Sirius Black
Fakta:
Født: 3. november 1959
Død: 18. juni 1996
Hårfarve: Sort
Øjenfarve: Grå
Hudfarve: Hvid
Blodstatus: Fuldblod
Kollegie: Gryffindor
Også kendt som: Køter
Skuespiller: Gary Oldman (voksen), James Walters (teenager), Rohan Gotobed (barn)
Sirius Black III er også kendt under navnet Køter eller bare Sirius Black. Han kom fra en gammel, fornem fuldblodsslægt, nemlig Black-familien, og var den ældste søn af Orion og Walburga Black og storebror til Regulus Black. Dette gjorde ham fætter til Black-søstrene: Bellatrix Lestrange (née Black), Narcissa Malfoy (née Black) og Andromeda Tonks (née Black). Black-familien er derudover også en af de ’Hellige 28’ britiske familier, som skulle være de mest ’renblodede’ troldmandsfamilier. Sirius blev født i bydelen Islington i London, England, hvor han boede på adressen Grumsted Plads nummer 12 med sin far, mor og bror. Han var den sidste levende Black, indtil sin død d. 18. juni 1996.
Han gik på Hogwarts Skole for Heksekunster og Troldmandsskab fra 1971-1978. Selvom han kom fra en familie, hvor alle var Slytheriner, blev han fordelt på Gryffindor, og blev derfor det sorte får i familien. Han delte heller ikke sin families blodfanatiske holdninger og praktiserede heller ikke mørk magi. Det skabte meget konflikt i familien, og Sirius gjorde også alt, hvad han kunne, for at understrege præcis hvor anderledes han var fra sin familie. Sirius var et ægte eksempel på en sand Gryffindor-elev. Han var renhjertet og modig og loyal helt til døden. På sit teenageværelse kastede han bl.a. permanente klistrebesværgelser på sine Gryffindorbannere, billeder af sine Gryffindorvenner og mugglerpiger i bikini, så de blev hængende på væggene til stor irritation for hans forældre. Sirius var også stor fan af motorcykler og havde derfor plakater af dem hængende på værelset på samme manér. I og med at Sirius blev voksen havde han groet et stærkt had til sin familie, især sin mor og kusine, Bellatrix Lestrange.
På Hogwarts fandt Sirius hurtigt en ven i James Potter, der var en anden fuldblods-troldmand på samme årgang. De blev hurtigt bedste venner og gennem deres skolegang brød de utallige af Hogwarts’ regler sammen; dog også sammen med de to andre Gryffindor-drenge: Remus Lupus og Peter Pettigrew. Men Sirius og James blev især tæt knyttede. I løbet af sin skoletid opdagede Sirius, James og Peter, at Remus var en varulv, og de begyndte i hemmelighed at undersøge, hvordan de kunne assistere ham under fuldmånerne uden at komme til skade. De satte gang i et flere år langt projekt om at blive til animagusser, og på deres femte år lykkedes det dem endelig. Sirius’ animagusform blev en stor, sort hund, hvoraf kælenavnet ”Køter” opstod. I samarbejde med sine tre venner kreerede de alle fire Røverkortet, som gjorde det muligt for dem at snige sig ud af slottet uden at blive opdaget.
Under sin Hogwartstid var Sirius, sammen med James, enormt populær. Pigerne faldt for hans mørke og flotte udseende og hans rebelske attitude, og professorerne fandt ham intelligent, men ignorerede heller ikke hans skarnsstreger, som han tit lavede i samarbejde med James. Den unge Sirius havde dog også sine fejl, da han bl.a. aktivt deltog i James’ hån og mobning af Severus Snape, som var en jævnaldrende Slytherin. Det førte til et gengældt had mellem Sirius og Snape, som fortsatte helt op i deres voksne liv. Selvom Sirius som voksen udtalte, at han ikke var stolt af den måde, han havde behandlet Snape på, så undskyldte han aldrig over for ham.
Som 16-årig blev Sirius smidt ud af sine forældres hjem, og han søgte tilflugt hos James og hans familie. Fleamont og Euphemia Potter tog imod Sirius med åbne arme og endte med at se ham som deres egen søn. Tilbage på Grumsted Plads nr. 12 brændte Sirius’ mor hans ansigt af familiens stamtræ, en tradition der ramte alle der ikke støttede familiens ideologi. Sirius’ onkel, Alphard, fik sympati med sin nevø og efterlod ham en stor sum penge, som gjorde det muligt for Sirius at klare sig økonomisk, og han fik senere hen også fundet sin egen bopæl.
