Sammenligning: Filmatiseringen af Harry Potter og De Vises Sten
Når bøger skal filmatiseres, så sidder fans altid og er nervøse for, hvor mange detaljer der kommer med, samt hvor mange der udelades. Det gør sig gældende for alle film og serier, fordi til trods for at man forsøger at få så meget med som muligt, så er det umuligt at få det hele med.
Harry Potter filmene er ikke anderledes, og der er altså flere detaljer, man ikke har fået med. Derfor har jeg i denne serie taget et lille kig på nogle af de forskelle der er mellem film og bøger.
Blogserien starter selvfølgelig ud med, at vi ser på forskellene til Harry Potter og De Vises Sten. Jeg har ikke kunne få alle forskelle med, men jeg har set på nogle af de vigtigste.
Hvilke forskelle er der i De Vises Sten?
Turen til zoologisk have
En af de ting, man måske husker meget tydeligt fra den første film, er familieturen til zoologisk have. Allerede her oplever vi dog nogle forskelle mellem bogen og filmen.
I bogen forsøger familien Dursley både at få Harry Potter passet af Arabella Figg, Marjorie Dursley og Petunias veninde Yvonne i håbet om , at de ikke behøvede at tage ham med i zoologisk have. Altså er Harry kun med familien, fordi det ikke lykkedes at få ham passet. Denne forklaring får man dog ikke med i filmen. Desuden er Dudley Dursleys ven, Perry Polkiss, med i zoologisk have i bogen, mens det i filmene altså kun er familien Dursley og Harry.
Det fra turen, som vi måske husker allerbedst er, at Harry ubevidst får glasset til et slangeterrarium til at forsvinde. I filmene dukker det op igen efter Dudley er faldet ind i terrariet, hvilket er noget af det, som er med til at gøre scenen så sjov - men i bogen bliver det faktisk ved med at være forsvundet, hvor en ansat blandt andet spørger ind til det.
Harry Potters grønne øjne
Et mindre tema er, at Harry har sin mors øjne. I bøgerne er hans øjne grønne, men i filmene er de blå. Det er en lille detalje, som de faktisk forsøgte at løse med grønne kontaktlinser. Daniel Radcliffe (skuespilleren bag Harry Potter) var dog ikke i stand til at bære dem, fordi de irriterede hans øjne, og derfor beholdt de hans blå øjne. Til drømmespejlet castede de en kvinde med blå øjne, så de kunne holde fast i den vigtige detalje, at han har sin mors øjne. Desværre har de ikke holdt fast i dette i deres cast af yngre versioner af Lily Potter i fremtidige film.
Harry Potters fødselsdag
I filmen tegner Harry Potter en kage i støvet, da han tæller ned til sin fødselsdag. I bogen ser han blot, hvordan minutterne går på Dudleys ur. Begge dele fremstiller den sørgelige virkelighed, at han er alene selv i selskab med sin “familie”.
Første møde med Draco Malfoy
I filmen mødes Draco Malfoy og Harry Potter første gang på Hogwarts. I bogen er det dog allerede i Madam Malkin, at Harry Potter ser ham for første gang. Herefter mødes de for anden gang i Hogwartsekspressen, og det er faktisk her, den famøse scene om ikke at vælge den forkerte slags venner finder sted - og altså ikke på Hogwarts, som filmene ellers indikerer.
Tryllestaven og Hedvig
I filmen går Harry Potter alene hen til Ollivanders for at købe sin tryllestav, mens Hagrid køber uglen Hedvig. I bogen er Harry dog med til at købe Hedvig, og bagefter går Hagrid med til Ollivanders for at købe tryllestaven.
Fordelingsceremonien
I bogen synger Fordelingshatten en sang inden fordelingsceremonien. Denne sang er ikke med i filmene. Desuden tager eleverne selv hatten på hovedet i bøgerne, mens det er professor Minerva McGonagall, der gør det i filmene.
Harry Potters Nimbus 2000
Harry Potter udviser gode evner i Flyvning, hvilket han allerede viser fra deres første lektion i netop det fag. Fordi han ikke har sin egen kost, så vælger professor Minerva McGonagall at give en til ham. I bøgerne modtager han sin Nimbus 2000 før, han træner første gang med Oliver Wood og også før mødet med trolden i kælderen. I filmene modtager han den dog først efter begge disse hændelser.
Bjergtrolden
Da Hermione Granger græder på pigetoilettet, leder Harry Potter og Ron Weasley efter hende. I bogen ser de trolden gå ind i et rum uden at vide, at det er pigetoilettet, og derfor låser de døren for at låse trolden inde. De opdager først, at de er pigetoilettet, da de hører Hermione skrige. I filmen opdager de dog hurtigt, at det er pigetoilettet og løber derind for at redde Hermione.
Eftersidning i Den Forbudte Skov
Harry Potter, Draco Malfoy og Hermione Granger får alle en eftersidning i Den Forbudte Skov i både filmen og bogen. I bøgerne er Neville Longbottom også med, men i filmene er hans tilstedeværelse i stedet blevet skiftet ud med Ron Weasley.
I bogen, da Harry Potter støder på Firenze, rider han på Firenzes ryg tilbage til Hagrid, Draco, Hermione og Neville. Dette sker ikke i filmen, hvor de fire i stedet finder Harry og Firenze ved den døde enhjørning.
Forhindringerne til De Vises Sten
I filmen ser vi mange af de forskellige forhindringer, da Harry, Ron og Hermione leder efter De Vises Sten. Desværre er det ikke dem alle, vi får lov til at opleve. I filmene er Severus Snapes eliksirgåde ikke kommet med, og Hermiones gode evner til logisk tænkning kommer derfor ikke til udtryk. Derudover ser man i filmene heller ikke Quirrells anden bjergtrold, som ellers også er en forhindring.
Drømmespejlet
I bogen ser Harry Potter sine forældre og flere andre familiemedlemmer i Drømmespejlet. I filmen ser han dog kun sine forældre.
Quirrells død
Allerede i Harry Potter og De Vises Sten får vi første gang stiftet bekendtskab med Lord Voldemort, da han er bag på Professor Quirinus Quirrells hoved. Quirrell dør i bogen, efter Lord Voldemort skiller sig selv fra professorens hoved. I filmen dør han ved, at Harry Potter griber fat i hans ansigt, som dermed opløses.
Hvilke detaljer ville du have ønsket var med i filmen?