Winky

Fakta:
Født:
Før 1981
Død: Ukendt


Winky var en husalf knyttet til Barty Ferm Senior og hans familie. Denne tilknytning var nedarvet fra Winkys mor og bedstemor, der også tjente familien Ferm.

Winky har brune øjne, flagermus-agtige ører, en tomat-stor næse og hendes stemme beskrives som værende lysere end Dobbys.

Winky var med til at holde på hemmeligheden om, at Barty Ferm Junior var blevet smuglet ud af Azkaban af Barty Ferm Senior, hvis syge hustru tog hans plads ved hjælp af polyjuice eliksir.

Barty Ferm Senior lagde imperius-forbandelsen over sin søn, og det var Winkys opgave at passe på ham.

En dag kom Bertha Jorkins på besøg i Ferm-familiens hus. Hun hørte her Winky snakke med Barty Ferm Junior, der skjulte sig under sin usynlighedskappe. Bertha havde dog hørt nok og kunne gætte, at Barty Ferm Junior var i live. Da hun konfronterede Barty Ferm Senior kastede han en besværgelse over hende for at få hende til at glemme.

I 1994 overtalte Winky Barty Ferm Senior til at lade Barty Ferm Junior komme med til verdensmesterskaberne i quidditch, som en slags belønning for at opføre sig godt.

De to sad øverst oppe på tribunen, hvilket var ubehageligt for Winky, da hun led af højdeskræk. Hun dækkede øjnene med hænderne og var ikke opmærksom på den usynlige Barty Ferm Junior, der var begyndt at modstå imperius-forbandelsen og fik fat i Harry Potters tryllestav, der stak ud af hans lomme.

Da optøjerne senere den aften begyndte i lejren, fik Barty Ferm Junior mere kontrol over sig selv. Winky prøvede at få ham til at blive med sin egen magi, men Barty Ferm Junior stak af og fremmanede Mørkets Tegn på himlen.

Både Winky og Barty Ferm Junior blev lammet af ministerielt ansatte magikere, men kun Winky blev fundet.

Winky blev beskyldt for at have stjålet Harry Potters tryllestav og have fremmanet Mørkets Tegn på himlen. Barty Ferm Senior satte Winky fri for at undgå, at der opstod rygter om, at han var i forbindelse med mørkets kræfter.

Efter Winky var blevet sat fri, lykkedes det Dobby at få begge husalfer ansat i køkkenet på Hogwarts. Men Winky var ulykkelig og deprimeret efter at være blevet sat fri og begyndte at drikke ingefærøl, som for husalfer er langt stærkere alkohol end for mennesker. Hun følte sig stadig ansvarlig for Barty Ferm Senior og sagde, at Barty Ferm Senior ikke kunne klare sig uden sin Winky.

De andre husalfer i køkkenet var pinligt berørt over Winkys opførsel og når hun havde drukket for meget, skjulte Dobby hende i Fornødenhedsrummet.

Winky blev hidkaldt af Albus Dumbledore, da han forhørte Barty Ferm Junior efter Voldemorts genkomst i 1995. Hun var både chokeret og ulykkelig, da hun fandt ud af, at Barty Ferm Junior havde dræbt Barty Ferm Senior. Da hun senere fandt ud af, at Barty Ferm Junior havde fået et dementor kys, brød hun sammen og Dumbledore bad Madam Pomfrey om at se til hende.

De følgende år drak Winky stadig. I 1998 deltog hun i Kampen om Hogwarts sammen med de andre husalfer fra køkkenet. Efter krigen fortsatte Winky med at arbejde på Hogwarts og et sted herefter stoppede hun også med at drikke.

Referencer:
Harry Potter og Flammernes Pokal
Harry Potter og Fønixordenen
Harry Potter og Halvblodprinsen
Harry Potter og Dødsregalierne