Ariana Dumbledore

Fakta

Født: 1885
Død: Sommer 1899
Blodstatus: Halvblod
Status: Obscurus
Skuespiller: Hebe Beardsall


Ariana var en engelsk halvblodsheks tilhørende familien Dumbledore. Hendes forældre var Percival og Kendra Dumbledore. Desuden havde hun to storebrødre: Albus og Aberforth Dumbledore.

Udseende
Arianas portræt bliver beskrevet som “En blond pige, der stirrer ud i rummet med en tom sødme.”
Harry Potter mente om baby Ariana, at hun var “Ikke længere end et brød og ikke særlig af udseende.”

Barndom
Ariana og hendes familie boede i de første år af Arianas liv i landsbyen Muldebjerg. Da hun var seks år, kom Ariana ud for en ulykke. Ariana var ude i sin baghave og kom til at udløse sin uautoriserede magi. Tre mugglerdrenge smugkiggede og konfronterede hende efterfølgende i håb om, at hun ville vise sin magi. Da hun ikke kunne dette, begyndte de at slå og sparke hende. Efter denne traumatiserende oplevelse, var Ariana aldrig sig selv.

Som straf for at have gjort Ariana fortræd, angreb Percival Dumbledore de tre mugglerdrenge og blev sendt til Azkaban for det. Ariana udviklede en obscurus som gjorde, at hun ikke kunne styre sin magi og til tider kom til at udløse denne farlige magi. Percival Dumbledore ville ikke afsløre over for myndighederne, hvorfor han angreb de tre mugglerdrenge, da dette ville udløse, at myndighederne ville indlægge Ariana på Skt. Mungos Hospital.

Efter disse tragiske begivenheder flyttede familien i 1892 til Godric-dalen. Her blev Ariana skærmet og holdt væk fra det magiske samfund. Ariana kom aldrig på Hogwarts, og mange troede derfor at hun var en fuser.

Forholdet til brødrene og moderen
Ariana havde et særligt forhold til sin storebror, Aberforth, som tog sig kærligt af hende og kunne dæmpe hende ned, når hun var ved at få et af sine anfald. Uheldigvis fik Ariana et af sine anfald, da Aberforth ikke var hjemme, og kom således i en alder af 14 år til at slå sin mor ihjel.

Da Ariana ikke kunne være alene hjemme, besluttede Aberforth sig for at droppe ud af Hogwarts, men Albus forlangte, at han færdiggjorde sin uddannelse. Selv skulle Albus have været ude at rejse, men aflyste rejsen for at ordne sin mors begravelse og påtage sig at være værge for Ariana.

Arianas død
Ariana dør under et voldsomt skænderi mellem Albus, Aberforth og Albus’ ven Gellert Grindelwald. Albus og Gellert ønskede at tage på en rejse efter de tre dødsregalier, men Aberforth mente ikke, at dette var ansvarligt, hvis Ariana skulle med eller blev efterladt af dem. Dette resulterede i en kamp imellem de tre. Ariana forsøgte at stoppe deres duel, men i kampens hede blev hun dræbt. Ingen af de tre duellanter ved, hvis besværgelse slog Ariana ihjel.

Efterspillet
Ariana blev begravet ved siden af sin mor og indgraveret på gravstenen stod der: “For hvor din skat er, dér vil også dit hjerte være”. Indgraveringen var valgt af Albus.
Under begravelsen startede Aberforth et slagsmål med Albus, hvor han brækkede Albus’ næse. Aberforth tilgav aldrig Albus, og Albus var aldrig i stand til at tilgive sig selv.
Albus’ drømmebillede i Drømmespejlet var sin familie samlet. Ariana var levende og evnede at mestre sin magi.
Aberforth havde et portræt af Ariana hængende i sit værelse, som gemte en hemmelig passage til Fornødenhedsrummet på Hogwarts.

Referencer

  • Harry Potter og Dødsregalierne
  • Fantastiske Skabninger: Grindelwalds Forbrydelser
  • Fantastiske Skabninger: Dumbledores Hemmeligheder


Opdateret d. 30.11.2023