Billede af RDNE Stock project fra Pexels

Filmatiseringen af Harry Potter og Flammernes Pokal

Harry Potter filmene bliver gradvist mørkere, og det sker selvfølgelig også i løbet af de første tre; men jeg må indrømme at jeg føler, at det er i Harry Potter og Flammernes Pokal at tingene virkelig tager fart!

Blogserien her er nået til sit fjerde opslag; det vil selvfølgelig sige den fjerde film, hvor jeg har udpeget nogle af de forskelle, der kan findes mellem henholdsvis bogen og den filmatiserede udgave.

Har du læst om forskellene i Harry Potter og Fangen fra Azkaban?

Hvilke forskelle er der i Flammernes Pokal?

Familien Gåde og Frank Bryce

I filmen får vi ikke hele historien om mordet på familien Gåde og Frank Bryce. Desuden bliver Frank Bryce i filmen dræbt uden for rummet med Voldemort og hans tilhængere, men i bogen bliver han inviteret derind.

Tungeslaskerkaramellerne til Dudley Dursley

I bogen kommer Arthur, Ron, Fred og George Weasley til Ligustervænget for at hente Harry Potter, hvor Dudley Dursley får spist en tungeslaskerkaramel. Dette er ikke kommet med i filmen.

Ron Weasleys gallakappe

Et mindeværdigt øjeblik fra filmen er, da Ron Weasley sidder i Storsalen og modtager sin gallakappe. I bogen får han den dog i Vindelhuset.

Væddemål og Ludo Ludomand

I bogen vædder Fred og George med Ludo Ludomand, hvor de satser alle deres penge (bestående af 37 galleoner, 15 sølvsegl og 3 knut) på, at Irland ville vinde Quidditchkampen, men at Krum ville fange lynet. Dette væddemål er ikke kommet med i filmen.

Ludo Ludomands rolle er desuden slet ikke med i filmen, så hans roller er i stedet blevet udfyldt af andre kendte karakterer.

Dødsgardisterne til Verdensmesterskaberne i Quidditch

I filmen får vi at se, hvordan Harry Potter bliver væltet omkuld af de panikslagne gæster, da Dødsgardisterne angriber Verdensmesterskaberne i Quidditch, og af den grund bliver han væk fra sine venner. I bogen bliver Harry dog sammen med sine venner, og de flygter sammen.

Percy Weasleys ministerielle arbejde

Percys arbejde i Ministeriet for Magi bliver ikke nævnt i filmen, og samtidig får vi i filmen heller ikke hans forræderi mod familien at se.

Draco Malfoy som fritte

I filmen forvandler den falske Alastor Dunder først Draco Malfoy til en fritte, efter Harry Potter har set dragerne, og det sker desuden, inden Malfoy kan nå at røre Harry. I bogen sker det dog inden timerne om De Utilgivelige Forbandelser, og det sker, fordi Malfoy angriber Harry bagfra.

Imperiusforbandelsen

I bogen bliver eleverne underlagt imperiusbesværgelsen af den falske Alastor Dunder, så de kan finde ud af, hvordan det føles og lære, hvordan man kæmper imod det. I filmen er der dog ingen elever, der bliver kastet magi på.

Fred og George Weasley og Lee Jordan

I filmen ser vi, hvordan Fred og George Weasley forsøger at snyde alderslinjen og smide deres navn i Flammernes Pokal. I bogen er Lee Jordan også med til det.

Albus Dumbledore

Dette er nok en af de mere bemærkelsesværdige forskelle, som der også har været en del memes med rundt på internettet. I bogen spørger Albus Dumbledore roligt ind til, om Harry har puttet sit navn i Flammernes Pokal. I filmen spørger han dog på en mere vred og råbende måde.

Garrick Ollivander

I filmen får vi ikke lov til at se, at Garrick Ollivander kommer for at teste deltagernes tryllestave.

Sirius Black

Desværre får vi ikke set meget til Sirius Black i filmen udover samtalen, hvor hans hoved dukker op i opholdsstuens pejs. I bogen besøger trioen ham dog på hans gemmested, og han bliver også senere inviteret ind på Dumbledores kontor.

Fleur Delacour og hendes wiliegener

I filmen får vi ikke forklaret, at Fleur Delacour har en wilie i familien, og vi får ikke rigtigt forklaret, hvordan dette påvirker folk, der er tiltrukket af kvinder.

Barty Ferm på Røverkortet

I filmen er der ikke blevet vist, at Harry gentagne gange ser Barty Ferm på Røverkortet og antager, at det er Barty Ferm Sr, der er ude på noget. I virkeligheden skyldes det selvfølgelig, at det er Barty Ferm Jr, der har stjålet Alastor Dunders identitet.

Opgaven i Den Sorte Sø

I filmen kan Harry Potter tale under vandet, men hvor hans stemme lyder boblende. I bogen kan han dog ikke tale overhovedet. Desuden bruger han magi (besværgelsen Ascendio), når han i filmen skal op ad vandet. I bogen svømmer han blot op.

Hadebrevene til Hermione Granger

I bogen modtager Hermione Granger hadebreve fra vrede læsere af Rita Rivejerns artikler. Dette er ikke kommet med i filmen.

Opgaven i labyrinten

I filmen er det ikke specificeret, hvor labyrinten er placeret henne, men i bogen er den på Quidditchbanen. I bogen oplever Harry Potter desuden at skulle op imod en Boggart, Futskolopendre og en Sfinks. I filmen er det i højere grad deltagerne imod hinanden.

Cedric Diggorys forældre

I bogen mødes Harry Potter og Albus Dumbledore med Cedric Diggorys forældre. Dette møde finder aldrig sted i filmen.

Hvilke detaljer ville du have ønsket var med i filmen?