Dolora Nidkjær
Fakta:
Født: Den 26. august 1965 eller før da
Død: Levende
Skuespiller: Imelda Staunton
Dolora Jane Nidkjær var en halvblodsheks, da hendes far, Orford Nidkjær, var fuldblods, mens hendes mor, Ellen Cracknelle, var muggler. Hun havde en yngre bror der var fuser. Hun kunne ikke fordrage sine forældre, da hendes far ikke var ambitiøs (han blev aldrig forfremmet inden for Ministeriet for Magi, men forblev vicevært), og hendes mor for at være muggler. Da det viste sig, at hendes lillebror var en fuser, foragtede hendes far og Dolora lillebroren og moren, så de tog afstand til dem, hvorfor familien blev splittet og forældrene skilt. Dette skete, inden hun blev 15 år. Dolora snakkede aldrig med den side af familien mere. Hun begyndte derfor også at lyve med, at hun var fuldblods. Da hun kom på Hogwarts, blev hun sorteret til Slytherin. På det tidspunkt var Horatio Schnobbevom hendes overhoved. Schnobbevom havde dog aldrig brudt sig om hende, og senere hen kaldte han hende også for ’idiotiske kvindemenneske’. Derfor kan man også konkludere, at hun aldrig kom godt ud af det med ham. På Hogwarts fik hun heller aldrig en status der gav magt, som vejleder eller præfekt gjorde, hvilket fik hende til at føle sig frarøvet. Hun brød sig aldrig rigtig om sin tid på Hogwarts.
Lige så snart hun dimitterede fra Hogwarts, blev hun praktikant for Kontoret for Uautoriseret brug af magi, der er en del af Ministeriet for Magi. Selvom hun altid havde været fordømmende og sadistisk, så blev hun hurtigt anerkendt for sit arbejde grundet hendes pligtopfyldende arbejdsmoral, hendes sukkersøde personlighed over for sine overordnede, men også fordi hun tog credit for andres arbejde. Før hun blev 30 år, var hun allerede blevet leder af kontoret, hvilket gav muligheder for højere positioner inden for Afdelingen for Magiske Efterretninger.
Dolora fik her overtalt sin far til at blive pensioneret før tid ved at give ham en smule økonomisk hjælp. Hver gang hun så nu blev spurgt – som regel af kollegaer, der ikke brød sig om hende – om hendes far ikke var en af viceværterne, fejede hun spørgsmålet væk med den mest sukkersøde latter og sagde i stedet, at hendes far havde været et tidligere medlem af Højmagiratet. Slemme ting skete ofte for dem, der spurgte ind til hendes far eller ting, som
Dolora ikke ville snakke om. Dem som ville blive på hendes gode side, lod derfor som om de troede på hende.
Da hun blev ældre og samtidig steg i graderne inden for Ministeriet, fik hun en større og større forkærlighed til pigede ting. Derfor blev hendes kontor også præget af dette. Hun elskede blandt andet dekorationer med killinger, men ville aldrig have en levende en, siden de grisede.
Med tiden blev hun seniorundersekretær under Cornelius Fudge. Hun fik til og med også en plads ved Højmagiratet, hvorfor hun var med til Harry Potters disciplinærhøring i 1995, efter han havde brugt magi mod nogle dementorer – som hun havde sendt efter ham. Her støttede hun Fudge, hvorfor hun stemte for, at Harry var skyldig. Flertallet var dog imod dem til hendes store misfornøjelse, da hun gerne ville bortvise Harry fra Hogwarts af.
I 1995 blev hun efter Ministeriets ordre den nye lærer i Forsvar Mod Mørkets Kræfter. Hun blev ansat for at sørge for, at eleverne ikke lærte at udøve angrebsmagi, men mest af alt for at holde øje med Hogwarts, da Ministeriet for Magi frygtede, at Dumbledore gik efter at blive minister samt brugte eleverne til det at få Ministeriet ned med nakken.