På sit sjette år på Hogwarts nåede uvenskabet med Snape en helt ny højde, da Sirius gav ham et tip om, hvordan han skulle komme forbi Slagpoplen og ned til tunnelen, der førte til Det Hylende Hus. Under fuldmåne drog Snape ned i hulen, uvidende om at Remus var i den anden ende som varulv. Snape endte dermed med at få kendskab til Remus' lynkantropi. Da James fik Sirius’ unoder at vide, tvang det ham til at redde Snape fra livsfare. Sirius undskyldte for sin handling og forklarede det med, at han blot havde fortalt Snape, hvad han ville vide, uden at give for mange informationer væk. PÅ grund af denne episode led Remus og Sirius' forhold under et knæk da Sirius fortalte en anden om Remus' hemmelighed.
Efter dimissionen blev Sirius, ligesom sine tre bedste venner, medlem af Fønixordenen, som var en modstandsgruppe, der bekæmpede Lord Voldemort. Vennerne kæmpede i den Første Troldmandskrig. Han forblev bedste venner med James og deltog også i hans og Lily Evans’ bryllup som James’ forlover. Da ægteparrets søn, Harry, blev født, blev Sirius også hans gudfar. Han gav endda Harry hans første kost i et-årsfødselsdagsgave.
Under sin tid hos Fønixordenen begyndte Sirius at føle sig irriteret, mistroisk og stresset. Det gik især udover hans venskab med Remus, som han ikke længere stolede på, men mistænkte for at være spion.
I 1977 blev Sirius og James jagtet af tre dødsgardister på denne motorcykel. Dette resulterede i at de, pga. for høj fart, også blev jagtet af muggler-politiet der til sidst fangede dem i en smal gyde. Sirius og James tog dog ikke politiet specielt seriøst, og i stedet for at opgive deres navne, remsede de navnene ’Wilberforce, Bathsheba og Elvendork’ op for politibetjentene. Det stoppede dog da de tre dødsgardister indhentede dem, og både Sirius og James trak deres tryllestave, og fik politibilen til at flyve op som skjold mod dødsgardisterne, der alle fløj direkte ind i bilen. Efter dette satte Sirius og James sig tilbage på motorcyklen, og fløj væk fra de skrækslagne betjente.
I 1981 da Fidelius-besværgelsen skulle kastes over Potterne, ville James have Sirius som deres Hemmelighedsforvalter, men Sirius mente, at det ville være for åbenlyst et valg, så han foreslog at bruge Peter i stedet. Dette skulle senere hen vise sig at være en fejl, da Peter kort tid efter besværgelsen var kastet, forrådte Potterne og fortalte Voldemort, hvor de befandt sig. På natten for Potternes død opsøgte Sirius Peter, men fandt ham ikke. Det fik ham til at haste af sted til Godric-dalen, hvor han fandt James og Lilys hus i ruiner og dem begge døde; kun Harry var levende tilbage. Da Rubeus Hagrid ankom til stedet for at tage Harry fra Sirius på Dumbledores ordre, tilbød Sirius selv at tage ham, da han trods alt var Harrys gudfar. Efter en lang diskussion gav Sirius sig og gav endda Hagrid den flyvende motorcykel, som han var i besiddelse af.
Efter han forlod Godric-dalen, opsøgte Sirius Peter for at få hævn. Peter skulle dog vise sig at narre Sirius. Midt på åben gade beskyldte Peter Sirius for at stå bag mordet på Potterne, hvorefter han kreerede en stor eksplosion, der dræbte 12 mugglere og iscenesatte Peters egen død. Pettigrew døde nemlig ikke rigtigt, men nåede at forvandle sig til sin animagisu-rotte og mistede lillefingeren, så alle andre troede på hans iscenesatte død. De overlevende mugglere, der havde været vidner til eksplosionen, forklarede at de var sikre på, at Sirius stod bag eksplosionen og mordene. Sirius blev arresteret for at være både morder og forræder, så han blev sendt i Azkaban på livstid. Hermed var Sirius den eneste, der vidste efter Lily og James’ død, at Peter var forræderen.
Sirius sad tolv år i fængsel, inden det lykkedes ham at slippe fri. Han forklarede selv, at den eneste grund til, at han ikke blev vanvittig grundet Dementorernes tilstedeværelse, var fordi han vidste, at han var uskyldig. Han holdte muligvis også sit psykiske helbred ved lige at at kunne forvandle sig til sin animagusform. Det der gav ham den endelige styrke, var synet af Peter i sin animagusskikkelse i en artikel fra Profettidende. Sirius brændte for at få hævn og blev dermed fyldt med ny motivation, der var stærk nok til at forvandle ham til sin animagusskikkelse og slippe forbi Dementorerne.
