SØENS ØJE skrevet af Hannibal Burnes
Oktober havde været kold og utæt, og regnen havde skabt et lag af kulsort mudder i skovbunden. Månen spejlede sig i de mange, dybe vandpytter, når den engang imellem fik frit skue ned mellem de tætstående træer. Hannibal bandede over, at det brune vand sev ind i støvlerne, hvis gamle såler trængte til en udskiftning. Det kunne man jo bare ikke gøre, når heldet sad i hælen. En hvid ild svævede et stykke foran ham og kastede skygger ud til siderne. Træerne stod så tæt herinde, at mørket føltes tykt og levende - som om det rørte ved huden og trak i ham, når han gik. Det var sikkert bare mudderet, der ikke ville give slip på hans sko, men han børstede alligevel følelsen af mørket af sine skuldre. Bare for en sikkerheds skyld.
Han ledte efter afmærkninger på træerne. “Kunne jeg ikke havde tegnet et fucking kort,” hvæsede han vredt af sig selv for at kvæle stilheden, der lurede som en falsk tryghed i skoven og indbød til illusionen om, at han var alene. Han havde aldrig brudt sig den kulsorte skov, men han ville aldrig finde det, han ledte efter, i dagslys.
Endelig! Glæden og lettelsen bredte sig i brystet på ham ved synet af den første vejviser i skoven. Den blege livignis-flamme, der svævede foran ham, kastede sit lys på en brudt cirkel tegnet i barken på et nærtstående fyrretræ. Hullet i cirklen viste ham, i hvilken retning han skulle gå, og han trådte væk fra dét, man med lidt god vilje kunne kalde en sti.
Det var ikke nemt at gå her, for trærødder var brudt op af det bløde muld og lå slynget om hinanden i tykke knuder, der spændte ben for enhver, som vovede sig forbi. Glitch stødte tåen mod en rod, så smerten jog op igennem foden som et slangebid. “AV FOR… MERLINS VULGÆRE TOUPÉ!” Råbte han, og lyden blev båret ud i mørket foran ham. Han blev stående og ømmede sig og støttede sig til træet, mens noget, der knap lod sig bemærke, gled forbi ham få meter til hans venstre. Da han endelig mente, at han var kommet igennem alle tilgængelige bandeord, gik han videre og fulgte de næste cirkler, der ledte ham dybere ind i skoven.
Hans lyskugle svævede i forvejen og tillod et fremmed, blegt skær at fange hans opmærksomhed i det tætte mørke. Han drejede hovedet og kneb øjnene sammen. Hårene rejste sig i hans nakke i væmmelse, selvom han ikke kunne se, hvad det var, men noget trak i hans nysgerrighed og ville have ham tættere på. Noget… hvidt og let… blafrede inde mellem de høje fyre. Han vippede staven imod sig, og hans fritsvævende livignis kom ham i møde, hvorefter den fulgte med ham hen imod det blafrende lys. Meter for meter trådte han nærmere, ind til han endelig stod over for det i sin fulde form, fri for træernes dække.
En vindue - midt i ingenting, midt i skoven, hang i den tynde luft over den mudrede skovbund, åbnet på klem, så en kold brise fik et lyseblåt gardin til at blafre i natten.
Han frøs på stedet, og blodet forlod hans hoved. Selvom mudder vejede tungt oven på hans sko, mens han sank ned i muldjorden, kunne han ikke mærke sig selv lige nu. Heller ikke hjertet, der hamrede i brystet og snublede over sig selv i et desperat forsøg på at slippe væk. Væk fra skylden, der levede i ham som et tung anker og havde gjort det siden den nat, hvor Charlie var forsvundet ud af vinduet med det lyseblå gardin. Præcis som Hannibal havde ønsket.
Lammelsen forlod ham, og hans krop kunne adlyde ham igen. “Riddikulus,” befalede han med styrke i stemmen, og med staven rettet mod det åbne vindue i udstrakt arm, forvandlede barndomsmindet sig til et dukketeater, som han kunne passere. Der fandtes intet dummere end et dukketeater. Det var Jett og hans åndssvage sokkedukker et levende bevis på.
