Ernie Macmillan
Fakta:
Født: Mellem 22. april 1980 og 31. august 1980
Død: Ukendt
Blodstatus: Fuldblod
Kollegium: Hufflepuff
Skuespiller: Louis Doyle
Ernest ”Ernie” Macmillan var en fuldblodstroldmand. Familien Macmillan er blandt de såkaldte Hellige 28 fuldblodsslægter. På trods af sin fuldblodsstatus udviste han dog aldrig fordomme overfor mugglerfødte og havde endda adskillige blandt sine nærmeste venner.
Ernie var elev på Hogwarts i perioden 1991-1998 og blev ved sin ankomst til skolen fordelt til Hufflepuff. I sin tid på Hogwarts delte han sovesal med Justin Finch-Fletchley og muligvis Zacharias Smith og var desuden gode venner med kollegiekammeraterne Hannah Abbott og Susan Bones. Ernie var generelt en dygtig elev og blev på sit femte år gjort til vejleder.
Skoleåret 1992-1993
På Ernies andet år på Hogwarts blev Hemmelighedernes Kammer åbnet. Ernie var blandt de elever, der var overbeviste om, at Harry Potter var Slytherins Arvtager, fordi han var en slangehvisker. Han var ligeledes overbevist om at Harry havde forsøgt at få slangen, som Malfoy havde fremtryllet ved mødet i duelklubben, til at angribe Justin Finch-Fletchley snarere end at få den til at lade ham være i fred. Ernie anbefalede ved denne lejlighed Justin at blive i opholdsstuen, indtil problemerne med Hemmelighedernes Kammer var blevet løst.
Da Ernie efterfølgende diskuterede begivenhederne med sine venner fra Hufflepuff, fremsatte han den teori, at Harry i virkeligheden var en mørk troldmand, og at Voldemort havde forsøgt at dræbe ham for at undgå, at han skulle vokse op og blive en rival. Harry overhørte denne samtale og forsøgte at forklare situationen for Ernie, der dog ikke troede ham og skyndte sig at forsikre Harry om, at han var fuldblods ni generationer tilbage. Han påpegede desuden, at Harry havde et motiv for angrebene, fordi han hadede sine egne mugglerslægtninge så meget.
Da Justin blev angrebet, følte Ernie sig bekræftet i sin teori om Harry som Slyherins Arvtager og formåede tilmed at overbevise sin ven Hannah Abbott om, at det var tilfældet. Først da Hermione Granger blev angrebet, indså Ernie, at Harry ikke kunne være den skyldige, fordi han vidste, at Harry aldrig ville have angrebet hende. Han fremsatte herefter en teori om, at Malfoy kunne være den skyldige. En teori Harry blankt afviste til Ernies og Hannahs store undren.
Skoleåret 1993-1994
På sit tredje år tog Ernie mange af de samme valgfag som Hermione Granger heriblandt Mugglerstudier.
Skoleåret 1994-1995
I sommerferien mellem sit tredje og fjerde skoleår var Ernie sammen med sin familie tilskuer til finalen i verdensmesterskaberne i quidditch og var sandsynligvis også til stede under de efterfølgende ødelæggelser foretaget af dødsgardister.
På Ernies fjerde skoleår blev den Magiske Trekampsturneringer afholdt på Hogwarts. Ernie støttede sin kollegiekammerat Cedric Diggory og mente, at Harry Potter havde snydt for at få en plads i konkurrencen. Han gik med en af Draco Malfoys ’Støt Cedric Diggory/Potter stinker’ badges for at vise sin støtte til Cedric og beholdt den på selv efter, at Cedric bad ham og de andre elever lade være. Efter den tredje opgave, da Harry vendte tilbage fra kirkegården og fortalte, at Voldemort var tilbage, var Ernie blandt de elever, der troede ham.
Skoleåret 1995-1996
På sit femte skoleår blev Ernie gjort til vejleder for Hufflepuff sammen med sin veninde Hannah Abbott. Ernie var blandt de få elever, der efter sommerferien og Profettidendes skriverier stadig troede på Harrys historie om Voldemorts genkomst. Han var endda selvsikker nok i denne tro til offentligt at erklære sin støtte overfor Harry.
Ernie var til stede ved dannelsen af Dumbledores Arme og blandt dens første medlemmer. Han troede helhjertet på vigtigheden af DA og gik endda så vidt som til at erklære det for den næst vigtigste ting, de kunne gøre det år, det vigtigste værende deres UGL’er.
