Credence Barebone (Aurelius Dumbledore)
Fakta:
Født: Omkring år 1901
Død: Ukendt
Fødenavn: Aurelius Dumbledore
Blodstatus: Fuldblod eller halvblod
Skuespiller: Ezra Miller
Credence Barebone var en ung troldmand som levede i det 20. århundrede i Amerika. Han blev især kendt for at være en obscurial, der havde overlevet længere end sin 10. fødselsdag.
Navnet Credence kommer af det latinske ord “credere”, som på dansk kan oversættes til “at stole på” og “at tro”, samt ordet “credentia” som på dansk kan oversættes til “tro”.
Det angelsaksiske efternavn “Barebone” menes at komme fra den engelske landsby “Barbon” eller “Barbourne”.
Fødselsnavnet Aurelius kommer fra det latinske “aureus”, som på dansk kan oversættes til “gylden” og “forgyldt”.
Da Credence var spæd, i år 1901, blev han taget med på et skib med sin tante, som skulle sejle til Amerika. På et tidspunkt på denne tur blev han dog byttet med Leta Lestranges bror, fordi hendes bror græd. De nåede aldrig at blive byttet om igen, inden en storm fik skibet til at synke. Irma Dugard og Leta Lestrange tog ham med i en redningsbåd, som sejlede dem i sikkerhed. Hans tante samt Letas bror, Corvus, døde dog, da deres redningsbåd kæntrede. I Amerika blev Credence sat til adoption, hvor han senere blev adopteret af en No-Maj ved navn Mary Lou Barebone, som også var leder af Ny Salem Bevaringsforening. Hun udsatte Credence for psykisk og fysisk mishandling, blandt andet ved at slå ham med hans bælte.
Udseende:
Credence var bleg i huden og havde brune øjne. Derudover så havde han sort hår, og så havde han en tendens til altid at stå lidt med sit hoved bøjet. Han kunne ofte se ud som om han var nervøs, pinligt berørt eller urolig.
Personlighed:
Generelt var Credence rimelig genert anlagt og havde tendens til at være tilbagetrukket. Af disse grunde var han også meget sårbar, når det kom til Mary Lous behandling af ham. Nogle ville nok kalde ham mystisk, og han var også urolig. Det var nok især den sky natur som gjorde ham meget modtagelig over for Grindelwalds manipulation.
Hans obscurus blev typisk sluppet fri, når Credence blev truet eller fornærmet, og det var derfor også de negative følelser som obscurusen reagerede på, hvilket førte til den negative adfærd.
Han blev bitter på den magiske verden, efter han næsten blev dræbt af 20 aurorer fra MACUSA. Dog var han samtidig desperat efter at både overleve, og finde ud af mere om, hvor han kom fra, hvilket i sidste ende fik ham til at joine Cirkus Arcana. Hans higen efter at lære mere om sit ophav var dog igen noget, som Grindelwald kunne udnytte på en måde, så han kunne få Credence på sin egen side. Efter at få sin egen stav, accepterede Credence sit ophav (som Aurelius Dumbledore), og indvilligede i at hjælpe Grindelwald med at slå Albus Dumbledore ihjel.
Adoption og Obscurial:
Den 21. oktober 1905 blev Credence adopteret af den amerikanske No-Maj Mary Lou Barebone. Det var også hende der gav ham navnet “Credence Barebone”, selvom hans fødenavn egentlig var “Aurelius Dumbledore”. Gennem adoptionen fik han også to adoptivsøstre ved navn Chastity og Modesty Barebone, hvoraf Credence var den ældste af børnene.
Credences adoptivmor, Mary Lou, var lederen af Ny Salem Bevaringsforening, som var imod alle former for heksekunst. Hun mishandlede Credence både fysisk og psykisk, ved blandt andet at slå ham med sit eget bælte, i et forsøg på at undertrykke hans magiske kræfter. Hun var af den overbevisning, at Credences biologiske mor var en ond og unaturlig kvinde.
