Divisionen for Sjældne, Obskure, Forvirrende og Underlige Sager

Divisionen for Sjældne, Obskure, Forvirrende og Underlige Sager (SOFUS) er en hemmelig division under det britiske Ministerium for Magi, som varetager sager, som andre afdelinger i ministeriet ikke kan løse, eller som kræver tværdisciplinære løsninger. Dette skyldes, at sagerne oftest er komplekse og forvirrende. Agenter i afdelingen rekrutteres gennem andre afdelinger eller fra fagområder, hvor de er eksperter, samt studerende, som har klaret sig fantastisk akademisk. Agenterne har ingen enkeltstående specialisering, og der er ingen uddannelse til at blive agent. Ansættelsen i divisionen er hemmelig, og agenterne siges at arbejde i den Magiske Viceværtservice som dække. Alle rekrutter starter deres arbejde i Divisionen for Forbandede Objekter.

Indgangen til divisionens hovedkvarter er gennem en lilla skraldespand i en mørk gyde i London. For at få adgang til SOFUS-hovedkvarteret skal man placere sit ministerielle identifikationskort i en efterladt sko, som placeres i skraldespanden. Når skoen placeres i skraldespanden, fungerer den som transitnøgle, og medarbejderen transfereres til hovedkvarteret. Hovedkvarteret er stort og rummeligt med flere etager. Divisionen er omsluttet af et stort blåligt glasparti. Overalt er der døre, som agenterne ikke kan åbne. En af dørene har ordene ‘Forskning’ skrevet på. Agenter kan få adgang til flere af dørene, i takt med at deres sikkerhedsgodkendelse øges. Der er ligeledes kaminer til susenetværket, så agenterne kan rykke ud så hurtigt som muligt. I midten af samlingspunktet står statuen Atlas fra græsk mytologi, som bærer en globus, hvor alle aktive sager i afdelingen er oplyst ud fra deres geografiske lokalitet.

Divisionen har et opholdsrum, hvor der blandt andet er en bar med gratis mad og drikke, sofapladser til at hvile sig, diverse rekreative spil som dart og forhekset ping pong, og en kæledyrslounge til agenternes kæledyr. I rummet er der også en opslagstavle, der skifter indhold og fortæller, hvilke aktiviteter der sker i løbet af dagen. Agenter i divisionen har deres egen arbejdsplads på et skrivebord i et åbent kontorlandskab.

Divisionen gør brug af uortodokse og specialiserede metoder til at løse opgaverne. Som eksempel gør divisionen brug af nifflere, som er specialtrænede til at snuse sig frem til vigtige ting, udøve overvågning og rekognoscering samt være i stand til at forsvare sig selv. Derudover er afdelingen - på samme måde som Mysteriedepartementet - fritaget fra at følge lovgivningen, som er fremsat af Afdelingen for Magiske Efterretninger.

Kendte agenter:
Ruby Honningdie
Callum McClintock
Crescent Plump
Agent Vega
Skrækøje Dunder

 

Opdateret d. 25.07.2024