Dværgguld

Dværgguld er falske guldmønter der ligner og nemt forveksles med galleoner. De forsvinder dog efter et par timer. Nisser er dog i stand til at kende forskel på almindelige galleoner og dværgguld. Dværgguld bliver produceret af irske dværge, der var Irlands maskotter under quidditchfinalen mod Bulgarien i 1994. Her kastede de dværgguld ud til tilskuerne under deres åbningsscene.

Det anses ikke for at være alment kendt viden, at dværgguld forsvinder, idet fuldblodstroldmanden Ron Weasley ikke kendte til denne egenskab. Han forsøgte at betale Harry Potter med dværgguld for en omnikkikert, som Harry købte til ham lige inden quidditchfinalen i 1994. Først senere på deres 4. skoleår fandt han ud af det under en time i Magiske Dyrs Pasning og Pleje, hvor Hagrid brugte dværgguld i sin lektion om nifflere. Denne information stoppede også Gregory Goyle, der var i gang med at stjæle noget af guldet.

Ludo Ludomand brugte dværgguld til at betale Fred og George Weasley med, da de vandt et væddemål over ham. Ludomand brugte også det falske guld til at betale sin gæld til en gruppe nisser.

Referencer
Harry Potter og Flammernes Pokal

Opdateret 08.08.23