Efter sin flugt fra Azkaban blev både Ministerielle styrker og mugglere informeret. Ministeriet satte en eftersøgning på Sirius i gang, mens mugglerne fik at vide, at han var farlig. Mange folk troede, at hans plan var at dræbe Harry som et vanvittigt forsøg på at færdiggøre det, som Voldemort havde sat i gang.
Det første sted Sirius viste sig, efter sin flugt fra Azkaban, var Little Whinging, hvor han i sin animagusform fik et glimt af Harry. Harry fik også øje på Sirius, men blev forskrækket og kom til at hidkalde sig Natbussen, hvorefter Sirius forsvandt igen.
Sirius søgte herefter tilflugt omkring Hogsmeade og Den Forbudte Skov. Han blev gjort bekendt med Hermione Grangers kat, Skævben, som kunne regne ud, at Sirius ikke var en ægte hund, og som samtidig også havde regnet ud, at Peter, under navnet Scabbers, ikke var en rigtig rotte. Skævben prøvede mange gange at bringe Peter til Sirius, men Ron Weasley, Scabbers ejer, var meget beskyttende over for sit ”kæledyr.”
Utålmodig og desperat forsøgte Sirius at snige sig ind på Gryffindors opholdsstue d. 31. oktober 1993, men Den Fede Dame nægtede ham adgang, hvilket fik ham til at rive hendes portræt i stykker. Det lykkedes ham dog på et senere tidspunkt at komme ind i opholdsstuen med hjælp fra en liste med kodeord, som Skævben havde stjålet fra Neville Longbottom og givet videre til ham. Da han nåede op i drengenes sovesal, rev han Rons sengegardiner i stykker i sin søgen efter Peter. Peter var dog ingen steder at finde.
I juni-måned fangede Sirius endelig Peter, som blev båret af Ron, efter Hagrid havde givet ham rotten tilbage – Peter havde nemlig gemt sig i hans hytte. Sirius endte med at angribe Ron og slæbte både ham og Peter med sig til Det Hylende Hus. Harry og Hermione fulgte efter, og senere dukkede både Remus og Snape op også. Remus og Sirius fik i fællesskab afsløret Peters sande skikkelse. Sirius han fik forklaret den sande historie om James og Lily Potters død og Peters involvering i denne. Både Remus og Sirius og nærede begge et ønske om at dræbe Peter. Harry stoppede dem dog i det og mente, at det ville være mere retfærdigt at lade Peter stå ansigt til ansigt med Dementorerne.
Som de bevægede sig tilbage til slottet, spurgte Sirius lidt tøvende, om Harry kunne tænke sig at flytte ind hos ham. Harry sagde meget begejstret ja. Dog kort tid efter flokken vendte tilbage på slottets grund, forvandlede Remus sig til en glubsk og farlig varulv. Sirius prøvede at beskytte Harry, Hermione og Ron ved at forvandle sig til sin animagusskikkelse, hvilket gav Peter en chance for at slippe væk. Sirius var desværre svag og kunne ikke forsvare sig til fulde med alle Dementorerne omkring Hogwarts. Harry og Hermione fandt ham bevidstløs og omringet af Dementorer. Det lykkedes dem næsten at suge Sirius’ sjæl ud, indtil en Patronus i form som en kronhjort fik jaget dem væk.
Sirius blev taget til fange af Snape og blev idømt et Dementorkys af Ministeren, Cornelius Fudge. Heldigvis kunne Harry og Hermione bruge Hermiones tidsvender til at hjælpe Sirius med at flygte. Harry og Hermione havde kort tid inden også reddet hippogrifen Stormvinds liv, og det gav Sirius mulighed for at flygte på det flyvende væsen. Hans navn var stadig ikke renset, så han kunne ikke give Harry det hjem, han havde tilbudt, men måtte i stedet leve i skjul det næste år. Da trioen skulle hjem på sommerferie, sendte han dog en lille ugle, kaldet Grisligiano, afsted med brevet, som han tilbød Ron som erstatning for ”Scabbers.” Han havde også vedhæftet en godkendelsesblanket til Harry, som gjorde det muligt for ham at tage til Hogsmeade og forklarede ligeledes, at han stod bag den Prestissimo, som Harry havde fået i gave tidligere på skoleåret.
I året på flugt fra fængslet var det ikke muligt for Sirius at komme ud i offentligheden og få fortalt sandheden, da det eneste vidne, han havde for sin uskyld var Peter Pettigrew. Under sit år i skjul sendte Sirius meget få breve til Harry for at holde sin nuværende lokation skjult. Da Harry blev deltog i Turneringen i Magisk Trekamp gemte Sirius sig i en hule nær ved Hogsmeade, så Harry, Ron og Hermione kunne besøge ham med jævne mellemrum. På den måde kunne Sirius kun hjælpe Harry fra sidelinjen gennem Harrys skoleår.
