Det var mørkt udenfor og stjernerne lyste op på nattehimlen. Inde i Gryffindors opholdsstue var der fuld gang i pejsen, og det summede af liv. Der var fyldt op af grinende elever og i en krog sad en gruppe anspændte 7. års elever, som stadig manglede at lave lektier til dagen efter. Penelope sad i en lille sofa sammen med Grace, Louisa sad på gulvet foran. Penelope var ved at flette Louisas lange, blonde hår. Det var så smukt. Hun havde altid været lidt jaloux på Louisa og Grace, fordi de begge to havde yndigt, lyst hår, og hun selv måtte nøjes med kedeligt brunt hår.
“Hvordan går det med jeres projekt?” spurgte Grace. Grace var Louisas lillesøster, og gik på 2. årgang. De plejede at hænge meget ud sammen, fordi grace havde været meget genert da hun var startet på Hogwarts. Det virkede dog til, at hun endelig havde åbnet op for sine jævnaldrende, så det var ikke særlig meget Penelope så til hende længere. Louisa var den første der svarede: “Det går faktisk godt. Jeg er i gruppe med en pige fra Slytherin og en dreng fra Hufflepuff. Jeg synes det er et sjovt projekt. Vi har fundet en gammel myte fra for flere tusind år siden, så den bruger vi. Hvad med jer, Penny?” Penelope trak på skuldrene, men det kunne Louisa selvfølgelig ikke se. “Det går lidt op og ned. Jeg er sammen med to ørne, drenge, som deler sovesal, men de er ikke venner. Douglas er super flink, men Otis er ikke særlig engageret”.
Hun gav slip på Louisas hår, og begyndte at tælle på fingrene. “Først dukkede han ikke op, den dag vi ville arbejde på projektet. Dagen efter tog han al æren for vores arbejde. Dagen efter det tror han pludselig, at vi er bedste venner og vil arbejde sammen med mig i eliksir, men det havde jeg selvfølgelig ikke lyst til, så jeg arbejdede sammen med Douglas. I forgårs sagde han undskyld for sin opførsel. Det blev jeg meget glad for. Men nu har vi ikke fået lavet så meget på projektet, fordi der har været nogle problemer i gruppen”. Hun sukkede, og satte en forvildet hårlok tilbage på plads bag øret, før hun genoptog opgaven med Louisas hår. “Virkelig? Er han sådan?” spurgte Grace med store øjne. Penelope nikkede. “Det kan han da ikke være bekendt”, sagde hun lamslået. Grace havde altid været en meget ordentlig pige.
“Ej, I skal lige høre! I dag i flyvning skulle vi øve Quidditch, og det var så fedt!” Penelope og Louisa stemte i. De gik begge meget op i Quidditch, og de kunne tale om det i timevis.