Penelope fortalte hele historien, Douglas nikkede anerkendende. Penelope smilede stolt. Hun var glad for at have opdaget noget to ørne ikke engang havde set. Hun var blevet lidt nervøs, da hun blev sat i gruppe med TO ravenclaw elever, men det havde ikke vist sig at være et problem, udover at de begge var en del mere skeptiske overfor hele julemands teorien end hun selv var. For når nu Magi fandtes, måtte julemanden da også findes! Det forstod de bare ikke.
“Jeg havde ikke så meget tid til at undersøge det igår, men jeg nåede lige forbi biblioteket og låne en bog. Der står at han er fra 1503! Har var en af tidens største troldmænd og Leder af Afdelingen for Intermagiske Kooperativer”. Hun fandt bogen frem og bladrede frem til siden om Sidley. Der stod ikke noget om hvornår han var død. “Måske er han ikke død endnu”, sagde Douglas, da hun pointerede det. Otis rystede på hovedet. “Hvordan skulle det kunne lade sig gøre? Så ville alle da vide hvem han var”. De lagde alle hovederne i blød, men ingen kendte til en SÅ gammel troldmand udover Nicholas Flamel. “Hvad med at spørge vores professor?” spurgte Otis. Penelope tænkte over det. “Det er faktisk en god ide” sagde hun begejstret, og Douglas samtykkede. “Helt bestemt. Og vi har Magiens Historie i morgen. Så kan vi spørge ham der”. De var enige om, at det var en god plan, og Otis roste endda Penelope for at have opdaget portrættet. Hun rødmede en smule, for ros fra Otis var helt uventet.