Delphini
Fakta:
Født: Marts 1998
Død: Ukendt
Skuespiller: Esther Smith
Delphini er en halvblodsheks, hvis far og mor var Romeo Gåde (Lord Voldemort) og Bellatrix Lestrange.
Udseende
Delphini har langt sølv hår med blå ender. Hun har en tatovering af et par sorte vinger på ryggen.
Barndommen
Delphini blev i hemmelighed født på Malfoy landstedet. Hun var resultatet af den hemmelige affære Bellatrix Lestrange og Romeo Gåde havde haft med hinanden. Begge hendes biologiske forældre døde under Slaget om Hogwarts. Dermed var Delphini forældreløs ligesom sin far. Mod betaling tog Euphemia Rowle sig af Delphini, men hun holdt ikke rigtigt af Delphini.
Delphini havde en Augurey, der græd meget. Måske fordi den sympatiserede med Delphini.
Hun startede aldrig på Hogwarts, da hun tilsyneladende ofte var syg som barn. Desuden mødte hun ikke ret mange andre jævnaldrende eller havde en bedste ven. Hun opfandt en usynlig ven, da hun var yngre.
På et tidspunkt undslap eller løsladtes hendes stedfar, Rodolphus Lestrange, fra Azkaban. Han fortalte hende om hendes herkomst og den skæbne, han mente, hun var født til.
Delphinis plan
Delphini ønskede at ændre fortiden, således at hendes far, Lord Voldemort, ikke tabte det endelige slag.
Vha. Confundus-besværgelsen fik hun Amos Diggory, som lå på Skt. Oswalds Hjem for Gamle Hekse og Troldmænd, til at tro, at hun var hans niece. Amos prøvede at overtale Harry Potter til at tage tilbage til 1995, vha. en tidsvender for at redde hans søn, Cedric Diggory. Dette ville Harry imidlertid ikke, men Harrys søn, Albus Potter, overhørte samtalen og besluttede sig sammen med Scorpius Malfoy, Draco Malfoys søn, at gøre forsøget.
Albus, Scorpius og Delphini mødtes senere på Skt. Oswalds Hjem for Gamle Hekse og Troldmænd, hvor Delphini blev indviet i de to drenges plan. De skulle infiltrere Ministeriet for Magi, hvor de ville stjæle en tidsvender. Delphini hjalp dem ved at camouflere sig som Hermione Granger vha. Polyjuice-eliksir.
De to drenge rejste tilbage i tiden, hvor de fik skabt katastrofale tidslinjer. I sidste ende formåede de dog at rette op på deres fejl og få den oprindelige tidslinje tilbage. De ville ødelægge tidsvenderen, men inden de gjorde dette, hidkaldte de Delphini, for at undskylde og fortælle hende, at det ikke kunne lade sig gøre at redde Cedric, da Cedric ellers ville udvikle sig til en dødsgardist, der ville nå at dræbe Neville Longbottom, inden han nåede at dræbe Nagini, og således lade Lord Voldemort vinde. Delphini accepterede dette og ville hjælpe dem med at destruere tidsvenderen.
Albus rakte den til hende, men samtidig opdagede han, at hun havde Augurey-vinger tatoveret på ryggen. Hun forklarede, at de mindede hende om sin barndom. Imidlertid gik det op for Albus og Scorpius, at Delphini i virkeligheden var på de ondes side, da “Augureyen” var blevet omtalt i tidslinjen, hvor Lord Voldemort sejrede. Inden de kunne nå at gøre noget, trak Delphini sin tryllestav og bandt dem sammen.
Delphinis virkelige jeg
Delphini ville tage tilbage og redde Cedric, nu da hun vidste, at hans overlevelse ville sikre Lord Voldemorts sejr. De to drenge nægtede, men Delphini truede med at slå Scorpius ihjel. En anden elev på Hogwarts, Craig Bowker Jr., løb hen til drengene for at fortælle, at hele skolen ledte efter dem, men Delphini slog ham koldblodigt ihjel.