Han tændte en smøg og lod dens glød gøre lyskuglen selskab i natten. Cirklerne pegede ham i retning af det sted, hvor tingen lå begravet, og endelig - lidt længere fremme i en lysning oplyst af Månen - fandt han søen i skovens hjerte. Han røg cigaretten færdig og tog tøjet af. Kulden klamrede sig til hans blege hud og fik den til at rejse sig op i små, spidse knopper. Mudderet pressede sig ind mellem hans tæer, men det blev opløst, da han trådte ud i søen og hurtigt ikke længere kunne bunde. Med tryllestaven i munden dykkede han ned i det iskolde vand, hvor mørket var både koldere og klammere end det havde været på overfladen. Han spjættede og kastede bobler ud af munden, da slimet tang slikkede ham i ansigtet og viklede sig rundt om hans arme, som han forsøgte at svømme længere nedad. Sandheden var, at han ikke anede, hvor bunden var, og om han i virkeligheden svømmede nedad, men at dømme ud fra den trykkende fornemmelse i lungerne, havde han ikke lang tid til at finde ud af det.
Hannibal var en dygtig svømmer, og selvom frygten for at drukne i mørket, fik hans ilt til at holde kortere end ellers, fik han snart øje på en rund, glitrende genstand, der lagde sit eget lys ud over skovsøens bund. Han fandt den! Han fucking fandt den! Han havde lyst til at juble og hovere af lettelse, for han havde fandme fundet det, søens øje, præcis hvor han havde kastet det ud for så mange år tilbage.
Hurtigt lukkede han hånden om det og vendte sig mod overfladen, selvom han ikke kunne se, hvad der var op, og hvad der var ned. Han sparkede med benene og modstod trangen til at trække vejret, for det ville med sikkerhed slå ham ihjel. Svømmeturen mod overfladen føltes meget længere end turen ned i dybet, og han svømmede som forbandet, ind til Månens kærkomne lygte bød ham velkommen med sit smil.
“Hhhhhhhhhh!” Han brød igennem søens spejl med munden først og hev straks luft ned i lungerne i et grådigt gisp. Han fik de kolde arme til at trække sig op på land igen, selvom de faktisk var for trætte til at gøre det lige nu. Han skulle bare op og ud af det fucking vand. Øjet, som slet ikke var et øje, omend måske kun et øje ind i fremtiden, lagde han i sin sko og tørrede sig med hjælp fra staven. Hvis ikke det havde været for Månens spejling i vandoverfladen, havde man aldrig bemærket, at der lå en sø her, for dens vand var lige så sort og stille som mørket omkring den.
Da han var tør og tilnærmelsesvis var varm igen, samlede han den lille kugle op og drejede den imellem hænderne. Dens overflade føltes lun imod huden, og dens lys var varmt i kontrast til den lysende cirkel på himlen.
Fortiden vil indhente ham, der flygter fra den. Den frie mand vil krydse hans vej. Når blod mødes, blod vil flyde. Fortiden gentager sig.
Profetien hviskede til ham i natten, men han havde aldrig glemt dens ord. Nu var det bare på tide at tage dem til sig.
Med løftet om fremtiden i sin lomme tørrede han søvand af staven og forsvandt fra skovens hjerte med et skarpt, altgennemtrængende knald.
Han ledte efter afmærkninger på træerne. “Kunne jeg ikke havde tegnet et fucking kort,” hvæsede han vredt af sig selv for at kvæle stilheden, der lurede som en falsk tryghed i skoven og indbød til illusionen om, at han var alene. Han havde aldrig brudt sig den kulsorte skov, men han ville aldrig finde det, han ledte efter, i dagslys.
Endelig! Glæden og lettelsen bredte sig i brystet på ham ved synet af den første vejviser i skoven. Den blege livignis-flamme, der svævede foran ham, kastede sit lys på en brudt cirkel tegnet i barken på et nærtstående fyrretræ. Hullet i cirklen viste ham, i hvilken retning han skulle gå, og han trådte væk fra dét, man med lidt god vilje kunne kalde en sti.
Det var ikke nemt at gå her, for trærødder var brudt op af det bløde muld og lå slynget om hinanden i tykke knuder, der spændte ben for enhver, som vovede sig forbi. Glitch stødte tåen mod en rod, så smerten jog op igennem foden som et slangebid. “AV FOR… MERLINS VULGÆRE TOUPÉ!” Råbte han, og lyden blev båret ud i mørket foran ham. Han blev stående og ømmede sig og støttede sig til træet, mens noget, der knap lod sig bemærke, gled forbi ham få meter til hans venstre. Da han endelig mente, at han var kommet igennem alle tilgængelige bandeord, gik han videre og fulgte de næste cirkler, der ledte ham dybere ind i skoven.
Hans lyskugle svævede i forvejen og tillod et fremmed, blegt skær at fange hans opmærksomhed i det tætte mørke. Han drejede hovedet og kneb øjnene sammen. Hårene rejste sig i hans nakke i væmmelse, selvom han ikke kunne se, hvad det var, men noget trak i hans nysgerrighed og ville have ham tættere på. Noget… hvidt og let… blafrede inde mellem de høje fyre. Han vippede staven imod sig, og hans fritsvævende livignis kom ham i møde, hvorefter den fulgte med ham hen imod det blafrende lys. Meter for meter trådte han nærmere, ind til han endelig stod over for det i sin fulde form, fri for træernes dække.