En obscurus er en form for magisk “parasit”, som kan opstå når børns magiske kræfter bliver undertrykt. Sådan en udviklede Credence som følge af Mary Lous behandling, og han blev derfor til en obscurial. Normalvis ville børn som var en obscurial ikke overleve deres 10. fødselsdag, men Credence var fortsat i live - og fortsat en obscurial - i sit voksne liv, hvilket ikke var noget man før havde hørt om i den magiske verden.
På grund af de kræfter Credence besad, i forbindelse med at være en obscurial, søgte Gellert Grindelwald efter ham. Grindelwald ville nemlig bruge hans kræfter til at slå Albus Dumbledore ihjel.
I 1926, i december, mistede Credence kontrollen over sin obscurus, og han skabte derfor ravage i hele New York. Der blev skrevet om det i den magiske avis “New Yorker-ånden”, men også i muggleravisen “New-York Clarion”.
Grindelwald var overbevist om, at Credence på en eller anden måde var forbundet til den obscurial der skabte ravage. Derfor gik han i forklædning som Percival Graves, og kom flere gange i kontakt med Credence. Han lovede at gøre Credence fri og lære ham magi, i bytte for at Credence skulle hjælpe ham med, at finde den obscurial som var på fri fod.
Den 6. december 1926 prøvede Ny Salem Bevaringsforening at få støtte fra Henry Shaw Senior, men det fejlede og de blev desuden fornærmet af hans søn (som var senator). Senere samme aften manifesterede Credences obscurus sig, og angreb en fundraising-middag, hvor senatoren blev dræbt. Grundet angrebet her blev den magiske verden ved et uheld afsløret.
Den følgende dag fandt Credence en legetøjs tryllestav inde på Modestys værelse. Midt i at Credence konfronterede Modesty med staven, kom Mary Lou ind på værelset. Hun var hurtig til at konkludere at staven tilhørte Credence, og hun skulle lige til at slå ham igen, da Credences obscurus brød løs. Huset fik store skader, og både Mary Lou og Chastity blev dræbt.
Herefter kontaktede Grindelwald Credence, dog atter i skikkelse som Percival Graves, og ville have ham til at føre ham til Modesty. Han var nemlig overbevist om, at hun måtte være den obscurial der havde skabt kaos, og som han havde set i et syn. Efter de nåede frem til hende, afviste han dog Credence, fortalte at han ikke havde brug for ham mere, og kaldte ham en fuser. Atter brød Credences obscurus løs. Han var ligeglad med Grindelwalds forsøg på undskyldninger, og løfter om at træne ham, og gav derfor helt ind til sin obscurus, som efterfølgende tankeløst begyndte at skabe kaos og ødelæggelse i New York.
Næsten død:
Midt i den kaos og ødelæggelse som Credence forårsagede, forsøgte magizoologen Newt Scamander at berolige ham. Det lykkedes, men da Newt kort efter endte i en kamp med Grindelwald, nåede han ikke at få Credences opmærksomhed. Det lykkedes dog Tina Goldstein at få hans opmærksomhed, og igen få ham til at stoppe.
MACUSA’s præsident, Seraphina Picquery, samt en gruppe aurorer kom frem til stedet, og begyndte at angribe Credence med besværgelser. De blev ved, til de var sikre på, at han var helt destrueret.
Hvad ingen, udover Newt, vidste var, at en obscurial ikke kan blive dræbt, mens de er i deres obscurus form. Ingen andre end Newt havde heller ikke bemærket, at en del af Credences obscurus havde flygtet fra episoden.
Credence blev sig selv igen, i sin menneskeform, da alle dele af hans obscurus form havde samlet sig. Herefter fandt han, efter desperat søgen, sine adoptionspapirer.