Efter den sidste opgave i Turneringen blev Sirius hidkaldt af Dumbledore op til rektorens kontor, så han kunne møde Harry. Han fik efterfølgende lov til at blive hos Harry i Hospitalsfløjen i sin animagusskikkelse. Dumbledore havde fortalt Madam Pomfrey inden, at Sirius var en meget veltrænet hund. Efter Fudge havde forladt skolen, bad Dumbledore Sirius om at finde Remus, Arabella Figg og Mundungus Fletcher og holde lav profil i Remus’ hjem, indtil Dumbledore kontaktede ham igen.
I 1995 blev Sirius igen del af den nye Fønixorden, der nu havde hovedkvarter i Sirius’ gamle barndomshjem, Grumsted Plads nr. 12. Desværre kunne Sirius stadig ikke bevæge sig sikkert udenfor i offentligheden, og han blev hurtigt bitter over sin ”ubrugelighed.” Han havde dog mulighed for kortvarigt at forlade huset i sin animagusskikkelse, da han fulgte Harry til Hogwartsekspressen. De to holdt kontakten under Harrys skoleår vha. ugler og susenetværket, indtil Dolora Nidkjær begyndte at overvåge netværket.
Igennem Harrys femte skoleår var der mange voksne, der såede tvivl om Sirius’ evne til at være en forælder for Harry. De antydede ofte, at Sirius opførte sig som om Harry var James i stedet for at være som en forælder for ham. Han opmuntrerede også Harry til at fortsætte kampen mod Nidkjær og var stor fan af den hemmelige gruppe på skolen, Dumbledores Armé. Så stor fan at Hermione bekymrede sig over, om han prøvede at leve sit liv gennem dem. Han var også villig til at svare på Harrys spørgsmål om Fønixordenen og Voldemort, selvom mange af de andre ordenmedlemmer mente, at Harry var for ung til at håndtere den slags sandheder. Sirius bad også Harry om at kontakte ham, skulle Snape give ham problemer under deres Okklumensi-lektioner.
Sirius fik endelig mulighed for at komme ud af sin indespærring, da han deltog i Slaget i Mysteriedepartementet. Det var et falsk syn indeholdende Sirius, som Voldemort plantede i Harrys sind, der startede Slaget. Harry var nemlig overbevist om, at hans gudfar var i fare. Under slaget kæmpede Sirius mod Dødsgardister, inklusivt hans kusine, Bellatrix, i Dødskammeret. Under duellen lykkedes det Bellatrix at sende en ukendt utilgivelig besværgelse efter Sirius, som fik ham til at falde bagover og igennem sløret i stenbuen i kammeret og derfor falde direkte i sin død.
Sirius efterlod alt, hvad han ejede, til Harry efter sin død, inklusiv Grumsted Plads nr. 12 og Black-familiens husalf, Kræ.
Sirius var en dygtig troldmand og havde især dygtige evner inden for besværgelser og nonverbal magi.
Sirius er beskrevet som værende en høj, flot mand med lys hud, langt sort hår og grå øjne. Desværre satte de mange år i Azkaban sit præg på ham, og han endte derfor med at se ældre ud, end han var, med indsunkent ansigt, bleg hud, gule tænder og filtret hår. Efter sin flugt fra troldmandsfængslet, begyndte hans ydre dog langsomt at forbedres med kortere, renere hår og et sundere og yngre ansigt.
Vi hører om Sirius Black i alle Harry Potter-bøgerne, undtagen Hemmelighedernes Kammer. I De Vises Sten nævnes han blot af Hagrid i første kapitel, men fra Fangen fra Azkaban til Fønixordenen spiller han en større rolle for Harry indtil sin død.
Sirius optræder igen i Dødsregalierne, da Harry bruger Genopstandelsesstenen til at hidkalde sig ham, James, Lily og Remus, inden han skal stå ansigt til ansigt med sin død. Han forsikrede Harry om, at det ikke gjorde ondt at dø, men at det var hurtigere og nemmere end at falde i søvn. Han lovede også at blive ved Harrys side indtil den bitre ende.
Referencer:
Harry Potter og De Vises Sten
Harry Potter og Fangen fra Azkaban
Harry Potter og Flammernes Pokal
Harry Potter og Fønixordenen
Harry Potter og Halvblodsprinsen
Harry Potter og Dødsregalierne
Opdateret d. 17.03.2023