Derefter rejste Delphini, Albus og Scorpius tilbage til tredje opgave under Turneringen i Magisk Trekamp, hvor Albus og Scorpius stadig prøvede at stritte imod. Imens Delphini gjorde sig klar til at slå Scorpius ihjel, blev hun slået ned af en uvidende Cedric, der troede, at opgøret var en del af den tredje opgave. Han frigjorde de to drenge, inden han fortsatte sin opgave.
Delphini fik sig på benene og fik fat i tidsvenderen, men de to drenge nåede også at få fat, og de rejste således igen i tiden. Da de kom frem til det nye tidspunkt, ødelagde Delphini tidsvenderen og fløj væk. Drengene opdagede, at de var endt på d. 30. oktober 1981, dagen før Harrys forældre ville blive slået ihjel af Lord Voldemort. Det gik op for dem, at Delphini ville prøve at stoppe Lord Voldemort i at slå Harry Potter ihjel, da det jo resulterede i Lord Voldemorts undergang.
I den rigtige tidslinje ledte børnenes forældre efter deres børn. Ron mente at have set Albus gå sammen med en ældre pige, som de troede var Delphini Diggory. Da de besøgte Amos Diggory, forklarede han, at han aldrig havde haft en niece. De skyndte sig ind på Delphinis værelse, hvor de fandt skriverier, der afslørede, at hun var Lord Voldemorts datter, og at hun ville redde ham.
Albus og Scorpius fik sendt besked til Harry i nutiden ved at skrive med en eliksir på Harrys babytæppe som kun kunne ses, hvis man hældte en anden eliksir over den. En eliksir, som Albus var kommet til at tabe på tæppet kort før deres afrejse for tredje gang. Forældrene tog tilbage til d. 30. oktober 1981 med en anden tidsvender, hvor de fik reddet Albus og Scorpius.
Delphinis nederlag
De gemte sig i en nærliggende kirke og besluttede, at Harry skulle forklæde sig som Lord Voldemort, for på den måde at lede Delphini til dem. Delphini blev ledt ind i kirken, hvor hun forklarede, at hun var hans datter. Inden de fik tilfangetaget Delphini holdt Harrys forvandling dog op med at virke, og hun låste Harry sammen med hende selv inde i kirken. Harry nåede at gemme sig bag en søjle, imens Delphini skød forbandelser efter ham. Albus nåede at komme frem fra en lem i gulvet. Han kastede en tryllestav til Harry, og sammen fik de magt over Delphini.
Hun tryglede dem om at slå hende ihjel eller slette hendes hukommelse. Hun påstod, at hun bare gerne ville møde sin far og være sammen med hende. Albus ville gerne slå hende ihjel, som hævn for eleven Craig, men Harry forbarmede sig over hende og fortalte, at hun måtte leve med at være forældreløs ligesom ham selv.
Hun blev formodentlig fængslet i Azkaban for sine forbrydelser.
Evner
Mørk magi:
Delphini var i stand til at udføre mørk magi såsom Dræberforbandelsen og Dolorosoforbandelsen.
Duellering:
Hun var en ferm duellant, som hurtigt fik afvæbnet Harry Potter og kunne klare op til flere duellanter på en gang, såsom Hermione Granger, Ron Weasley, Draco Malfoy og Ginny Weasley.
Slangehvisken:
Delphini kunne ligesom sin far slangehvisken. Hun brugte slangehvisken til at holde sit værelse hemmeligt.
Flyve:
Ligesom sin far havde hun den sjældne evne at kunne flyve uden brug af en anden magisk transportform. Noget som selv i den magiske verden er meget sjældent og magtfuldt.
Tryllestavsløs magi:
Delphini kunne kaste besværgelser uden brug af sin tryllestav.
Referencer
Harry Potter og Det Forbandede Barn
Oprettet d. 10.05.2023