Lyset forsvinder. Alt forsvinder i mørket.
Hun sad i sofaen i den mørke stue, der kun var oplyst af stearinlysets skær. Hendes hånd hvilede på hendes store runde mave, som igennem de sidste ni måneder var vokset gevaldigt. Hun burde være lykkelig, det vidste hun, men hun kunne ikke mærke noget som helst.
Hun havde ikke mærket noget siden den dag. Den forfærdelige dag, hvor hendes verden var faldet fra hinanden. Hendes hjerte blev revet fra hinanden, og synes umulig nogensinde at lappe sammen. Den dag hvor tårer havde trillet ned ad hendes kinder, som efterhånden var blevet til inderlige hulk. Hendes verden blev sløret, men alligevel huskede hun det, som var det i går.
Hendes far var borte, og han ville aldrig mere komme tilbage.
Penelope rystede på hovedet, som for at ryste minderne væk. Hvor længe hun havde siddet der, vidste hun ikke. Hun havde efterhånden mistet fornemmelsen af både tid og sted. Hun kunne ikke mærke sig selv. Kun når de små sparkede, blev hun bevidst om, at hun ikke var en tom skal, der med nød og næppe vandrede rundt. Klarede alt per automatik.
Hun hørte døren åbne efterfulgt at den velkendte stemme, der bekendtgjorde ”Jeg er hjemme skat.”
Famous trådte ind ad døren til stue med sit sædvanlige blide smil. Han kærtegnede hendes kind, gav hende et kys på panden og lagde derefter forsigtig sin hånd på hendes mave. Han lyste op i et smil, da han kunne mærke livet, der voksede inde i hende. Famous’ blik rettede sig fra maven til Penelopes ansigt, men hendes fandt ikke hans søgende blik. Hendes øjne var rettet ind mod flammerne i pejsen. Tomme. Udtryksløse.
End ikke det bekymrede blik som hendes elskede sendte hende ænsede hun. Hun havde ikke øje for noget andet end flammerne i pejsen. Det var det eneste, som hun kunne holde ud at kigge på. Deres rolige bevægelse og skyggerne der legede på murstenes tilsodede overflade.
Det var sådan deres hverdag var. Én var ulykkelig, mens den anden ikke vidste, hvad han skulle føle.
Penelope sad i den lysegrå lænestol foran pejsen, der nu var blevet hendes faste plads. Denne gang sad hun med en baby i skødet og ammede hende. Hun kiggede ned på hende, men følte intet. Hendes blik vandrede ud i rummet og landede på vuggen, hvor den lille dreng lå. Hun følte.. Ingenting. Blikket faldt tilbage til pejsen. Hun var væk igen.
Det måtte være sådan, man havde det, når man sad som fange i Azkaban. Det måtte være sådan, man havde det, hvis man var blevet dømt til kysset. For kunne man have en sjæl, når man ikke engang kunne føle lykke, når man så på sine nyfødte børn?
”Skat?” det var Famous stemme, der afbrød hende i at stirre tomt ind i den hvide væg i soveværelset. Hun kiggede på ham, og prøvede at sige noget, men magtede det ikke. Han fandt hendes store taske frem, og begyndte at pakke den. For første gang i måneder kunne Penelope føle noget: Rædsel.
Ville han smide hende ud? Elskede han hende ikke mere? Hun vidste, at hun var en belastning, og på en eller anden måde, kunne hun ikke bebrejde ham, hvis han ikke orkede hende mere.
Hun satte sig en anelse forsigtig op i sengen, og fik øje på sig selv i spejlet. Hendes hår var filtret, hun havde mørkeblå rander under øjnene grundet den manglende søvn og hun væmmedes ved sig selv.
Penelope lagde sig tilbage i fosterstilling og betragtede Famous, der så småt var ved at have pakket færdigt. Hun havde så meget, hun gerne ville sige. Hun ville undskylde for at have ødelagt deres nye familie. Undskylde at hun ikke kunne være den mor, som de begge havde drømt om, at hun skulle være. Hun vidste, at både han og de små fortjente bedre end, hvad hun kunne tilbyde. Hun var indstillet på, hvad der skulle til at ske. Hun måtte forlade dem for deres bedste, og Famous måtte også have indset det. Penelope havde givet op, og da hun indså det faldt tårerne endnu engang langsomt ned fra hendes kinder.
Famous var hurtigt henne ved hende. Han tog hende op i hans skød, og vuggede hende stille frem og tilbage. Derefter løftede han hende op i hendes arme, og bar hende ned ad trapperne som et lille barn.
”Det skal nok gå elskede. Du skal have noget hjælp nu.” Han åbnede døren og hun lukkede øjnene.
Skt. Mungos Hopsital for Magiske Kvæstelser var ikke som Penelope huskede det. I hendes tid som healer havde hun elsket at befinde sig på hospitalet. Elsket at gøre en forskel for andre. Hun havde haft ansvaret på afdelingen, som hun nu befandt sig på. Skammen skyllede indover hende. Skammen var overvældende, når de skulle tvinge eliksirer i hende. Skammen var størst, når hun overhørte, hvor magtesløse healerene var.
Famous var god til at besøge hende. Hun lå i hans skød, og han beroligede hende. Det var betryggende.
Dagene flød sammen. Hun stirrede ind i væggen, fik tvunget eliksir i hende, græd og sov.
Indtil den dag, hvor hun igen følte noget.