Cirkus Arcana og Nagini:
Efter det lykkedes Credence at finde sine adoptionspapirer, fandt han et omrejsende magisk cirkus, og kom med i dette. De sejlede til Europa, hvor de endte i Paris. Det var også i dette cirkus han mødte Nagini, en ung kvinde som også var en maledictus, og de endte med at bygge et venskab, siden de begge havde en tragisk baggrund. Hun blev hans eneste ven, og derudover blev de også bare tætte venner. Grundet deres tætte venskab, blev hun også meget beskyttende over for ham, og Nagini valgte at hjælpe ham med at finde sin sande identitet.
Cirkusset var ejet af Skender. En grusom mand som også var sprechstallmeister.
Grindelwald, som tidligere var blevet arresteret, flygtede under sin overflytning til Europa. Han begyndte derefter sin søgen efter Credence. Han ville nemlig bruge ham og hans kræfter, til at slå Albus Dumbledore ihjel. Der begyndte derudover at florere rygter omkring, hvor Credence i virkeligheden stammede fra.
Corvus Lestrange IV havde engang brugt imperius til at få Yusuf Kamas mor til at gifte sig med ham. Yusuf Kama blev overbevist om, at Credence i virkeligheden var sønnen til Corvus Lestrange IV. Yusuf Kama var derfor ude efter at slå Credence ihjel, på baggrund af et ubrydeligt løfte om at slå det ihjel, som Corvus IV elskede allermest, og han var sikker på, at det måtte være Corvus V (sønnen til Corvus IV).
I Cirkus Arcana var der ikke en god behandling, og derfor begyndte Credence og Nagini at planlægge en flugt derfra. Ved at slippe flere af cirkussets bæster fri, kunne Credence og Nagini flygte i kaosset.
De flygtede til adressen Rue Philippe Lorand nummer 18. Her fandt han Irma Dugaard, som var halvt husalf. Det var desuden hendes navn der havde stået på hans adoptionspapirer, og han var derfor sikker på, at hun var hans mor. Hun fortalte ham at hun ikke ville have opgivet ham, men at hun blot var Lestrange familiens tjener.
Gunnar Grimmson havde fulgt efter dem til adressen. Han fangede Nagini op mod væggen, og efter Grindelwalds ordrer skulle han dræbe Irma Dugaard, for at holde Credences identitet hemmelig. Under dette brød Credences obscurus løs, og han forsøgte at slå Grimmson ihjel hvilket dog mislykkedes. Nagini trøstede Credence efter Irmas død.
Credence og Nagini flygtede til et hus i nærheden af Eiffeltårnet. Mens de var her blev Credence fundet af Grindelwald, som tilbød ham at hjælpe med at finde frem til, hvem hans forældre var. Det var noget, som Credence var desperat efter at finde ud af, og derfor tog han også imod et kort, som ville føre til Père Lechaise Kirkegård.
Da Nagini og Credence befandt sig på Lestrange Mausoleum, fandt Credence ud af en smule mere om sit ophav. De stødte nemlig ind i Yusuf Kama som ville slå ham ihjel i den tro, at han var Corvus. Nagini, som var blevet meget beskyttende over for Credence, nægtede at træde til siden. Da Newt, Tina og Leta Lestrange dog dukkede op, kunne Leta fortælle at Credence ikke var hendes bror, Corvus. Grunden til dette var, at Leta og hendes bror var blevet sendt med et skib til Amerika af deres far. Leta ville gerne aflaste sig selv fra sin skrigende lillebror, og havde derfor byttet rundt på sin bror og en anden baby, som viste sig at være Credence. Skibet sank dog, og Leta kunne derfor ikke nå at bytte rundt på babyerne igen, hvilket førte til døden af den rigtige Corvus Lestrange.
Grindelwald og tryllestaven:
Da Grindelwald holdt en stor samling ved Père Lechaise Kirkegård, hvor også Lestrange Mausoleum befandt sig, tog de derhen. Flere aurorer stormede stedet, hvorfor Grindelwald lavede en stor cirkel af blå flammer. Det var kun dem som var loyale, og som troede på hans sag, der kunne gå gennem flammerne.