En vindue - midt i ingenting, midt i skoven, hang i den tynde luft over den mudrede skovbund, åbnet på klem, så en kold brise fik et lyseblåt gardin til at blafre i natten.
Han frøs på stedet, og blodet forlod hans hoved. Selvom mudder vejede tungt oven på hans sko, mens han sank ned i muldjorden, kunne han ikke mærke sig selv lige nu. Heller ikke hjertet, der hamrede i brystet og snublede over sig selv i et desperat forsøg på at slippe væk. Væk fra skylden, der levede i ham som et tung anker og havde gjort det siden den nat, hvor Charlie var forsvundet ud af vinduet med det lyseblå gardin. Præcis som Hannibal havde ønsket.
Lammelsen forlod ham, og hans krop kunne adlyde ham igen. “Riddikulus,” befalede han med styrke i stemmen, og med staven rettet mod det åbne vindue i udstrakt arm, forvandlede barndomsmindet sig til et dukketeater, som han kunne passere. Der fandtes intet dummere end et dukketeater. Det var Jett og hans åndssvage sokkedukker et levende bevis på.
Han tændte en smøg og lod dens glød gøre lyskuglen selskab i natten. Cirklerne pegede ham i retning af det sted, hvor tingen lå begravet, og endelig - lidt længere fremme i en lysning oplyst af Månen - fandt han søen i skovens hjerte. Han røg cigaretten færdig og tog tøjet af. Kulden klamrede sig til hans blege hud og fik den til at rejse sig op i små, spidse knopper. Mudderet pressede sig ind mellem hans tæer, men det blev opløst, da han trådte ud i søen og hurtigt ikke længere kunne bunde. Med tryllestaven i munden dykkede han ned i det iskolde vand, hvor mørket var både koldere og klammere end det havde været på overfladen. Han spjættede og kastede bobler ud af munden, da slimet tang slikkede ham i ansigtet og viklede sig rundt om hans arme, som han forsøgte at svømme længere nedad. Sandheden var, at han ikke anede, hvor bunden var, og om han i virkeligheden svømmede nedad, men at dømme ud fra den trykkende fornemmelse i lungerne, havde han ikke lang tid til at finde ud af det.
Hannibal var en dygtig svømmer, og selvom frygten for at drukne i mørket, fik hans ilt til at holde kortere end ellers, fik han snart øje på en rund, glitrende genstand, der lagde sit eget lys ud over skovsøens bund. Han fandt den! Han fucking fandt den! Han havde lyst til at juble og hovere af lettelse, for han havde fandme fundet det, søens øje, præcis hvor han havde kastet det ud for så mange år tilbage.
Hurtigt lukkede han hånden om det og vendte sig mod overfladen, selvom han ikke kunne se, hvad der var op, og hvad der var ned. Han sparkede med benene og modstod trangen til at trække vejret, for det ville med sikkerhed slå ham ihjel. Svømmeturen mod overfladen føltes meget længere end turen ned i dybet, og han svømmede som forbandet, ind til Månens kærkomne lygte bød ham velkommen med sit smil.
“Hhhhhhhhhh!” Han brød igennem søens spejl med munden først og hev straks luft ned i lungerne i et grådigt gisp. Han fik de kolde arme til at trække sig op på land igen, selvom de faktisk var for trætte til at gøre det lige nu. Han skulle bare op og ud af det fucking vand. Øjet, som slet ikke var et øje, omend måske kun et øje ind i fremtiden, lagde han i sin sko og tørrede sig med hjælp fra staven. Hvis ikke det havde været for Månens spejling i vandoverfladen, havde man aldrig bemærket, at der lå en sø her, for dens vand var lige så sort og stille som mørket omkring den.
Da han var tør og tilnærmelsesvis var varm igen, samlede han den lille kugle op og drejede den imellem hænderne. Dens overflade føltes lun imod huden, og dens lys var varmt i kontrast til den lysende cirkel på himlen.
Fortiden vil indhente ham, der flygter fra den. Den frie mand vil krydse hans vej. Når blod mødes, blod vil flyde. Fortiden gentager sig.
Profetien hviskede til ham i natten, men han havde aldrig glemt dens ord. Nu var det bare på tide at tage dem til sig.
Med løftet om fremtiden i sin lomme tørrede han søvand af staven og forsvandt fra skovens hjerte med et skarpt, altgennemtrængende knald.