Famous kom ind ad døren med en lift i hver hånd. Penelopes hjerte sprang et slag over for derefter at banke hurtigere end nogensinde før. Det var længe siden, at hun havde set hendes børn. Alt for længe siden. Kunne de overhovedet huske hende? Vidste de, hvem hun var?
Hun fik April i armene, og kunne slet ikke tage øjnene fra hende. Hvor var hun smuk.
”Hej lille skat” nærmest hviskede hun.
April begyndte at pludre og noget, der mindede om et smil sprang frem på babyens ansigt. Penelope var overvældet. Tårerne vældede frem, og hun lagde forsigtigt April ind til sig. Hun kiggede over på Marley, der lå i Famous’ skød og blev igen overvældet af følelser. Følelser. Hun følte noget, og det hun følte var… Glæde.
Nervøsiteten var ikke til at skjule. Den vandfaste mascara var et godt valg, for allerede inden ankomsten til kirken, var tårerne begyndt at trille ned ad Penelopes kinder. Hendes hænder rystede, og for én gangs skyld havde hun ikke noget at sige.
Penelope trådte ud af kareten, der havde bragt hende til den hvide kirke, som Famous og hun skulle giftes i.
Hun hev op i den store hvide kjole, da hun gik på trapperne op til kirkens indgang. Med rystende hænder åbnede hun dørene. Inde bag dørene ventede hendes brudepiger. De stod i deres sart lyserøde brudekjoler og ventede på hende. Hun blev mødt af smil, og trods hendes nervøsitet, lykkedes det hende at smile tilbage.
Kirkeklokkerne begyndte at ringe. Penelope stivnede og så nervøst ned på sin brudebuket. Hun var ikke nervøs for det Ja, hun skulle give, for hun var sikker. Aldrig havde hun været så sikker før, men hun var nervøs for, at venner og familie skulle se hende så følelsesladet, som hun var på en dag som i dag.
Hun tog Tims arm i sin, og straks kunne hun trække vejret en smule lettere. Tim var ved hendes side, og hendes nærmeste gik lige bag ved hende. Det skulle nok gå.
Dørene åbnede sig, og med rystende ben begyndte Penelope at gå sammen med Tim op ad kirkegulvet.
Tårerne væltede atter ned ad hendes kinder. Hun var Tim evigt taknemlig for, at han ville følge hende op, men det skulle have været hendes far. Hun savnede ham mere end noget andet i det her øjeblik. Kærlighed var en sjov ting. Så fantastisk og så smertefuld på samme tid.
Hun gav Tims arm et klem. Han var den bedste erstatning. Hendes bror hun selv havde valgt.
Hun rettede blikket op og fik øje på Famous. Hun smilede gennem tårerne. Lige om lidt var han hendes og omvendt. I det øjeblik, da deres blik mødtes, følte hun sig tryg.
Vejen op ad kirkegulvet føltes uendeligt. Alle hendes nære og kære, venner og bekendt kiggede på med glade smil og nogle med tårerne trillende ned af kinderne, ligesom hende selv.
Endelig.. Endelig nåede de op til alteret. Hun gav Tim et kys på kinden, inden han førte hendes hånd over til Famous’. Berøringen sendte gnister gennem Penelopes krop. Her var han. Ham hun elskede højere end noget andet.
Vielsen begyndte, men Penelope hørte næsten ikke, hvad præsten sagde. Hun var fanget i hendes og Famous’ symbiose. Der eksisterede kun dem. Hun hørte Famous sige “Ja” og lidt efter, uden tøven, hørte hun også sig selv sige det ord, der føltes mere magisk end nogen besværgelser: “Ja.”
For det er sådan at samtaler i mørket er tågede, men alligevel så klare. De er så smertefulde og fulde af følelser, som er så indviklede at man ikke engang selv forstår. Mørket kan virke så massivt og endeløst. Man glemmer magien, der bor inde i én, og er bange for aldrig at finde den igen.
Lyset forsvinder. Alt forsvinder i mørket.
Men man erfarer, at lyset og magien er til at finde igen. Det kræver en kærlig hånd at holde i fra en, der er modig og tør at gå ind i mørket med dig. Lumos – og der blev lys. Kunstigt lys, men lys til at finde vejen ud af mørket.
Eller måske kræver det bare, at du kigger op på himlen og opdager, at uanset hvor mørkt der er, så vil stjernerne og månen altid lyse på dig, og guide dig tilbage igen.
Sidder du nu, og synes det var ærgerligt du ikke liiiige nåede at sende din fanfic ind til os, inden konkurrencen sluttede? Ja, så frygt ikke, for du kan sagtens sende fanfics ind til mig Ebonee Hill alligevel, så kan det være det er DIN fanfic der kommer ud næste gang! Og der vil selvfølgelig også være en belønning i form af troldmandskort til alle dem der sender fanfics ind - der er ikke ret mange regler for jeres fanfics, ikke ud over disse:
- Jeres fanfics må handle om Harry Potter universet, eller WoP - vælger i at skrive om WoP skal alle medvirkende i din historie have godkendt og gennemlæst den på forhånd
- Den skal være realistisk i forhold til de muligheder og begrænsinger der er i Harry Potter universet og så må den ikke overskride XXX - i kan med fordel kigge på følgende guides/regler: " Generelle regler", "Forum- og gamingregler" og "Magisk Kunnen"
- Og så skal de selvfølgelig være på dansk alle sammen!
Og så har jeg ikke meget mere at sige, end SKRIV SKRIV SKRIV! Og så ses vi til en ny omgang FanFic Fredag igen den 1. marts! Se hvis din Fanfic skal være den næste, skal den sendes ind inden!
