Hvad går Forsvar mod Mørkets Kræfter ud på?
Et af Hogwarts’ utrolig spændende fag er Forsvar mod Mørkets Kræfter. Det handler om at lære at bekæmpe mørke kræfter gennem angrebs- og forsvarsmagi. Én vigtig ting at huske er, at Hogwarts er en skole, der ikke underviser i mørk magi. Faget handler dermed om, hvordan man forsvarer sig mod det, og ikke hvordan man udøver mørkets kræfter eller stærke forbandelser.
Mørkets kræfter er et tema, der går igen og igen gennem bøgerne og filmene, når trioen kæmper mod Voldemort og hans trofaste følgere, Dødsgardisterne. Samtidig er der flere magiske væsner, der optræder i handlingen, som også falder under mørke væsner - herunder eksempelvis Acromantulaer - og det er også noget, eleverne lærer om i forbindelse med faget.
Faget er obligatorisk for eleverne fra 1. årgang til og med 5. årgang, hvorefter man har mulighed for at vælge det på F.U.T.-niveau på 6. og 7. årgang.
Man skal have over forventning eller fremragende i sin U.G.L.-eksamen, hvis man ønsker at fortsætte med faget på F.U.T.-niveau. De fleste professorer vil acceptere over forventning.
Hvem var professor i Forsvar mod Mørkets Kræfter på Hogwarts?
Forsvar mod Mørkets Kræfter er et af de mere unikke fag, når det kommer til antallet af professorer. Der var syv Harry Potter bøger, og i hver eneste bog var der en helt ny professor i faget; nogle bedre end andre, og det betyder, at vi har været introduceret til både forskellige karakterer og forskellige undervisningsformer.
Forbandelsen på Forsvar mod Mørkets Kræfter
Men hvad var så årsagen til, at der var hele syv forskellige professorer i faget i løbet af bøgerne? Ser du… Det er faktisk ikke et spørgsmål om, at eleverne skræmte professorerne væk, eller at det var en svær stilling at besidde.
Lord Voldemort (også tidligere kendt som Romeo Gåde) søgte engang stillingen som professor i Forsvar mod Mørkets Kræfter. Da han ikke fik den, lagde han en forbandelse over faget, så ingen ville være i stand til at være professor i faget i mere end et år. Altså var det en forbandelse, der lå til grund for, at faget skiftede hænder hvert år med forskellige årsager fra gang til gang.
Mørkets Kræfter i skoleåret 1997/1998
I skoleåret 1997/1998 blev Forsvar mod Mørkets Kræfter i stedet lavet om til faget Mørkets Kræfter. I stedet for forsvar var det et fag, der lærte eleverne om blandt andet forbandelser; for eksempel lærte de at bruge Doloroso, som er en af de tre utilgivelige forbandelser, også kendt under begrebet torturforbandelsen.
I de efterfølgende skoleår blev faget atter lavet om til Forsvar mod Mørkets Kræfter.
De forskellige professorer i Forsvar mod Mørkets Kræfter gennem bøgerne
Professoren i første bog: Quirinus Quirrell
Quirinus Quirrell er den første professor i Forsvar mod Mørkets Kræfter, som vi stifter bekendtskab med. Han stammede en del og har tidligere været professor i Mugglerstudier. Han huskes måske som en professor, der bar en turban, fordi Voldemort voksede ud af hans baghoved. Quirrell mistede livet i slutningen af bogen på grund af beskyttelsesbesværgelsen, der lå over Harry, da han forsøgte at dræbe ham.
Professoren i anden bog: Glitterik Smørhår
Glitterik Smørhår er måske den mest selvoptagede professor, der har sat sine ben på Hogwarts. Han var professor på Harrys andet skoleår, og var en berømthed i det magiske samfund - kendt for sine store bedrifter. Generelt var han kendt for at være en ret dårlig professor i Forsvar mod Mørkets Kræfter, og han bliver også afsløret i at have stjålet alle sine bedrifter fra andre troldmænd. Han forsøgte at kaste Obliviate mod Harry og Ron, men fordi han havde Rons ødelagte tryllestav, gav besværgelsen bagslag, og han oblivierede sig selv.
