Barty Ferm Jr.

Fakta:
Født:
Omkring år 1962 eller år 1963
Død: Omkring år 1995-1996 (modtog dementorkysset i år 24. juni 1995)
Blodstatus: Fuldblod eller halvblod
Seneste beskæftigelse: Professor i FmMK (som Alastor Dunder)
Skuespiller: David Tennant


Bartemius Ferm Jr., også kendt som Barty Ferm Jr., var en troldmand, som enten var halvblods eller fuldblods. Han var søn af Bartemius Ferm Sr.
Navnet Bartemius kommer fra navnet Bartimaeus, der stammer fra biblen. Navnet kan oversættes til “Søn af ære”.

Udseende
Da Bartemius var ung var hans hud blegere end hvid. Han havde blondt hår og fregner (FP 30). Tidligt i 30’erne blev han beskrevet med let fregnet hud, bleg og tykt lyst hår. Han kunne have et sindssygt smil. Han havde Mørkets Tegn på sin arm.

Tidlige liv
Barty Ferm Jr. blev født omkring år 1962 eller år 1963. Familien han blev født ind i havde forbindelser til Ministeriet for Magi, og han fik ikke meget opmærksomhed fra sin far, som havde travlt med dels at fange mørke troldmænd, og dels at blive Minister for Magi. Hans mor elskede ham, og i sin ungdom gik han på Hogwarts Skole for heksekunster og troldmandsskab, hvor han fik 12 U.G.L’er. Det er muligt at manglen på opmærksomhed fra sin far, har påvirket hvordan han blev senere i sit liv.

Dødsgardisterne og Mørkets Herre
Da Barty var i sine sene teenageår, fik han mørkets tegn på sin arm, og blev dermed også en del af dødsgardisterne. Da Voldemort i 1981 første gang faldt, ledte Barty efter ham sammen med de andre dødsgardister. Efter at have været med til at torturere Alice og Frank Longbottom med dolorosoforbandelsen til de blev sindssyge, blev han arresteret og sendt til en retssag foran sin far, som på det tidspunkt var lederen i Afdelingen for Magiske Efterretninger. Han insisterede på at være uskyldig og skreg, at han ikke gjorde det. Han forsøgte endda at få sin mor, som var til stede under retssagen, til at stoppe faderen, men han blev i sidste ende dømt til livstid i Azkaban. Dengang var Barty kun 18 eller 19 år gammel.

I skoleåret 1995/1995 mødtes Harry Potter, Ron Weasley og Hermione Granger med Sirius Black, hvor de kom til at snakke om Barty Ferm Sr. Ifølge Sirius Black var rettergangen kun en lejlighed for at vise, hvor meget Barty Ferm Sr. afskyede sin søn og hans påståede gerninger. Han sagde at Barty skreg efter sin mor når det blev mørkt (i Azkaban), men blev stille efter et par dage, på nær når der blev skreget i søvne. Han fortalte, at Barty døde, mens han sad i Azkaban, omkring et år efter han kom derind. Sirius nævnte desuden, at drengen så sygelig ud allerede ved ankomsten til Azkaban (FP 27).
Senere samme skoleår overværede Harry Potter denne episode i mindekarret. Ifølge Albus Dumbledore var Alice og Frank Longbottoms vidneudsagn ikke pålidelige på grund af deres tilstand. Derfor vides det ikke, om Barty var med til at torturere dem, eller om han i virkeligheden ikke var indblandet (FP 30).

Flugten fra Azkaban
I virkeligheden døde Barty ikke i Azkaban. Grundet Barty Ferm Sr.’s position i ministeriet, lykkedes det ham at få adgang til at besøge sin søn, sammen med Bartys mor, som vidste at hun skulle dø. Her bønfaldt moderen sin mand om, at smugle sønnen ud af Azkaban, ved at hun skulle bytte plads med ham. Dette gjorde de, og moderen døde i Azkaban, stadig i skikkelse som sin søn, eftersom hun blev ved med, at drikke Polyjuice-eliksiren.

