Billede af RDNE Stock project fra Pexels

Filmatiseringen af Harry Potter og Fønixordenen

Fønixordenen. Ja, det er selvfølgelig svært at udvælge favoritter, når alle Harry Potter filmene er så gode, men jeg må bare sige, at Harry Potter og Fønixordenen nu er og bliver en af mine favoritter. Den ufatteligt frustrerende Dolora Nidkjær, som vi alle elsker at hade, de mange irriterende uddannelsesdekreter og Dumbledores Armé. Virkelig en utrolig god film!

Det er efterhånden ikke nogen overraskelse, at der er forskelle mellem bog og film. Det gør sig også gældende for Harry Potter og Fønixordenen, hvor jeg har undersøgt og udpeget nogle af de forskelle, der umiddelbart har sprunget mig mest i øjnene.

Har du læst om forskellene i Harry Potter og Flammernes Pokal?

Hvilke forskelle er der i Fønixordenen?

Dudleys venner

I filmen er Dudley Dursleys venner også til stede, da Harry Potter er i parken. I bogen er de dog gået, da Harry ankommer til parken.

Mundungus Fletcher og Arabella Figg

I bogen fortæller Arabella Figg, at det var meningen, at Mundungus Fletcher skulle holde øje med Harry Potter, og i filmen fortæller hun blot, at Albus Dumbledore havde bedt hende om at holde øje med Harry.

Harry Potters temperament

I bogen er der tidspunkter, hvor Harrys temperament løbet af med ham, og han råber af Ron og Hermione. Blandt andet bliver han sur over, at Ron og Hermione havde været sammen på Grumsted Plads nummer tolv, mens han selv havde været fanget hos familien Dursley. I filmen er han generelt mere rolig, og det eneste tidspunkt, vi oplever ham råbe, er da han råber af Dumbledore på hans kontor.

Ginny Weasley

Da Harry Potter skal have at vide, hvad der foregår, tillader Molly Weasley, i bogen, ikke at Ginny er til stede. I filmen er hun der dog.

Grumsted Plads nummer tolv

I bogen er der et helt kapitel, hvor Harry og de andre bruger nogle dage på at gøre huset klar til, at Fønixordenen kan bruge det som mødested. Dette kommer slet ikke med i filmen, ligesom vi i filmen heller ikke ser, at Hermione har ondt af Kræ. Samtidig skal det nævnes, at vi i filmen kun kender Sirius Black som værende en mand med langt hår - også på billeder, der vises af ham, mens bogen dog fortæller, at han plejede at holde det kort.

Dertil skal det nævnes, at da Grumsted Plads nummer tolv (som er skjult med Fideliusbesværgelsen) skulle afsløres for Harry Potter, skete det ved, at han modtog en note med adressen skrevet på. I filmen nøjes Alastor Dunder med at slå lidt med sin stok.

Vejlederne Ron og Hermione

Både Ron og Hermione bliver vejledere, men det er ikke noget, vi ser i filmen, ligesom vi heller ikke ser Harrys jalousi. Desuden får Ron i bogen en ny kost af sine forældre grundet vejledertitlen.

Luna Lovegood og Thestralerne

Luna Lovegood er en af de karakterer, vi måske husker allerbedst (især fra filmene), men hvordan var det nu lige, at Harry mødte hende? I filmen skete det på vognene trukket af Thestraler, hvor Hermione introducerede hende. I bogen mødte han hende dog allerede på Hogwartsekspressen, hvor det var Ginny Weasley der introducerede dem til hinanden; Neville Longbottom er til stede, men både Ron Weasley og Hermione Granger er sammen med de andre vejledere.

Desuden ved vi fra bogen, at Neville også kan se Thestralerne, men i filmen er Luna den eneste, der siger, at hun også kan.

Ron Weasley og Dolora Nidkjærs blodpen

Til eftersidning med Nidkjær, skal Harry Potter skrive med en blodpen, hvilket resulterer i et grimt ar. I filmen ser vi, hvordan Hermione opdager og forsøger at overbevise ham om at fortælle det til Dumbledore. I virkeligheden er det faktisk Ron der gør dette i bogen, og man har altså valgt at bytte helt rundt på det til filmen.

Desuden bliver det i filmen ikke vist, hvor længe han går til den eftersidning med Nidkjær, men det er to uger i bogen.

Uddannelsesdekreterne

I filmen bliver der lavet mange flere uddannelsesdekreter (over 100), end der gør i bogen (28). Det resulterer for eksempel i, at uddannelsesdekret nummer 24 er nummer 68 i filmen, mens uddannelsesdekret nummer 28 er nummer 119 i filmen.

Sirius Blacks holdning til Dumbledores Arme

I bogen begynder Hermione at betvivle, om Dumbledores Armé virkelig er en god idé, efter hun hører, at Sirius Black godt kan lide idéen. Dette skyldes, at hun ikke stoler meget på Sirius’ dømmekraft. Dette er aldrig nævnt i filmen.