Nu hvor Ministeriet for Magi havde fået indflydelse over Hogwarts, lavede de en lang række Uddannelsesdekreter, der skærpede reglerne på Hogwarts eller gav Ministeriet for Magi mere magt. En af Uddannelsesdekreterne gav Dolora titlen som Storinkvisitor, hvorfor hun fik mere magt end de øvrige professorer.
Som lærer underviste Dolora udelukkende i teori, hvorfor hun også benyttede sig af bogen Magisk Forsvarsteori. Ministeriet for Magi og hende så ingen grund til at lære at udøve angrebsmagi, da de var sikre på, at der ingen mørke kræfter var tilbage. Hver gang hun blev modsagt i dette – især af Harry Potter – straffede hun vedkommende. Hun gav Harry adskillige eftersidninger, hvor han gentagne gange skulle skrive ”jeg må ikke lyve” med Doloras berygtede blodpen, der skrev med brugerens blod. Den skar derfor ned i offerets håndryg, og siden Harry skrev så meget med den, endte han med at få et ar.
Dolora gav dog også andre former for straffe. Hun forbød Gryffindors Quidditchhold at spille, men dette fik Minerva McGonagall dog ændret på. Det resulterede i, at Dolora gik til ministeren, som godt kunne se problemet i dette. Derfor indførte han Uddannelsesdekret nummer 25 (bliver uddybet senere i artiklen). Lige efter en Quidditchkamp mellem Gryffindor og Slytherin kom Harry, Fred og George Weasley op at slås med Draco Malfoy, hvor Minerva ville give dem eftersidninger, men her kunne Dolora så i stedet bestemme straffen, der blev at hun forbød de tre fra Gryffindor at spille Quidditch igen, hvorfor hun også konfiskerede deres koste.
Dolora var ikke kun efter eleverne. Hun observerede også hver af professorerne for at se, om de var kvalificerede som professorer, men også for at se, om de fulgte pensum og ikke mindst, hvordan eleverne havde det med dem. Der gik derfor heller ikke lang tid, før hun fik fyret professoren i Spådom, Sybill Trelawney.
Siden hun ikke underviste i forsvarsmagi, fik Harry med hjælp fra Hermione Granger stablet Dumbledores Armé på benene. En sådan organisation forbød Dolora dog, hvorfor de mødtes i smug i Fornødenhedsrummet. Dette fandt hun dog ud af, og da hun konfronterede Harry, løj Albus Dumbledore og tog skraldet for eleverne. Derfor så Ministeriet for Magi ingen anden udvej end at fjerne Dumbledore som rektor, hvilket gjorde Dolora til rektor. Hun fik herefter også oprettet Inkvisitionspatruljen, der udelukkende bestod af elever fra Slytherin, til at opretholde hendes mange regler. Det forhindrede dog ikke Fred og George i at lave ballade med hende, hvilket endte med, at de havde placeret en bærbar sump på en hel gang. Tvillingerne brugte Accio til at få deres koste, og så fløj de væk, mens Peeves lovede at gøre det til et helvede for Dolora.
Til gengæld fandt Dolora og Inkvisitionspatruljen ud af, at Harry benyttede sig af hendes pejs, der var den eneste, der ikke blev overvåget. Her blev han fanget sammen med en række medlemmer fra Dumbledores Armé. Hermione Granger kom dog med planen om at lade hende og Harry følge Dolora ud i Den Forbudte Skov ved at nævne, at Dumbledore gemte sit våben derude. Dette var løgn, da Hermione ville sende Dolora i en fælde med kentaurerne. Dolora fornærmede dem ved at kalde dem for beskidte bastarder, bæster og vilde dyr. Med en besværgelse fik hun til og med sendt reb efter en af kentaurerne. Dette gjorde kentaurerne rasende, hvorfor de fik fat i hende og løb afsted med hende.