Efter at være kommet ud af Azkaban, kom Barty med hjem til sin far, hvor husalfen Winky plejede ham, til han genvandt sit helbred. Han skulle herefter skjule sig, og for at holde Barty under kontrol og dysse ham ned, var hans far, Barty Ferm Sr., nødt til at bruge en hel del besværgelser. Han tænkte ikke på andet end at finde Voldemort, så snart han var ved godt helbred igen. Han blev holdt under kontrol ved, at hans far brugte Imperiusforbandelsen mod ham. Derudover var han blevet tvunget til, dag og nat, at bære en usynlighedskappe.
Det var husalfen Winky der passede på ham, plejede ham og desuden agerede fangevogter. Det lykkedes hende til at overtale Ferm Sr., til at give sin søn belønninger engang imellem, hvis Barty ellers havde udvist en god opførsel. Bertha Jorkins kom på et tidspunkt og opdagede det, hvorefter Ferm Sr. måtte bruge en kraftig Forglemmelsesbesværgelse. Denne blev dog overdrevet, så hendes hukommelse havde taget permanent skade.

Da der var Verdensmesterskaber i Quidditch i år 1994, var Barty også med, efter Winky havde brugt måneder på at overtale hans far. Noget af det hun havde sagt for at overtale ham var, at moderen døde for hans frihed, ikke for hans livstidsfængsling. Under Verdensmesterskaberne skulle han bære usynlighedskappen. Tidligt på dagen kom han og Winky op i logen, hvor Winky skulle sige at pladsen var reserveret til Ferm Sr., mens det i virkeligheden var Barty under usynlighedskappen. Winky vidste dog ikke, at Barty var blevet stærkere, og var begyndt at kæmpe imod den Imperiusforbandelse der var blevet kastet over ham. På et tidspunkt, midt under en Quidditchkamp, stjal han en tryllestav der stak op fra en drengs lomme. Han begyndte at blive vred, da han hørte Dødsgardisterne komme, og Winky slæbte ham med ind i skoven, trods han gjorde modstand, fordi han ville tilbage til lejren. Det var Barty der fremmanede Mørkets Tegn på himlen, så ministerielle troldmænd dukkede op. De kastede lammere i alle retninger, hvilket også ramte Barty og Winky. Senere fandt hans far ham, kastede Imperiusforbandelsen over ham igen, og førte ham med hjem. Winky blev fyret efter denne episode.

Lord Voldemort fandt ud af, hvor Barty befandt sig (alene i huset sammen med sin far), og tog hen for at hente ham sammen med Peter Pettigrew. Voldemort havde kastet Imperiusforbandelsen over Ferm Sr., for at få ham til at fortsætte sit arbejde som normalt, og Barty selv blev gjort fri for forbandelsen, hvorefter han var rede til at risikere alt for sin herre.

Forklædt som Alastor Dunder
I skoleåret 1994/1995 infiltrerede Bary Ferm Jr. Hogwarts Skole for heksekunster og troldmandsskab, hvor han var forklædt som Alastor Dunder ved hjælp af Polyjuice-eliksiren. Dette var en opgave fra Mørkets Herre. Barty skulle sørge for, at hjælpe Harry Potter gennem Turneringen i Magisk Trekamp uden nogen anede uråd. Han skulle sørge for, at det var Harry Potter, der nåede frem til transitnøglen som den første, og det var desuden Barty der forvandlede pokalen til en transitnøgle.

For at få fat på Alastor Dunder tog de hen til hans hus. Der var tumulter og Alastor kæmpede imod, men de fik til sidst dæmpet ham. De fik Alastor ned i hans magiske kiste, og tog noget hår, som blev puttet i den Polyjuice-eliksir der var blevet forberedt på forhånd. Barty drak eliksiren og tog hans træben og øje. Han fortalte Arthur Weasley, at det var nogle affaldsbeholdere der var gået amok, fordi der var fremmede ved huset, idet han ankom til huset på grund af Mugglere der havde hørt balladen.
I kisten, hvor Alastor Dunder var, puttede han også Dunders tøj og Mørkedetektorer ned. Kisten tog han med til Hogwarts.

