Kommer vi til at opleve Peeves i den nye Harry Potter-serie på HBO?
Den nye Harry Potter-serie på HBO har bragt mange følelser og tanker med sig hos potterheads verden over. Kommer den til at være mere tro mod bøgerne? Hvem spiller karaktererne? Hvor meget magi kommer der til at være til stede på skærmen? Hvordan kommer det til at føles at se nogle helt andre personer i rollerne? Ét af de største spørgsmål har dog helt klart været; Kommer vi til at se noget til Peeves?
Peeves er klart en af de karakterer, fans har manglet allermest i Harry Potter-filmene. Til trods for faktisk at være en gennemgående karakter gennem bøgerne - særligt kendt for at være irriterende og lave ballade - så har han slet ikke været med i nogle af filmene, hvilket har været til stor skuffelse for mange fans.
Hvem er Peeves overhovedet?
Inden jeg fortæller jer, hvad jeg har fundet ud af om Peeves i den nye serie, så vil jeg gerne starte ud med at fortælle en lille smule om, hvem han overhovedet er. De fans der har læst bøgerne kender allerede til ham, men hvis man kun har set filmene, så sidder man måske og spekulerer over, hvem det egentlig er, der bliver ævlet om i det her blogindlæg.
Peeves er en poltergeist, hvilket altså ikke er det samme som et spøgelse. I modsætning til spøgelser er poltergeister i stand til at røre ved og kaste med ting. Som resultat heraf er Peeves mildest talt en pestilens på Hogwarts, der kaster ting efter eleverne, og som ingen andre end Den Blodige Baron (husspøgelset på Slytherin) og Albus Dumbledore er i stand til at styre.
Ja, så du kan jo nok forestille dig, at han kunne have været en ret sjov tilføjelse til filmene! Jeg ville i hvert fald have elsket at se ham på skærmen.
Peeves skulle originalt have været med i Harry Potter filmene
Som måske ikke alle ved, skulle Peeves faktisk have været med i Harry Potter filmene. Det var meningen, at han skulle spilles af Rik Mayall, en komiker der desværre gik bort i 2014.
Rik Mayall blev ikke kun castet og fik rollen - de filmede faktisk også hans scener, og ifølge Mayall begyndte børnene på filmsettet at grine, hver gang han forsøgte at spille (hvilket ellers giver mig en tanke om, at han meget vel kunne have været genial i rollen). Efter sigende skulle han have brugt tre uger på at filme til Harry Potter, og han fik selvfølgelig sin løn for arbejdet. Desværre blev alle hans scener droppet, og Peeves kom aldrig med i filmene, trods det ellers var meningen.
Jeg er - ligesom mange andre potterheads - ked af, at han ikke kom med i filmene, men det er som om det lige er ekstra ærgerligt, når man hører, at klippene faktisk var blevet filmet!
Hvad ved vi om Peeves i den kommende Harry Potter-serie på HBO?
Givet at Peeves aldrig kom med i filmene, er HBO vores nye håb, og ugevis af tvivl og spørgsmål kan endelig blive besvaret. Tilbage i juni blev det nemlig annonceret, at Peter Serafinowicz skal spille Peeves i den nye Harry Potter-serie på HBO. Hvis du var bange for, at han ikke kom med, kan du altså ånde lettet op - fordi Peeves bliver en del af genindspilningen.
Peter Serafinowicz er både skuespiller og komiker, og vi kender ham blandt andet fra The Peter Serafinowicz Show og live-action-versionen af Sådan træner du din drage.
Vi ved desværre ikke meget om, hvor meget han kommer til at være med i serien, men hvis der er én ting der er helt sikkert, så er det, at Peeves kommer til at lave ballade på skærmen, når Harry Potter og De Vises Sten endelig går live på HBO i julen 2026.
Jeg er spændt på at se, hvordan han kommer til at fortolke rollen, og ikke mindst hvordan Peeves kommer til at se ud!
Glæder du dig til at se Peeves på skærmen?