Dumbledore fik hende enemand ud derfra. Hvordan ved ingen dog, da Dolora heller intet nævnte om det. Hun endte på hospitalsfløjen grundet choktilstand. Hvis hun herefter hørte lyden af hove, eller bare noget der mindede om hove, ville hun fare op.
Dagen før sommerferien listede hun ud af Hogwarts, mens alle spiste aftensmad, men uheldigvis stødte hun ind i Peeves, der havde lovet Fred at gøre det til et helvede for hende. Derfor jagede han hende med McGonagalls spadserestok og en sok fyldt med kridt. Hun var dermed også suspenderet.
Siden det viste sig, at Voldemort faktisk var tilbage, blev Fudge fyret som Minister for Magi, hvorfor Rufus Scrimgeour blev den nye minister. Dolora kunne dog stadig få en stilling under ham, da han havde andre vigtigere ting at se til. Dette har han fået stor kritik for, siden mange anså Ministeriet for korrupt, når de kunne genansætte en kvinde, der aldrig blev straffet for sine mange tilfælde af magtmisbrug, hvor hun blandt andet mishandlede sine elever.
I sommeren 1996 dukkede hun op til Dumbledores begravelse. Hun havde et kunstigt udtryk af sorg. Da hun fik øje på Firenze, stormede hun hen for at finde sin plads så langt væk fra ham som muligt, grundet sin frygt til kentaurer.
Da Rufus Scrimgeour blev dræbt, blev Kommissionen til Registrering af Mugglerfødte stiftet. Dolora blev her lederen.
En dag mødte hun Mundungus Fletcher i Diagonolstræde, der solgte magiske objekter. Hun ville se en bevilling, men da hun opdagede hun en medaljon med et S på, ville hun have den gratis i bytte for, at der intet skete med Mundungus. Hun vidste dog ikke, at det i virkeligheden var Slytherins medaljon eller en af Voldemorts horcruxer. Da hun fik en kompliment for halskæden af Hermione Granger i forklædning som Mafalda Hopkirk, løj hun og sagde, at medaljonen var et gammelt arvestykke, og S’et stod for Selwyn.
Hermione sagde dette, mens Dolora styrede en høring af nogle halvblods og mugglerfødte, der skulle have ”stjålet” deres tryllestave fra fuldblods. Harry var også til stede her, men i forklædning som Albert Runcorn. Han gemte sig dog under sin usynlighedskappe. Harry blev rasende af at høre denne løgn, hvorfor han kastede Lammer efter Dolora og Corban Yaxley, der også var til stede. På den måde fik de fat i medaljonen. Hermione lavede dog en kopi af medaljonen, så Dolora ikke fattede mistanke. Hvad der skete herefter med hende vides ikke, men det er sandsynligt, at hun fortsatte sit arbejde med at forhøre halvblods og mugglerfødte.
Da Voldemort blev dræbt, og Kingo Sjækelbolt blev den nye Minister for Magi, blev Dolora arresteret, sat for retten og dømt til livstid i Azkaban for sine forbrydelser mod mugglerfødte, siden ikke alle af dem overlevede.
Hun blev aldrig gift, selvom hun gerne ville. Hun prøvede så godt, hun nu kunne på at få sine overordnedes kærlighed – hvem af dem var hun dog ligeglad med. Selvom de værdsatte hendes hårde arbejde og ambitioner, så havde dem, der lærte hende at kende, svært ved at holde af hende. Efter et glas sød sherry var hun tilbøjelig til at komme med sine forfærdelige synspunkter angående mugglerne, og selv magikere, der ikke brød sig om mugglere, kunne blive overraskede over, hvad hun syntes, der skulle hænde mugglernes samfund.
Kendte Uddannelsesdekreter
Nummer 22: Ministeriet for Magi havde ret til at finde en ny professor, såfremt rektoren ikke var i stand til det. Blev lavet den 30. august 1995.
Nummer 23: Gjorde Dolora Nidkjær til Storinkvisitor. Blev lavet den 8. september 1995.