Barty valgte at lade være med at slå Dunder ihjel. Dette var fordi han gennem sin tid på Hogwarts ville skulle narre Dumbledore, og så var han nødt til at have nogle vigtige informationer omkring Dunder, nemlig hans fortid og hans vaner. I stedet for at slå ham ihjel, kastede han Imperiusforbandelsen over ham, så han også ville kunne afhøre ham, og skaffe sig de nødvendige informationer. Udover dette ville han også løbende skulle bruge hår fra Dunder. Fra krypten stjal han revet Ronkedorskind til Polyjuice-eliksiren.

Da Barty dukkede op på Hogwarts, var velkomstmiddagen i gang. Dumbledore var i gang med at give nogle meddelelser, efter folk havde spist, da Storsalens dobbelte døre blev smækket op. De blev smækket op med et øresønderrivende tordenskrald. Her kom Barty ind, i Dunders skikkelse, med sort rejsekappe og vandrestok. Han gik op og gav hånd til Dumbledore, som præsenterede ham som den nye professor i Forsvar Mod Mørkets Kræfter.

I sin første lektion med eleverne på 4. årgang, år 1994, underviste han i, samt demonstrerede, de tre utilgivelige forbandelser på tre edderkopper. Med imperiusforbandelsen fik han edderkoppen til at svinge sig som en trapez, lave en saltomortale, snurre rundt på ryggen og stepdanse.
Da dolorosoforbandelsen skulle demonstreres startede han med at forstørre den næste edderkop, så eleverne kunne se den ordentligt, hvorefter han torturerede edderkoppen med dolor, så den krummede benene sammen og rullede rundt i frygtelige kramper. Barty stoppede først, da Hermione skingert sagde “Hold dog op!”. Herefter brugte han reducio på edderkoppen.
Den tredje edderkop demonstrerede han dræberforbandelsen på, så edderkoppen døde.

Eftersom Barty skulle få Harry gennem Turneringen i Magisk Trekamp, så hjalp han ham også. Det var ham der gav Hagrid idéen til, at vise Harry dragerne, og det var også ham der gav Harry idéen til at bruge kost i den første udfordring.
Barty fortalte desuden Cedric Diggory, at ægget skulle åbnes under vand, fordi han vidste, at Cedric ville fortælle det videre til Harry. Han havde også givet bogen “Middelhavets Magiske Vandplanter og Deres Egenskaber” til Neville Longbottom, i håbet om, at Neville ville fortælle Harry Potter om gælletang. Denne plan lykkedes dog ikke, fordi Harry ikke spurgte nogen om råd, og derfor startede han en højlydt samtale med McGonagall om gælletang foran Dobby, som efterfølgende stjal noget gælletang fra Snape, og gav det til Harry.

På et tidspunkt stak Barty Ferm Sr. af fra Voldemort, og Barty Ferm Jr., blev derfor bedt om at standse ham for enhver pris. Han havde franarret Røverkortet fra Harry Potter, og brugte dette til at holde øje.
Gennem kortet kunne han se sin far komme til Hogwarts. Iført sin usynlighedskappe, gik han ud for at finde ham ved Den Forbudte Skov. Da Harry Potter og Viktor Krum dog kom forbi lammede han Krum og dræbte sin far. Han kunne dog ikke skade Harry, da Voldemort havde brug for ham.
Eftersom Harry løb op for at hente Dumbledore og Snape, måtte Barty, i skikkelse som Dunder, slutte sig til dem. Sin far havde han gemt under usynlighedskappen, og efter at være blevet bedt om at indlede en eftersøgning på sin far, kunne han gå tilbage og begrave liget i den friskpløjede jord foran Hagrids hytte. Inden han begravede det, forvandlede han det dog til én stor knogle.

Det var Barty der forvandlede Trekampspokalen til en transitnøgle. Dette gjorde han samtidig med, at han satte pokalen på plads før festmiddagen.
Mens deltagerne var i labyrinten, under den tredje udfordring, lammede han Fleur Delacour, og brugte imperiusforbandelsen på Viktor Krum, som skulle skaffe sig af med Cedric. Det lykkedes dog ikke, da Krum blev lammet af Harry, og i stedet var det både Harry og Cedric der kom til kirkegården i Lille Galgeby.

