Arabella Figg
Fakta
Blodstatus: Fuser
Skuespiller: Kathryn Hunter
Arabella Doreen Figg var en fuser og medlem af Fønixordenen. Hun boede på Blåregn Alle i Little Whinging ikke langt fra Ligustervænget, hvor Harry Potter voksede op, og tjente sine penge ved at avle krydsninger mellem næsler og almindelige katte. Af disse krydsninger ejede hun selv mindst fire, som hun ofte fotograferede. Deres navne var Tibby, Snehvide, hr. Poteprins og Pjuske.
Den Første Troldmandskrig (1970’erne-1981)
Der vides ikke meget om Arabella Figgs rolle under den første troldmandskrig. Men sandsynligvis var hun allerede her medlem af Fønixordenen på et eller andet plan. Hendes mest fremtrædende bidrag til krigen var at bosætte sig i Little Whinging for at holde øje med Harry Potter lige efter krigen. Det er dog muligt, at hun allerede før det boede i området eventuelt for at holde øje med familien Dursley.
Mellem krigene (1981-1995)
I 1980’erne og den første del af 1990’erne blev Harry Potter sommetider passet af Arabella Figg, når familien Dursley skulle noget, hvor det ikke lige passede dem, at have Harry med. Harry brød sig ikke om at blive passet af hende, fordi hendes hus lugtede af kål, og hun tvang ham til konstant at se på billeder af hendes katte. Ved en enkelt lejlighed gav hun ham et stykke gammel chokoladekage. I denne periode var Harry ikke klar over, at Arabella Figg var en fuser, og at hun holdt øje med ham efter Albus Dumbledores ønske. I sommeren 1995, da dette blev afsløret for ham, fortalte Figg, at hun altid havde tvunget ham til at lave så kedelige ting, når han var hos hende, fordi familien Dursley ikke ville have ladet ham komme hos hende, hvis de troede, at han havde det sjovt.
Den Anden Troldmandskrig (1995-1998)
Den 24. juni 1995 efter at Harry var vendt tilbage fra kirkegården og havde fortalt Dumbledore om Voldemorts genkomst, sendte Dumbledore Sirius Black ud for at underrette den tidligere Fønixorden. Blandt disse tidligere medlemmer, nævnte han specifikt Arabella Figg.
Senere samme sommer blev Harry Potter og hans fætter Dudley Dursley angrebet af dementorer i Little Whinging. Den eneste anden, der overværede dette angreb, var Arabella Figg. Som fuser var hun ikke i stand til at se dementorerne, men hun var i stand til at mærke den effekt, de havde på omgivelserne, og var senere hen i stand til at beskrive angrebet for Højmagiratet. Mundungus Fletcher skulle egentlig have holdt øje med Harry på tidspunktet for angrebet, men Arabella Figg stolede ikke på, at han faktisk ville gøre det og havde derfor sat sin kat Tibby til at holde øje. På den måde var hun i stand til at finde Harry og Dudley, da angrebet fandt sted. Det var efter denne begivenhed, da hun fulgte Harry og Dudley hjem, at Arabella Figg afslørede sin tilknytning til Dumbledore og Fønixordenen overfor Harry og undskyldte for, hvordan hun havde behandlet ham, da han var lille.
Da Harry blev indkaldt til en retssag for sin brug af patronus-besværgelsen under dementorangrebet, blev Arabella Figg af Dumbledore indkaldt som vidne i sagen. Hun mødte op i sine sutsko og beskrev angrebet på en ikke videre overbevisende måde, idet hun beskrev dementorerne som ”store og kutteklædte” og sagde at de løb. Hendes beskrivelse fik Harry til at tænke, at hun nok kun havde set billeder af dementorer. Det lykkedes hende dog at overbevise Amelia Bones og flere andre medlemmer af Højmagiratet og på trods af Cornelius Fudges forsøg på at miskreditere hende, lykkedes det alligevel at få Harry frikendt.
I 1997 deltog Arabella Figg i Albus Dumbledores begravelse på Hogwarts.
Det er uvist hvorvidt hun deltog i Slaget om Hogwarts, men hendes manglende magiske evner kan hun ikke have kæmpet som sådan, men det er muligt, at hun hjalp til på en anden måde.
Det er ligeledes uvist, hvad der skete med hende efter krigen, men sandsynligvis fortsatte hun med at avle katte og næsler.
Arabella Figg beskrives som en småtosset, gammel dame med gråt hår. Hun ses ofte iført et hårnet og ternede sutsko. På tidspunktet for dementorangrebet i Little Whinging var hun iført en lyserød morgenkåbe og pelsede sutsko.
Personlighedsmæssigt bliver Arabella Figg først introduceret som den tossede, gamle kattedame. Dette er dog kun en del af hendes personlighed og samtidig en facade overfor Harry Potter og beboerne i Little Whinging. I virkeligheden er hun en ganske klog kvinde med lidt af et temperament, hvilket blandt andet kommer til udtryk i hendes opførsel overfor Mundungus Fletcher, efter at denne forlod sin post. Arabella Figg viser sig desuden som sarkastisk og en smule fornærmende overfor Harry umiddelbart efter dementorangrebet. Under afhøringen i ministeriet fremstod hun dog temmelig nervøs, hvilket muligvis kan tilskrives den magiske verdens generelle syn på fusere. Blandt andet var hun ikke indskrevet i Ministeriets arkiver af denne grund, hvilket fik hende til at føle sig fornærmet.
Referencer:
- Harry Potter og De Vises Sten
- Harry Potter og Fønixordenen
- Harry Potter og Halvblodsprinsen