Professoren i tredje bog: Remus Lupus
Remus Lupus er professor i Forsvar mod Mørkets Kræfter på Harrys tredje år på Hogwarts. Dette er absolut en af de bedste professorer - hvis ikke den bedste - som faget har haft. Han underviste eleverne i at håndtere Boggarter med Riddikulus, og var han en Varulv, selvom dette var skjult for eleverne. Dertil var han gode venner med Sirius Black, som spillede en stor rolle i bogen.
Professoren i fjerde bog: Barty Ferm Jr. (forklædt som Alastor Dunder)
Barty Ferm Jr. var under hele sin tid som professor forklædt som Alastor Dunder. Dette gjorde han ved at drikke Polyjuice-eliksir, og både professorer og elever var altså af den overbevisning, at det var Alastor Dunder, de blev undervist af. Han var årsagen til, at Harry endte med at blive deltager i Turneringen i Magisk Trekamp, og han underviste eleverne i De Utilgivelige Forbandelser ved at kaste besværgelserne mod tre edderkopper. Han stod i ledtog med Lord Voldemort.
Professoren i femte bog: Dolora Nidkjær
Dolora Nidkjær er måske den mest hadede professor i Forsvar mod Mørkets Kræfter (og på Hogwarts generelt), hvis man spørger enhver Harry Potter fan. Mange potterheads har endda grinet over online memes, der beskriver hende som værre end Voldemort.
Som professor var hendes tilgang til undervisningen udelukkende at give eleverne teoretisk undervisning. Hun (og Ministeriet for Magi), mente desuden ikke, at der var grund til at undervise i angrebsmagi, fordi der - ifølge dem - ikke længere var mørke kræfter tilbage. Derfor bestod den teoretiske undervisning kun af forsvarsmagi. Derudover huskes hun som professoren, der gav Harry eftersidninger, hvor han skulle skrive med en blodpen.
Professoren i sjette bog: Severus Snape
Severus Snape kender vi nok bedst som professor i Eliksirer og overhoved for Slytherin. Flere gange har han forsøgt at blive professor i Forsvar mod Mørkets Kræfter, og han har fået afslag, indtil han endelig fik stillingen i 1996, altså på Harrys sjette år på Hogwarts.
Professoren i syvende bog: Amycus Carrow
Amycus Carrow var professor i Mørkets Kræfter (som blev erstatningen for Forsvar mod Mørkets Kræfter) i den syvende bog, hvor Voldemort har fået magten over Ministeriet for Magi og Hogwarts Skole for heksekunster og troldmandsskab. Han torturerede elever, der stod imod Voldemorts måde at køre Hogwarts på, og eleverne i faget fik han til at øve Dolorosoforbandelsen på andre elever, der havde fået eftersidning. Han havde desuden en søster, der hed Alecto Carrow.
Hvad kan du opleve i Forsvar mod Mørkets Kræfter på World of Potter?
På World of Potter kan du tage Forsvar mod Mørkets Kræfter allerede fra din 1. årgang. Mange af sidens brugere skriver ofte “FMMK” som forkortelse, når de omtaler faget. Ligesom i bøgerne er der i høj grad fokus på forsvar og i den forbindelse læren om forsvars- og angrebsbesværgelser, mørke væsner (og hvordan man bekæmper dem) og undervisning i duellering.
Kom lidt tættere på - og bliv klogere på - hvordan man bekæmper mørkets kræfter gennem hele syv forløb med lektioner i Forsvar mod Mørkets Kræfter. Måske du er den næste store Auror eller Forbandelseshæver i troldmandssamfundet?
Opret en bruger og kom i gang med faget