Nummer 24: Forbød samtlige organisationer, selskaber, hold, grupper og klubber, der ikke var godkendt af Storinkvisitoren. Blev lavet den 7. oktober 1995.
Nummer 25: Gjorde Storinkvisitoren øverste myndighed, hvad angik afstraffelse, sanktioner og fratagelse af privilegier blandt eleverne på Hogwarts. Blev lavet den 2. november 1995.
Nummer 26: Forbød professorerne i at fortælle ting, der intet havde med deres fag at gøre. Blev lavet den 14. januar 1996.
Nummer 27: Det var forbudt for enhver elev at være i besiddelse af magasinet Orkløveren. Hvis dette uddannelsesdekret blev overtrådt, blev man bortvist. Blev lavet den 23. marts 1996.
Nummer 28: Gjorde Dolora Nidkjær rektor på Hogwarts. Blev lavet den 21. april 1996, og var det sidste Uddannelsesdekret
Da Dolora blev suspenderet som rektor, blev uddannelsesdekreterne ophævet.
Magi
Hendes tryllestav var 8 tommer, lavet af birk og med et dragehjertebånd som kerne. Og så var den usædvanlig kort. Garrick Ollivander sagde, at korte tryllestave ikke nødvendigvis valgte lave mennesker, men nærmere dem med en forværret moral.
I 1996 tabte hun dog denne tryllestav, da hun blev angrebet af kentaurerne, og en af dem trådte på den, så den brækkede midtover. Hun fik en anden tryllestav, men hvilken vides dog ikke. Denne blev dog konfiskeret, da hun blev arresteret.
Hendes patronus er en perserkat.
Udseende
Dolora mindede lidt om en stor, bleg tudse med et bredt, fedladent ansigt. Hendes hals var nærmest ikke-eksisterende, og hun havde en meget bred, slaphængende mund. Hendes øjne var store, runde og lettere udstående, og hun havde spidse tænder. Hendes hår var kort, krøllet og musebrunt, men ved Dumbledores begravelse var det blevet sølvgråt. Hun var lavstammet, så lav, at man ikke kunne se forskel på, om hun sad ned eller stod op.
Dolora havde det med at bære lyserøde gevandter og bar som regel hårpynt som sløjfer af fløjl.
Personlighed
Udseendemæssigt kunne Dolora kunne ligne en sød ældre dame, men dette skal man ikke tage fejl af. Selvom hun havde en forkærlighed til killinger og pigede ting og havde en lille pigelatter, så var hun noget så arrogant, overlegen og ikke mindst sadistisk. Hun løj om sin slægt for at fremstå mere overlegen og prestigefuld end andre. Hun ville gøre alt for at komme til magt, hvorfor hun også tog æren for andres arbejde. Hvis hun blev irettesat, ændrede hendes lille pigestemme sig hurtigt, og hun blev rasende. Her udnyttede hun sin magt over for eleverne ved at straffe dem, men på et tidspunkt blev hun irettesat af McGonagall, hvor hun intet kunne gøre til hendes store frustration. Derfor tog hun hurtigt fat i Fudge, så hun kunne få magt over McGonagall.
Dolora kunne ikke fordrage halvmennesker/blandingsracer, hvorfor hun i 1993 udfærdigede en del af anti-varulve lovgivningen, der gjorde det stort set umuligt for varulve at få et job. Og i 1994 agiterede hun for, at Dyndfolk skulle i reservater og mærkes. Udover hun afskyede dem, så frygtede hun dem også, siden hun ikke kunne håndtere lyden af hove – eller det, der mindede om det – efter sin tilfangetagelse af kentaurerne.
Referencer
Harry Poter og Fønixordenen (8, 11, 14 15, 17, 19, 25, 29, 38)
Harry Potter og Halvblodsprinsen (4, 30)
Harry Potter og Dødsregalierne (11, 13)
Oprettet d. 08.07.2024