Da Hogwarts rektor, Albus Dumbledore, blev tvunget til at forlade skolen efter, at DA blev opdaget og Dolora Nidkjær forsøgte at indtage rektorkontoret, der imidlertid forseglede sig overfor hende, så Hufflepuffs husspøgelse Den Fede Munk det og fortalte det videre til Ernie. Ernie fortalte det videre til Harry, Ron og Hermione, men blev overhørt af Malfoy, der truede med at tage point fra Hufflepuff som straf. Ernie påpegede ved denne lejlighed, at vejledere ikke kan tage point fra hinanden, hvilket fik Malfoy til at fortælle om Inkvisitionspatruljen, en gruppe startet af Nidkjær med det formål at få elever til at spionere for sig, og dens beføjelser, der overtrumfede vejledernes. Malfoy brugte Ernies protester over dette til at fratage Hufflepuff fem point. Da Fred og George dukkede op og advarede Ernie og trioen om deres planer om at lave ballade, skyndte Ernie sig væk med en undskyld om nogle forvandlingslektier, så han ikke skulle blive indblandet.
Da tiden for UGL-eksaminerne nærmede sig læste Ernie op 8-10 timer om dagen og udviklede en vane med at spørge alle om, hvor mange timer de læste. Hans klassekammerater fandt denne vane ekstremt irriterende.
På vejen hjem i Hogwartsekspressen overværede Ernie sammen med en gruppe tidligere DA-medlemmer, hvordan Malfoy sammen med Crabbe og Goyle overfaldt Harry. De tidligere DA-elever kastede så mange forhekselser på dem, at de kom til at ligne ”kæmpestore skovsnegle klemte inde i en skoleuniform”. Ernie og Justin hjalp herefter med at smide dem op på en baggagehylde. Ernie fandt stor tilfredsstillelse i denne handling og tog det til dels som gengæld for at Malfoy havde fratrukket ham point.
Skoleåret 1996-1997
Ernies hårde arbejde op til UGL-eksaminerne gjorde, at han opnåede gode nok karakterer til at tage både eliksirer og forsvar mod mørkets kræfter på FUT-niveau. Han deltog desuden i timerne i spektraltransferens sammen med resten af årgangen. Under den første time i dette kursus lavede en piruet og landede ved et uheld inde i det tøndebånd, han formodedes at transferere sig ind i. Han var selv meget begejstret, i det han troede, at han havde transfereret, men højlydt latter fra Dean Thomas og Seamus Finnigan fik ham til at indse, at dette ikke var tilfældet.
Sidst på året, da dødsgradister dukkede op på Hogwarts, opdagede Ernie, hvordan det var fat, fordi han i kræft af sit vejlederembede havde forladt opholdsstuen for at undersøge nogle lyde, han havde hørt. Han fik ved denne lejlighed øje på Malfoy, Snape og Harry, der kom løbende ned af en korridor. Da han spurgte Harry, hvad der foregik, fik han ikke noget svar. Senere hen efter Slaget ved Astronomitårnet, fandt Ernie ud af, at Albus Dumbledore var død. Ernie deltog sandsynligvis i begravelsen nogle dage senere.
Skoleåret 1997-1998
Som fuldblodstroldmand kunne Ernie frit vende tilbage til Hogwarts efter Voldemorts magtovertagelse. Han sluttede sig i løbet af året til den gendannede DA og kæmpede side om side med mange af sine gamle kammerater først imod det nye styre på Hogwarts og senere i Slaget om Hogwarts. Under slaget hjalp Ernie sammen med Luna Lovegood og Seamus Finnigan med at drive nogle dementorer væk fra Harry, Ron og Hermione. Ernies patronus tog form efter et vildsvin.
Efter krigen
Hvad, der skete med Ernie efter krigen, er uvist. Han nævnes ikke blandt de omkomne, og det kan således antages, at han overlevede.
Udseende og personlighed
Ernie beskrives som værende kraftigt bygget og lyshåret. Når han koncentrerer sig meget, bliver han helt lyserød i ansigtet, dette skete blandt andet ved undervisningen i spektraltransferens.
Personlighedsmæssigt beskrives Ernie som temmelig formel både i opførsel og tale. Som en ægte Hufflepuff-elev var han meget loyal overfor sine venner og altid ærlig. Han var aldrig bange for at sige sin mening, men indrømmede også gerne, når han tog fejl. Han havde dog en vis tendens til at nå til forhastede konklusioner, som da han troede Harry var Slyhterins Arvtager, eller da han var overbevist om, at Harry havde snydt for at blive valgt til trekampsturneringen. Han var en hårdtarbejdende og ambitiøs studerende, der gjorde sit bedste for at få gode karakterer og han udviste også stort mod og loyalitet under Slaget om Hogwarts. Ernie var desuden stolt at sin status som fuldblods, men udviste aldrig blodfanatiske tendenser.
Referencer:
Harry Potter og Hemmelighedernes Kammer
Harry Potter og Fangen fra Azkaban
Harry Potter og Flammernes Pokal
Harry Potter og Fønixordenen
Harry Potter og Halvblodsprinsen
Harry Potter og Dødsregalierne