Nagini forsøgte at tale Credence fra det, men på trods af deres tætte venskab, så krydsede Credence alligevel flammerne, og gik over til Grindelwalds side. Dette var nok primært fordi han stolede på, at Grindelwald havde viden om hans ophav.
Grindelwald tog Credence med til Nurmengard. Her fortalte han Credence om legenden om, at enhver fra Dumbledore-familien kunne få en fønix til at fremtræde, hvis de havde brug for det. Dette fortalte han, mens han også afslørede at den fugleunge han selv gik rundt med var en fønix. Han gav Credence en tryllestav, og fortalte ham i øvrigt, at hans fødenavn var Aurelius Dumbledore. Credence testede den ved at sende en lyskugle af sted, som fik en bjergside til at kollapse.
Familie:
Af familie havde Credence engang en tante, hvis navn dog er ukendt. Hun kendte ham dog under navnet Aurelius Dumbledore, og havde ham med på et skib der sejlede til Amerika. Hun holdt meget af ham. De blev dog skilt fra hinanden, da Credence og Letas bror blev byttet rundt. Redningsbåden hun sad i kæntrede, og hun druknede i forsøget på at redde babyen Corvus, som hun på det tidspunkt troede var hendes nevø.
Gennem sit fødenavn, Aurelius Dumbledore, havde han også en bror ved navn Albus Dumbledore. Dumbledore fik en interesse i Credence, og fik derfor magizoologen Newt Scamander til at prøve at redde Credence ud af Grindelwalds klør.
Efter Leta havde byttet sin bror med Credence, endte Credence hos Irma Dugaard som var halvt husalf. Hun underskrev hans adoptionspapirer og tog sig af ham, indtil hun videregav ham til Mary Lou Barebone.
Mary Lou var en som Credence frygtede, til trods for at hun var hans adoptivmor. Dette var grundet hendes dårlige behandling af ham. Det var også hendes skyld, at han udviklede en obscurus, på baggrund af at hun undertrykte hans magi gennem flere år.
Hun havde adopteret flere børn, men ifølge Tina Goldstein var Credence den hun hadede mest. De flere år med psykisk og fysisk mishandling gjorde også at han efterhånden tog imod det, og ikke stod imod. Hun var nok velvidende om Credences interesse i magi, og det faktum at han var draget mod det, og derfor slog hun ham.
Han havde også to adoptivsøstre; Chastity og Modesty Barebone. Af de to var det Modesty, som Credence havde et tæt forhold til. Dette var nok fordi Modesty ikke havde den samme anti-magi attitude som Chastity og Mary Lou havde.
Modesty havde desuden også en hemmelig interesse i magi, hvilket gav hende og Credence en fælles interesse, som kunne være med til at gøre, så de stolede på hinanden. På baggrund af deres tætte forhold prøvede hun også at overbevise Mary Lou om, at den legetøjs tryllestav Credence havde fundet var hendes, selvom Mary Lou ikke troede på det. Hun blev bange for Credence efter han forvandlede sig til en obscurus og dræbte både Chastity og Mary Lou. Men siden Modesty var en af de få der havde været sød mod Credence, så prøvede han ikke at gøre skade mod hende.
Grindelwald bilder senere Credence ind, at han er en Dumbledore, Aurelius Dumbledore, og bror til Albus og Aberforth Dumbledore. Det bliver dog senere afsløret, at han er Aberforths søn.
Vi hører om ham i:
Fantastiske Skabninger og Hvor De Findes, hvor han hærgede i New York i sin obscurus form.
Fantastiske Skabninger: Grindelwalds Forbrydelser, hvor han søgte efter sin sande identitet, og i sidste ende gik over på Grindelwalds side.
Referencer:
Fantastiske Skabninger og Hvor De Findes
Fantastiske Skabninger: Grindelwalds Forbrydelser
Fantastiske Skabninger: Dumbledores Hemmeligheder
Opdateret d. 28.09.2024