Penelope og Douglas sad sammen på biblioteket. Otis havde af flere omgang forsøgt at finde på en måde at undskylde for det der var sket. Ikke fordi han direkte syntes Penelopes vrede var berettiget..altså ikke SÅ meget vrede i hvert fald – Hun havde jo næsten lignet en vred basilisk. Alligevel fik han taget sig sammen, til at rejse sig op og gå hen til dem.”Hør øhm..” startede han ud, hvilket fik de to til at standse deres samtale og se op på ham, ”jeg vil gerne undskylde..for det i går” Penelope lagde armene over kors og så afventende op på ham. Og han brød sig bestemt ikke om det. Men irritationen bed han i sig og fortsatte, ”Det var ikke fair, når nu..jeg ikke havde været der. Men jeg vil gerne gøre op for det” han stak hånden ned i tasken og hev et pergament op, ”jeg har gjort mig nogle tanke om hvorfor julemanden bestemt ikke eksistere” startede han ud og vendte pergamentet om mod dem, imens han læste højt fra hukommelsen:
”1, ingen har set ham…og det er forståeligt at mugglere måske tror på ham, men vi kender til magi så hvorfor skulle vi ikke kende hemmeligheden bag julemanden? 2, hvor ofte er det ikke lige at det er et familiemedlem der har lagt gaverne under træet? Har I nogensinde fået en gave, hvor ingen vidste hvem det var fra? Nej vej, 3, det giver jo bare absolut ingen mening!” det sidste blev sagt en anelse mere passioneret og Penelope så op på ham med en vis skepsis, inden hun kiggede hen på Douglas.
”Altså han har jo ret i nogle af de ting han siger” sagde Douglas eftertænksomt, ”men vi vil være nødt til at undersøge sagen først, HVIS det skulle være….” Det hele virkede dumt i Otis’ øjne, hvorfor tjekke noget som man allerede kendte svaret på? Julemanden fandtes IKKE. ”Og du kan jo ikke bare sige han ikke findes fordi DU ikke tror på ham” skød Penelope ind med et selvsikkert smil. Men i forhold til ham selv, var hun jo også bare et lille barn… altså hvis man spurgte ham. Sådan at tro på julemanden..hvor latterligt.