Seamus Finnigan
Fakta:
Født: Ukendt
Død: Ukendt
Blodstatus: Halvblod
Kollegie: Gryffindor
Skuespiller: Devon Murray
Seamus Finnigan var en irsk halvblodstroldmand. Hans mor var heks og hans far muggler. Faren fik først at vide, at moren var heks, efter de var blevet gift, og Seamus har beskrevet det som værende noget af en forskrækkelse for ham. Han er beskrevet som havende sandfarvet hår
Seamus startede på Hogwarts Skole for Heksekunster og Troldmandsskab i 1991 og blev fordelt til Gryffindor. Han gik altså på både samme årgang og kollegie som Harry Potter. Seamus viste sig hurtigt at have for vane med at komme galt af sted med sin magi. Blandt andet satte han ild til sin fjer, da eleverne lærte om Wingardium Leviosa i en Besværgelsestime. Under Harrys første Quidditchkamp viste Seamus også sit engagement for sporten, da han sad sammen med Ron Weasley, Hermione Granger, Neville Longbottom og Dean Thomas på den øverste række på tribunerne. Ham og Dean blev også hurtigt gode venner og hang meget ud sammen i løbet af deres skoletid på Hogwarts.
På sit tredje skoleår (1993/1994) stod Seamus for første gang ansigt til ansigt med sin boggart, der viste sig at tage form som en Banshee. Han brugte Riddikulus-besværgelsen til at fjerne Bansheens stemme, og professor Remus Lupus belønnede ham med fem kollegiepoint
I sommeren 1994 deltog Seamus i Verdensmesterskaberne i Quidditch som tilskuer. Han havde sin mor og Dean med. Seamus holdt åbenlyst med Irland, da han selv var af irsk afstamning.
Da Harrys navn på mystisk vis fløj ud af Flammernes Pokal, var Seamus én af de elever der troede på, at Harry havde narret pokalen til at lade ham deltage i Turneringen i Magisk Trekamp. Seamus deltog også i Juleballet, og han var partner med Lavender Brown.
Seamus troede heller ikke på Harry, da de første rygter om Lord Voldemorts tilbagevenden brød ud i offentligheden, og han havde også et skænderi med Harry den første aften, da deres femte år startede (1995). Seamus' mor var en meget trofast læser af Profettidende, og troede på hvert et ord avisen skrev om Harry og var også meget imod, at Seamus vendte tilbage til skolen.
Seamus kom dog og undskyldte til Harry efter sidstnævntes interview med Rita Rivejern til Ordkløveren. Han fortalte Harry, at han nu troede på, at Voldemort var tilbage og havde endda sendt en kopi af interviewet til sin mor. Ham og Harry blev hurtigt efter gode venner igen.
Efter jul lykkedes det Dean at overtale Seamus til at være med til sin første lektion i Dumbledores Armé. Her lærte Seamus at fremmane en Patronus, noget han blev meget begejstret over, til trods for at den ikke var helt legemliggjort.
I 1997 vendte Seamus tilbage til Hogwarts for at starte på sit syvende år. Han savnede Dean, som havde været nødsaget til at flygte, grundet sin formodede mugglerfødte status. Seamus blev en del af det nyoprettede Dumbledores Armé, der stod imod Dødsgardisterne på skolen. Han gik så meget op i gruppens missioner, at da Harry, Ron og Hermione vendte tilbage til skolen, var hans ansigt så forslået, at han ikke var til at genkende, som resultat af sit oprør mod Dødsgardisterne.
Da Voldemort og hans hær angreb slottet, var Seamus en af dem der blev og kæmpede. Han reddede blandt andet Harry, Ron og Hermione fra hundredvis af Dementorer, da han sammen med Luna Lovegood og Ernie Macmillan kastede Patronus-besværgelsen: Seamus’ Patronus var en ræv.
Seamus overlevede Kampen om Hogwarts, men det er uvist, hvad der skete med ham efterfølgende.
Gennem sin skoletid viste Seamus sig fra en afslappet og godmodig side. Han kunne også være ret klodset, som det blandt andet sås, da han satte ild til sin fjer i en af Besværgelsestimerne. Han fremstod også meget nysgerrig og var ikke ræd for at stille spørgsmål, blandt andet til lærerne på skolen.
Han kunne dog også vise sig fra en skeptisk side, da han var den af drengene i sovesalen, der støttede Harry mindst, da rygterne om Voldemorts tilbagevenden opstod. Til gengæld kunne han godt indse, når han havde taget fejl, hvilket sås da han undskyldte sin opførsel over for Harry. Han blev meget loyal over for både Harry og Albus Dumbledore, og han nægtede at forlade Hogwarts indtil efter Dumbledores begravelse, selvom hans mor insisterede på, at han kom hjem, lige så snart hun hørte om rektorens død.
Seamus viste sig også som en ægte Gryffindor, der udviste mod og tapperhed, da han gik imod Dødsgardisterne og deltog i Kampen om Hogwarts.
Vi hører om Seamus Finnigan i:
Alle Harry Potter-bøgerne, da han deler årgang med Harry.
Referencer:
Harry Potter og De Vises Sten
Harry Potter og Hemmelighedernes Kammer
Harry Potter og Fangen fra Azkaban
Harry Potter og Flammernes Pokal
Harry Potter og Fønixordenen
Harry Potter og Halvblodsprinsen
Harry Potter og Dødsregalierne
Oprettet d. 12.03.2020.