Fornødenhedsrummet som mødested

I filmen er det Neville Longbottom, der opdager Fornødenhedsrummet. Ifølge bogen er det faktisk Dobby, der viser rummet til Dumbledores Armé.

Mangel på Quidditch

I filmen bliver der ikke vist nogle af deres Quidditchkampe. Det betyder også, at vi går glip af, at Ron Weasley bliver målmand, og vi hører ikke Slytherins “Weasley er vor konge”-sang, som de ellers brugte på nedladende vis.

Desuden bliver både Harry og George bandlyst fra nogensinde at spille Quidditch igen. Det samme sker for Fred, efter han var lige ved at slå Malfoy. Dette er også én af årsagerne til, at Fred og George senere vælger at forlade Hogwarts.

Hagrids fortælling

Den nat hvor Harry, Ron og Hermione hører, at Hagrid er vendt tilbage, løber de ned til hans hytte. De bruger usynlighedskappen på vejen, og i hytten hører de Hagrids fortælling om kæmperne. Da Nidkjær kommer derned, bliver hun mistænksom grundet fodsporene i sneen. I filmen er der dog ingen sne på jorden, og Nidkjær er der allerede, da de kommer til hytten.

Skt. Mungos Hospital for Magiske Kvæstelser

Besøgene til Skt. Mungos Hospital er ikke kommet med i filmen. Det betyder også, at vi ikke ser Augusta Longbottom (Nevilles bedstemor) fortælle om, hvad der skete med Nevilles forældre. I stedet bliver det i filmen Neville, der fortæller Harry om det på et senere tidspunkt.

Det betyder også, at de ikke støder på Glitterik Smørhår med hukommelsestab, som ellers sker i bogen.

Natbussen

Efter juleferien, da trioen skal tilbage til Hogwarts fra Grumsted Plads nummer tolv, tager de Natbussen. Dette er dog ikke kommet med i filmen.

Cho Chang

I bogen er Harry Potter og Cho Chang på en date, hvilket ikke er kommet med i filmen, ligesom det heller ikke er kommet med i filmen, at hun bliver ked af det, da han går tidligt for at mødes med Luna og Hermione.

Dertil er Cho bekymret for U.G.L i filmen. Det er dog sådan, at hun ifølge bøgerne er en årgang over Harry og derfor allerede tog sine U.G.L’er året forinden. I stedet er hun i bogen bekymret for F.U.T.

Rita Rivejern

I bogen bliver Harry Potter interviewet af Rita Rivejen, og interviewet kommer i Ordkløveren. Denne artikel - i kombination med Profettidendes artikel om masseudbruddet fra Azkaban - er hvad der får folk til at tro på Harry og Dumbledores historie om Voldemort. I filmen lægges der op til, at det blot er grunet artiklen i Profettidende, og Rita Rivejerns interview er slet ikke med.

Kentauren Firenze

I bogen er det Firenze, en kentaur fra Den Forbudte Skov, der kommer for at undervise i Spådom i stedet for Sybill Trelawney. Dette er ikke kommet med i filmen.

Neville og Expelliarmus

I bogen beder Neville om at lære mere komplicerede besværgelser, fordi han vil hævne sine forældre. I filmen ser vi kun, hvordan han lærer og bliver bedre til Expelliarmus.

Slutningen på Dumbledores Armé

I bogen kommer Dobby og advarer om, at Nidkjær er på vej. Medlemmerne af Dumbledores Armé skynder sig ud af Fornødenhedsrummet, hvor de deler sig op, og Nidkjær fanger altså kun Harry. Dog finder hun ud af, hvem der har deltaget, på grund af tilmeldingslisten med alle navne. I filmen er Dobby ikke med, og han kan derfor ikke advare dem. Derfor sprænger Nidkjær et hul i væggen til Fornødenhedsrummet, mens alle deltagerne befinder sig derinde.

I bogen er det desuden Marietta Edgecombe (som er bedste venner med Cho Chang), der sladrer til Nidkjær om Dumbledores Armé - og Cho forsvarer hende. I filmen er det i stedet Cho Chang, der gør det efter at have fået Veritaserum. Begge tilfælde leder til en slutning på forholdet mellem Harry og Cho.

Listen med navne var forhekset således, at Marietta fik “SLADDERHANK” skrevet i panden, fordi hun havde sladret. Dette er heller ikke kommet med i filmen.

Karrierevejledning med overhovedet

I bogen har alle elever på 5. årgang karrierevejledning med deres overhoved. Harry Potter fortæller McGonagall, at han gerne vil være Auror, og Nidkjær (som har insisteret på at være til stede) fortæller, at hun ikke mener, at Harry har en chance. Dette er dog ikke kommet med i filmen.

Graup og Hermione

I filmen ser vi, hvordan Graup løfter Hermione. I bogen forsøger han dog kun uden held.

Dumbledores kontor

Harry bliver så ked af Sirius Blacks død, at han ødelægger Dumbledores kontor. Dette ser vi ikke i filmen.

Hvilke detaljer ville du have ønsket var med i filmen?