Dagen i forgårs havde været en anelse underlig. De havde fået informationer, som måske kunne hjælpe dem, og han og Penelope havde haft det sjovt med at spille quidditch. Det havde været en god dag lige indtil Douglas var kommet op i sovesalen, og havde prøvet at få en samtale i gang med Otis. Douglas havde ikke været meget mere anderledes end han plejede, men det var Otis til gengæld. Han havde nærmest ignoreret ham, og Douglas synes at Otis havde virket en smule vred, da han kort svarede på hans spørgsmål. Hvad kunne han have gjort galt?
Til morgenmaden satte Douglas sig overfor Otis. Han smilede prøvende til ham, men Otis kiggede bestemt ned i sin skål med havregrød, og knyttede den ene næve om hans ske. Douglas mærkede en knude i maven. Han kunne ikke lide konflikter, og hvad han endnu mindre kunne lide var, at han ikke anede, hvad i Merlins navn, han havde gjort galt. Otis opførte sig mærkeligt. Han havde godt nok aldrig været så begejstret for deres projekt, men han var normalt i meget bedre humør.
Efter lektionen i Magiske Sagn og Eventyr, hvor Otis konsekvent kun havde snakket til Penelope, var knuden i hans mave vokset. Han fangede Penelope på gangen og spurgte så roligt som muligt, om hun ville med hen på biblioteket. De fulgtes i en underlig tavshed ned ad gangene, og da de havde sat sig, kunne Douglas ikke holde ordene inde mere. “Otis opfører sig altså underligt. Jeg tror, at han er rigtig vred på mig! Han vil ikke snakke med mig, og jeg tror, at jeg har gjort noget galt, men jeg ved ikke hvad!” Han kløede sig lidt i håret. “Hvad skal jeg gøre?”
Der lød et nærmest lydløst suk fra Penelope, som med beroligende stemme forsikrede ham, “Du overtænker det. Du har garanteret intet gjort forkert! Otis kan godt være lidt gnaven ind imellem - det ved du da!”
Douglas skulle til at komme med et modsvar, men droppede det. Penelope havde tydeligvis ikke lagt mærke til, hvordan Otis skubbede ham væk. I stedet for at komme med modargumenter trak han blot på skulderen, åbnede sin bog og forsøgte at læse. Det var dog svært for ham at holde fokus på teksten, da hans tanker kørte i ring om, hvordan han skulle blive gode venner med Otis igen.
Det blev sent på aftenen. Douglas tog nattøj på, og havde lagt sig i sin seng, da Otis kom ind på sovesalen. Douglas satte sig op og ville til at sige godnat til Otis, men tav da han så blikket i hans øjne. Douglas lagde sig om på siden og prøvede forgæves at falde i søvn.