Dagen startede dejligt ud for Penelope. Hun var stadig glad over dagen igår, hvor hun havde lært Otis meget bedre at kende. Han var virkelig en flink fyr. Til dagens besværgelsestime skulle Penelope arbejde med Douglas. De skulle øve Colloshoo, som får offerets fødder til at klæbe til gulvet. Penelope spurgte noget anklagende: “Hvor var du henne i går? Vi ventede på dig i flere timer!” Douglas så forvirret på hende. “I går? Hvad skete der i går?” Penelope så himmelfalden på ham. “Vi havde aftalt at mødes for pokker”. Douglas vidste det virkelig ikke. Han så så fortabt ud, at Penelope var lige ved at le. “Hv.. hvad mener du?” spurgte han. “Dig, mig og Otis. Vi skulle mødes i storsalen, men Otis sagde, at du ikke var i opholdsstuen”. Penelope kunne se hans bryn rynke mere og mere indtil det så næsten komisk ud.
“Det har jeg altså ikke hørt noget om” sagde han, og kørte eftertænksomt en hånd gennem det korte, lyse hår. “Jeg sad i opholdsstuen med en bog, men hvis han havde spurgt om jeg ville med, havde jeg da sagt ja. Faktisk sagde han til mig, at han skulle være sammen med Wyatt og Davis. Dem fra 4. årgang, ved du nok”. Penelope betragtede ham indgående. Han så oprigtig ud. Der var ikke et spor af løgn i hans ansigt. Og det havde hun faktisk aldrig oplevet. I modsætning til Otis, som havde udnyttet dem begge fra dag 1. De skævede begge over til Otis, som arbejdede sammen en høj dreng fra gryffindor. Hun vendte blikket tilbage til Douglas. “Jeg tror på dig” sagde hun, og smilede til ham. “Skal vi komme i gang?” spurgte hun, da hun mærkede professorens borende blik. De var kommet bagud med al den snak.
Efter timen kom Otis hen til dem med et selvsikkert smil om læberne. “Hvor blev du af i-” “Drop det, Otis!” afbrød Penelope ham før han kom for godt i gang. “Vi har talt”. Uden et ord vendte hun om på hælen, og hev ublidt Douglas med. Hun powerwalkede ned ad gangen og rundt om hjørnerne, indtil hun ikke kunne høre Otis bag dem. Douglas så undrende på hende. “Var det ikke lidt for meget?” Hun rystede på hovedet. Nej, det havde han fortjent. Hun fik overtalt Douglas til at bruge eftermiddagen med hende, og det var virkelig hyggeligt. Da de kom ind i storsalen til aftensmad prøvede Otis at fange dem, men hun gik så langt fra ham som hun kunne, og kiggede væk hver gang, hun fik øje på ham. Hun var meget skuffet over hans opførsel. Tænk han havde været så sød i går, også var det hele bare et spil.