Afsløret i sin forklædning
Da Harry Potter vendte tilbage fra kirkegården afslørede Barty (mens han var forklædt som Dunder) for ham, at det var ham der havde lagt hans navn i Flammernes Pokal. Han fortalte alt om, hvordan han havde hjulpet Harry gennem opgaverne. Samtalen endte ud i, at Barty sagde at han ville overvinde Harry, og hævede sin stav. Harry nåede dog at lamme ham, inden han fik ram på Harry.
Efterfølgende kom Albus Dumbledore, Severus Snape og Minerva McGonagall. Dumbledore vidste, at det ikke var Dunder, og da Polyjuice-eliksirens virkning begyndte at aftage, kom Barty til at ligne sig selv.
De gav Barty Veritaserum, for at få ham til at svare sandfærdigt på deres spørgsmål. Det var også her han fortalte om sin flugt fra Azkaban, om Verdensmesterskaberne i Quidditch, om mødet med Voldemort, og om hvordan han stjal Dunders identitet, for at komme ind på Hogwarts (FP 35).

I 1995 modtog Barty dementorkysset, hvilket betyder at en dementor sugede hans sjæl ud gennem munden (FP 36).

Personlighed
Barty var en person, som var meget loyal overfor Mørkets Herre. Eftersom han både var i stand til at bruge Imperiusforbandelsen, og kaste en besværgelse over Flammernes Pokal, så den udvalgte 4 deltagere i stedet for 3, har han været en stærk troldmand. Han var desuden en mørk troldmand, der kunne virke både ond, selvisk, hadefuld og sadistisk. Han var manipulerende, observerende og en intelligent mand.
Han var så loyal over for Voldemort, at han blev blind overfor dem, som faktisk elskede ham; Husalfen Winky og hans mor. Selv efter at hans mor havde ofret sig, og sat sig selv i fængsel i stedet for ham, var det eneste han ønskede, at finde sin herre igen.
Det er muligt at Bartys personlighed bærer præg af, hvordan hans far behandlede ham. Der var mangel på opmærksomhed fra hans far, som mest af alt havde sit job for øje, og han har derfor manglet en faderfigur i sit liv. Han var også kold nok til - muligvis - at deltage i at torturre Neville Longbottoms forældre, samtidig med at han uden tøven demonstrerede de utilgivelige forbandelser på tre edderkopper. I sin ungdom var han meget interesseret i Quidditch.

Evner
Barty var en utrolig dygtig mørk troldmand, som besad forskellige evner.
Han var dygtig til at duellere, siden han kunne overvinde Alastor Dunder, trods dette var i fællesskab med Peter Pettigrew. Derudover havde han også evner inden for mørk magi, da han var i stand til at benytte sig af alle tre utilgivelige besværgelser. Dels gjorde han dette mod nogle edderkopper, og dels gjorde han flere gange brug af Imperiusforbandelsen. Han var desuden i stand til med tiden, at kæmpe imod den Imperiusforbandelse, som Bartys far havde kastet over ham.
Da han kunne brygge Polyjuice-eliksiren har han også haft evner inden for eliksir, samtidig med, at han også har været stærk til besværgelser. Han kunne nemlig få Flammernes Pokal til at vælge 4 deltagere, og var i stand til at omdanne trekampspokalen til en transitnøgle med Portus besværgelsen, som ellers er kraftfuld magi. Han kunne også uden problemer kaste flere simplere besværgelser. Han var i stand til at skjule sin identitet for Albus Dumbledore gennem okklumensi, men var dog ikke i stand til at kæmpe imod Veritaserummet. Dette kan dog skyldes, at han lige var blevet angrebet. Han kunne også non-verbal magi, og han har været i stand til at spille skuespil overfor andre, eftersom han gennem flere måneder kunne lade som om, at han var Alastor Dunder og påtage sig Dunders vaner og personlighed.

Vi hører om Barty Ferm Jr. i: Harry Potter og Flammernes Pokal, hvor han dog gennem det meste af bogen bliver beskrevet som værende Alastor Dunder. Først i kapitel 35 finder man ud af, at det i virkeligheden hele tiden har været Barty i skikkelse som Dunder.

Referencer
Harry Potter og Flammernes Pokal

Opdateret d. 02.12.2023